Til top af siden

Alteret

Alter kommer af latinsk »Altus« = det høje, og den første omtale af et alter findes i Bibelens 1. Korintherbrev, kap. 10, vers 21.
Det er først fra omkring år 400, at det bliver almindeligt at bruge ordet »alter« om nadverbordet, der også kaldtes for Herrens Bord eller for Det hellige Bord - på engelsk: Table of the Lord = Trapeza Kyriou (græsk) eller Mensa Domini (latin). Ordet »Trapeza« brugtes i oldkirken også i Vesten.

Alteret som offerbord er en fast bestanddel i de fleste religioner, men havde ingen betydning for de tidligste kristne.

Nadverbordet

Nadverbordet blev tidligt anvendt i de kristne hjem i den private del af gudstjenesten, men det blev hurtigt skik at samles om nadveren i kirken, og kirken blev ofte rejst over en martyrgrav, og i mangel af en martyrgrav blev nogle knogler af en martyr nedlagt under eller i nadverbordet, og hermed får nadverbordet ganske megen lighed med de hedenske altre.

Nadverbordet, som fremover kaldes alter, er ved den skjulte eller nedlagte »helligdom« blevet helligt, og det opstilles på kirkens helligste sted, der er koret. Den oprindelige ide med at samles om et nadverbord som et tilfældigt bord i et tilfældigt hjem er omkring år 300 væk, og bordet fik efter Konstantins tid så godt som altid plads i det ophøjede rum, bema, der senere blev til koret, eller det blev stillet i en apside.

Alterbordet

Det tidligste levn af et alter menes at være alterbordet i kirken i Auriol ved Marseilles og stamme fra det femte århundrede. Dets stenbordplade hviler på en enkelt søjle. Det tidligste alter med et udskåret antependium findes i kirken i Cividale nord for Tristes, øst for Udine. Den er fra det tidlige ottende århundrede.

Det tidlige alter er altså et bord eller en bordplade på et fundament, stipes, søjler eller ben. Rødding Kirkes alter på Nat.Mus. har søjleben af granit; Tømmerby ved Thisted har fire søjler og Hillerslev kirke ved Thisted har en midtersøjle. Med en kiste som underdel kaldtes det for confessio, der også betegner en martyrgrav.

I oldkirken flyttede man ikke martyrgravene, der skulle have fred!
I stedet byggede man kirker oven på gravene; ofte måtte de trænges ind, som det bedst kunne lade sig gøre, så alteret kom så tæt over confessio som muligt.

I danske alterborde af sten findes normalt udhuggede gemmer til relikvien. Romerkirken havde i det sjette århundrede bestemt - under konsiliet i Epaon i Gallien i 517 - at alterplader skulle være af sten. Det tog dog adskillige hundrede år, før træaltre gik endeligt af brug - ca. op til Karl den Stores tid.

Relikviegemmet eller helgengraven i alteret kaldes også for sepulchrum og var ofte flisedækket. Selve bordpladen kaldes for mensa eller tabula. Der findes dog nogle borde af træ som levn. Den græske kirke tillader stadig træaltre.

Alterformen med stenbord på ben eller søjler er stadig den mest anvendte i katolske kirker, hvor altrene altid indeholder en relikvie.

Til top af siden

Ciboriumaltre

Skulle alterbordet særligt fremhæves kunne det ske ved at placere det under en baldakin båret af søjler, et ciborium, der i vestkirken også blev kaldt en baldacchino. Det mest kendte ciboriumalter er Peterskirkens, der er skabt af kunstneren Bernini (1598-1680). Her bæres alterbaldakinen af fire snoede søjler, og det har en højde som Rundetårn.

De tidligste ciborier er fra det femte århundrede. Der kan være gardiner på ciboriet, men det er kun Østkirken, der har ritualer, der fordrer, at gardinerne trækkes for under visse dele af messen. I Romerkirken er de ren udsmykning.

Ordet »ciborium« bruges også om opbevaringsbeholdere til hostien, som de blev udviklet i det tolvte århundrede fra oprindeligt en pyx. Ciborier kaldtes oprindeligt også for tegurium. I nutidig sprogbrug er ciborium altid beholderen til nadverbrødet til fordeling i kirken, mens en pyx - det er en lille rund æske - bruges til at bringe brødet rundt til syge og døende.

Et sammenbygget ambo og ciborium - kaldes et ambociborium.

I Norwich Cathedral har man genoplivet skikken med at præsten har ansigtet vendt mod menigheden under nadveren og altså igen står på den modsatte side af alteret.

Tilladelsen til at anbringe relikvier i forskellige indfatninger på alteret blev givet af pave Leo IV. Tilladelsen bestemmer tidspunktet for de tidligste retabler (reredos), der dog ikke kom i brug før 12. årh. Et af de tidligste er Sankt Markuskirken i Venedig, hvor det forgyldte antependium, Pala d'Oro, i år 1105 anbringes som retabulum over alteret.

Alterudstyr i Pavekirken

Der findes fra år 847-855 - under pave Leo IV - forordninger om, hvilket alterudstyr der er lovligt:

I tiden op til år 1300 (Magdeburg) opretholdes reglen om ingen yderligere pynt på alteret, men relikviebeholdere og krucifikserne vokser.
Fra Triersynoden i år 1310 findes der godkendelse af alterbilleder.

Flere altre

Oprindeligt gav kirkemyndighederne kun tilladelse til et enkelt alter i kirken.
Fra St. Ambros' tid i det 4. århundrede kommer der flere altre, og fra 6. årh. godkender Pave Gregor den Store ved bl.a. at sende relikvier til fire altre på en gang i kirken i Saintes i Frankrig denne skik. Det var især indførelsen af private messer, der gav behov for flere altre, så flere messer og bønner kunne aflægges samtidig.

Østkirken har kun et alter i kirkerummet. Dette gælder også lutheranske kirker, selv om mange kirker har flere stående, idet der er tale om museumsstykker, der ikke fungerer som altre.
De katolske kirker har kun et højalter, men har desuden sidealtre, votivaltre og messealtre.

Begyndende i de større kirker, hvor afstanden til menigheden var stor, er der i senmiddelalderen blevet opsat lægmandsaltre, også kaldet helligkorsaltre, idet lektoriemuren i korbuen effektivt forhindrede menigheden i at se altertjenesten, og nadveren derfor antagelig er blevet udleveret ved lægmandsalteret.
Disse lektoriemure overlevede ikke reformationen.

Alteret kan bestå af:

Mensa / mensale

Bordpladen, der skal være i et stykke og af sten. Også kaldet tabula. Alterets nordside kaldes for evangeliesiden eller brødsiden, og alterets sydside kaldes for epistelsiden eller kalksiden (ved traditionel kirkeorientering).

Sepulchrum

Relikviegemmet, altergraven, der gerne er udhugget i bordpladen.

Stativet

Stativet, der bærer bordet, er en plint eller bordpladen bæres af søjler.

Antependium

Fronten, pallium altaris, som kan dække hele facaden fra gulv til plade og blev antagelig udviklet fra det klæde, der dækkede martyrkisten under bordet. Det er ikke tilladt kun at dække en del af forsiden. Der er yderligere regler for materialer og farver inden for den liturgiske farveskala for sådanne antependiummer.

Til top af siden

Alterklæde / Alterdug

Alterdugen skal være af hvidt klæde og dække alterpladen. Alterdugen kaldes også linteamen altaris og sjældnere pannus / palla altaris.
Skikken med tre alterduge begyndte i det niende århundrede. Man brugte flere alterduge hvis blodet spildes, så skal det opsuges af dugene, før det når alterstenen. Dugene skal være af linned eller hamp. Fra omkring 1000 får dugene broderier og borter.

Den katolske alterdug skal kunne nå gulvet på hver side. Underdugen er ofte præpareret med voks for at beskytte mod fugt fra alterpladen.
Ordet alterklæde kan betyde både alterdug og antependium.

Alteromhæng - antemensale

Fra 11-1200 hænges i Danmark også klæder ned foran alterets forside og evt. siderne. Det kaldes et antependium, hvis det er gjort af stof.
Dugens farve fulgte ofte de liturgiske farver for årstiden. Disse farver var dog kun påbudte for højalteret.
Alterklædets fastgørelse til alterbordpladen på forkanten skjules ofte med en smal bort eller broderet frise, der kaldtes for alterbryn = aurifrisium, prætexta eller frontellum.
Alteromhænget kaldes antemensale, hvis det er gjort af træ eller metal.

Vesperale

Et dække blev brugt for at beskytte mod at skidt kunne drysse ned fra lofter etc. på alteret.

Pulvinarium

var et klæde der blev svøbt rundt omkring liturgibøgernes bind som ofte havde ridsende metaldel. Pulvinarium blev brugt for at beskytte alterdugen mod slid og snavs - eller det blev bredt ud på bordet.

Gyldne altre

Tamdrup Kirke, der ligger højt og frit i landskabet vest for Horsens, er en anselig treskibet kirke, hvor hvælvet tydeligt kan ses indsat senere end grundbygningen. Der er i korhvælvingen afdækkede kalkmalerier forestillende Adam og Evas uddrivelse af Paradis.

Det mest kendte »gyldne« alter er Sankt Markuskirkens i Venedig. Alterudsmykningen er et ciboriealter med en gylden reredos, der kaldes Pala d'Oro, der er udstyret med en mængde emaljearbejder på guldfolie, ædelstene og ciseleringer. Tavlen er påbegyndt i Byzantisk område i 976/1105, ændret i 1209 og i 1345.

Alterets nipsgenstande

Alterlys fremkommer i det elvte århundrede - gerne to - et på hver side af krucifikset eller korset. Senere har de katolske kirker ofte seks lys på alteret, idet de seks lys sammen med et krucifiks er nødvendigt for det tabernakel, som benyttes under nadveren.

Krucifiks

På de tidligste alterkors var der ikke en korsfæstet skikkelse. De efterfølgende alterkors blev sædvanligvis til krucifikser med figuren Majestas Domini. Krucifikset kunne blive sat oven på retablet som på nogle af de gyldne altre.

Klud - corpus

Under nadveren bruges en klud, corpus, lavet af hamp eller linned, og hvorpå hostiebrødet blev brudt. Det skal på midten være uden broderi, fordi brødkrummerne lettere skal kunne samles op. Der anvendes også et corporale af mindre dimensioner til at dække hostien og kalken.

Til top af siden

Altertavle / Retabulum

På mensalets bagkant kan der være rejst en frise, retabulum.

Altertavlerne var først ret lave opbygninger på alterbordets bagkant - på retablet. De kaldes for frontaler, superfrontaler eller pandebrædt.
Senere blev tavlerne større, og de blev løftet op på en predella. Begge dele tilsammen kaldes så for et retabulum.
Predellaen var i begyndelsen ofte et lille skab eller gemme for nogle af altertingene.

Nadveralteret

Alterets rolle som offerplads, nadveralter, returnerer altså til kirkerne efter Constantin. Mindst en gang om året blev menigheden givet adgang til højkoret, hvor de kunne lægge deres naturalieafgifter og penge direkte på alteret, og senere blev også nadveren anset som et offer til soning af de offergivendes synder.

I nogle altre var der plads til hostien i særlige aflukker de kaldes for tabernakelaltre. Der findes også altre med gitter for relikvierne.

Nadverdelene / Vasa sacra

omfatter kalken til at opbevare vinen i og patenen = disken til at opbevare brødet, hostien, i. Disse to ting kaldes tilsammen på engelsk for the species eller the elements.

Til at opbevare det indviede brød og vin i blev der fremstillet nogle flytbare skabe, monstranser eller monstranshuse af monstrare = at vise, fordi skabene var med glasruder, så indholdet var synligt), engelsk monstrance eller ostensorium.

Hostiegemmet blev i den tidlige middelalder opbevaret i en beholder, der kaldtes for pyxis = buksbom, og lidt senere også for ciborium af latin = brød.
Ikke at forveksle med alterbaldakinen). Inde i pyxis - og også de senere forme - var der en klemme af form som en halvmåne, luna eller lunula, hvori hostien som skuebrød kunne fastgøres. Hostiegemmet (pyxis) kunne hænge ned fra ciboriehimlen.

Til nadvertjenesten hørte også røgelseskar, en klokke og en vaskekumme, piscina, samt vandkande, aquamanile.

Når nadverens brød og vin blev båret frem til alteret, kunne udstyret bestå af nedennævnte dele,
der blev anbragt oven på hinanden til en enhed, der nedefra bestod af:

Corporale - dug - corporale

Corporalet bredes ud på alteret, og kalken stilles på den. Bursaen, der i liturgisk farve og mønster, skal svare til kirkeårets tidspunkt, stilles op, så mønsteret eller farven kan ses. Vellum tages nu af og lægges ved siden af corporale. Pallaet tages af og lægges til side. Disken tages ned og sættes ved siden af kalken. Purificatorklædet tages af og lægges til side. Kalk og disk er nu klar til brug.

Kalken

De tidligste kalke havde en vaselignende form med to håndtag, har antagelig været af glas, men også ædelmetaller, træ og lerkar har været brugt. Ædelmetaller er dog bedst anvendt til formålet. Nogle kalke blev givet til kirken og havde så givers navn som inskription og kaldes calices literati.
En periode i middelalderen blev vinen drukket gennem et sugerør, og cistercienserne fortsatte hermed til reformerne omkring 1200.

Der findes kun to kalke ældre end 800. Den ene er irsk og findes i Tassilo og med irske stiltræk. Den anden fra St. Ledger er fra ca. år 788. Dernæst kommer kalken fra Ardagh, Irland. Den blev først fundet i 1868, men er fra det 9. eller 10. århundrede. Domkirken i Nancy har en kalk fra ca. 950.

Før 1100 er der nogle regler - dog ikke alle med førstehåndsdokumentation - om at kun sølv og guld må bruges til kalke. I fattige kirker kunne dog tin anvendes.

Fra der gås over til kun at lade præsterne drikke den transubstantierede vin kendes også store kalke, der blev brugt til at dele almindelig vin ud til pøbelen med, for at de lettere kunne sluge hostien. Denne vindrikning kaldtes for purificatio.

Disk

paten af latin patina og græsk patane er en tallerken, ret dyb, til frembæring af nadverbrødet. Den passer ofte i sæt med kalken og skal som denne være af ædelmetal. Brødet ligger på denne også før det er indviet og igen efter, når det brækkes i stykker. De tidligste diske var også af andre materialer og nogle var meget store vejende op til 10 - 15 kg.

Salving

Til den særlige salving hørte salvingsolien, der er en af tre typer.

Skabsaltre

Fra 1300-tallet bliver der opsat skabsaltre. Det stigende antal relikviegemmer på alteret skabte behov for plads til sådan udsmykning, og der kunne sættes en predella op på alterets bagkant, Predellaopstillingen blev i løbet af kort tid forøget med alterskabsopbygninger.

Skabsaltre er altre med låger, hvor der inde i skabet er plads til statuer og mindre figurer af hellige personer. Det bedst bevarede danske eksempel er fra 1325 og kaldes for Løgumskabet. Figurerne indeholdt relikvier, hvad de katolske alterfigurer stadig gør. I den protestantiske kirke bliver figurerne alene symbolfigurer. Skabsaltrene er som hovedregel ikke danske produkter, men seriefremstillede i Nordtyskland og Holland. På værkstederne havde man tomme skabe og et udvalg af figurer klar, og kunden kunne så kombinere efter ønske, pengepung og behov.

Monstranskabet

opbevarede man i katolsk tid kirkens hellige kar, alterkalken med vin og oblatæsken med alterbrød.

Diptych, Triptych og Pentatych

Oprindelsen til ordet er græsk: diptychon: dis = 10 + ptyssein = at folde.
Ordet betød oprindeligt en notesbog af to hængslede tavler med voksede sider, hvorpå der kunne skrives og kendt fra -500. Indsættes der flere tavler mellem ydersiderne = polytych. Det blev efterhånden sædvane at udstyre diptychs kunstnerisk og give dem som gaver til venner, når man fx blev konsul. I den kristne verden blev disse diptychs brugt til at opskrive kirkens medlemmer - ofte de levende på den ene side, og de d øde på den modstående, hvoraf kommer navnene libri vivorum et mortuorum. Senere blev de til nekrologer eller dødebøger.

Foruden skabet selv var også lågerne bemalede eller udskårne. Der kunne være en, to eller flere låger. Hvis der var en dør, der kunne åbnes til siden, kaldes det et diptych, med to fløjdøre - en på hver side - kaldes det en triptych / triptychon, og med to sæt fløjdøre, i alt fire døre, en pentatych / pentatyptichon. Alteret i Løjt, i Århus Domkirke og i Viborg Søndre Sogns Kirke har mere end to sæt fløjdøre, og her benyttesikke noget særligt (græsk) udtryk for antallet. De altre, jeg har bemærket, bliver aldrig bredere end dobbelt bredde, idet de ekstra fløjdøre lukker mod enten det først sæt åbne eller lukkede.

De figurklædte dele var i inderskabet og gerne på første sæt låger, således at centralskabet sammen med det første sæt låger i åben tilstand fremviste et bredt panorama af billedfortælling. Udadtil bliver udsmykningen så mindre og mindre prangende, og nogle skabe var yderst helt uden dekorationer til brug i fasteperioden. Åbningen og lukningen af de forskellige låger vekslede med kirkeåret. Hovedperioden for disse tavler ligger i Danmark i begyndelsen af 1400-tallet.

Motiverne på fløjaltertavlerne var ofte korsfæstelse, Maria og barnet, 12 apostle, 4 evangelister og lidelsespassioner. Et eksempel på billedkompositionen kunne være:

De fleste udskårne tavler kom fra Nordtyskland.

Lægmandsalter

Efter reformationen blev alle lægmandsaltre fjernet, og der er ikke bevaret et eneste i Danmark.
Nadveren skulle efter reformationen indtages i fællesskab med præsten og med menigheden, der lagde sig på knæ, hvor der var plads, og der fik de nadveren udleveret fremholdt på en dug. Sidst i århundredet (1588) kom der befaling om at etablere faste knæfald rundt om alteret.

Rejsealter

Rejsealtre kunne man i katolsk tid ikke bare anskaffe sig. Altrene var så hellige, at de ikke kunne bæres rundt uden særlig tilladelse. Der findes dog nogle rejsealtre overleveret fordi de ofte var små kunstværker og derfor overlevede reformationen. Således har vi et pavebrev fra 1449 med tilladelse for Erik Ottesen Rosenkrantz, rigsråd, til at medføre et rejsealter. Dette alter er nu i Frederiksborgmuseet.

Også Jens Andersen Beldenak fik i 1505 af paven privilegium på at måtte have et rejsealter, »hvor der selv under interdikt« kunne læses messer - og også før daggry - der ellers var ulovligt. Det var Beldenak, der gav Nørholm Kirke dens altertavle.

Reformationsudrensningen af inventaret i kirken

Udrensning af inventar i de danske katolske kirker gik gennemgående meget roligt for sig og tog mange år, hvilket er årsagen til, at så mange inventardele fra perioden stadig er bevaret. Derved fik vi de stadigt pænt pyntede kirkerum.
Kirkerummene i Den reformerte Kirke efter Zwinglis og Calvins reformation blev udrenset på en mere grundig måde - her er rummene næsten helt øde.
Den danske billedstorm fremkom kun i Vore Frue Kirke i København, mens en strid om en pavestatue af Lucius i Roskilde ikke udartede sig.

Den reformerte kirke smed ved reformationen også alteret ud og bruger et almindeligt bord.

For altertavlernes vedkommende blev der hurtigt nedlagt de mange sidealtre, mens flere højaltre blev bevaret (dog er kun 15 af 161 fynske kirkers gotiske tavler bevaret). Udskiftningen var både et udviklings- og et oplæringsprojekt og også et økonomisk problem i en tid, hvor landet havde været hærget af en borgerkrigslignende nedgangsperiode. Nogle tavler blev gemt væk og er siden blevet retableret. Der havde desuden i 1400-tallet været en voldsom nyopsætning af skårne tavler, så der går resten af århundredet og ind i Christian IVs regeringstid, før der begynder at dukke reformerte baroktavler op.

Norden har flere levn af før reformatoriske altertavler end længere sydpå, og mange er blevet genbrugt efter reformationen.

Øvrige udstyr i kirkerummet

Korstole

I koret var størstedelen af pladsen optaget af munkenes korstole. De var opstillet i kirkens længderetning på begge sider af korindgangen under pulpitum.
Pladserne blev indtaget efter anciennitet med abbeden først efter indgangen mod syd og prioren mod nord.

Korstolene var oprindeligt bare løse stole, men de blev senere sammenstillede til stalli (eng. stalls) med højere og højere og arkitektonisk dannende del af kirkeudsmykningen og afskærmningen mellem kor og omgivende lokale. Korstole kendes fra St. Gallen siden 800-900. Fra romansk periode, hvorfra levn er sjældne, er der eksempler i Ratzeburg. Stolene på epistelsiden (S) kaldes for chorus abbatis eller chorus praepositi, på evangeliesiden (N) kaldes for chorus prioris eller chorus decani.

De mest spektakulære stole i Ratzeburg Domkirke er to tre-sæder som brugt af de tre celebranter i katolske messer. Der er ingen midteropdelinger. De angives de i Ratzeburgguiden som værende gotiske fra ca. 1340. De omtalte korstole er alene nogle udskårne sidevanger fra ca. 1200, der er kirkens og Nordtysklands ældste inventardele - bortset fra gravsten.

På undersiden af sædet kunne der være en: "misericordia (barmhjertighed) - en lille støtte, som gjorde det muligt at få lidt hvile til ben og ryg under de lange stående seancer.
Disse kan f.eks. ses i Horsens Klosterkirke og på Herlufsholm.
Gamle og syge munke kunne overvære tidebønnerne siddende. Til dem var der opstillet bænke næst efter munkenes korstole og foran den skærm, som delte kirken i to.

Den østlige, fornemme del, var reserveret til munkene, mens lægbrødrenes plads var i den vestlige, fjerneste del af kirken. På grund af skærmen kunne lægbrødrene ikke se hovedalteret, men til dem var der opstillet et mindre alter i deres del af kirken. Deres korstole var ligeledes opstillet i her i den vestlige del af hovedskibet.

Læsepult

Midt i koret stod en læsepult, ambon / ambo - på engelsk the great lectern fra det latinske legere = læse. Det er en bogstand på en trefod med en søjle og et »nodestativ« øverst. Tidligt var der kun en læsepult i kirken, men senere kom der en i både nord og i sydsiden af koret. Fra den nordlige holdtes prædiken, evangeliet læses og ekskommunikationer og dekreter udtales.

Den sydlige var delt i to, vendende hver sin vej. Den højeste vendte mod alteret og benyttedes af underdiakonen, når epistlen læstes. Den lavere del vendte mod skibet, og herfra foretoges de øvrige læsninger.

Der kunne være en tredje læsestand, der så blev anvendt til prædiken alene. Læsepultene kan være fornemt udsmykkede, og ved festlige lejligheder behængt med klæde. Amboen er en høj læsepult ofte af sten eller marmor og af meget tidlig oprindelse. Fra amboen læstes evangeliet, og der skulle være plads til både lector og de hosstående lysebærere, når man gik op ad trinene (begge sider), mens man sang graduale. Ordet er faktisk synonymt med lectern, men møblet blev ikke i Oldkirken brugt til at prædike fra.

Bøger på latin i Skriptoriet

Ethvert kloster skulle have en samling af bøger i Skriptoriet - hvor de skrivekyndige munke arbejde.
Der var en liste med minimum 11 bøger, som alle var på latin, som skulle befinde sig i Skriptoriet. Det var følgende bøger:

• En bibel
• Et missale. Den indholder teksterne til messen året igennem.
• Et epistolarium, som indholder tekster fra apostlens breve og apostlenes gerninger. Under gudstjenesten læser der højt deraf.
• Et collectarium, som er en liturgisk bog med bønner til brug ved tidebønnerne.
• Et graduale med sanage til brug ved messen.
• Et antifonale med antifoner og vekselsange til brug ved tidebønnerne.
• Benediktes klosterregel.
• Et hymnarium med hymner til brug ved tidebønnerne og messen.
• Davids salmer.
• Et lektionarium, som er en samling af tekster, som læses ved gudstjenesten.
• Et kalendarium, som er en kalender over de faste kirkelige fester og helgendage.

---