MiddelalderInfo v/Flemming Elimar Jensen



Retur til forsiden!

MiddelalderInfo
om slagvåben, håndvåben,
dækvåben,
hjelme, blider,
soldater.

Denne side er ajourført mandag 19. januar 2013

Dette dokument indeholder oplysninger om:


Slagvåben

  • Stridsøkse
  • Stridshammer
  • Hellebard - En hellebard er et middelalderligt våben, bestående af et 1,5-2,5 meter langt skaft på hvilket det var fæstet en jern- eller stålklinge eller øksehoved, foroven udstyret med en lansespids, bagtil med en hage. Med hagen forsøgte våbnets bruger, hellebardisten, at få tag i sammenføjningerne på ridderens rustning for at trække ham af hesten.
  • En Partisan er et stikvåben, der adskiller sig fra en hellebard ved i stedet for at have kroge ved klingens fod at have et par spidser. Partisaner blev brugt senere i historien - efter middelalderen, i 1700-tallet. Se billede af Partisan våbnet.
  • Stikvåben
  • Billeder af riddere på Gisselfeldt middelaldermarked
  • Omfattende liste om håndvåben.

Håndvåben er våben, som kan håndteres med en eller begge hænder.

  • Armbrøst - En armbrøst er en bue med en mekanisk anordning, der kan holde den spændt med en pil eller bolt, og udløses ved tryk på en aftrækker.
    De ældste kendes fra kinesiske grave fra 5. århundrede f.Kr. og i 2. århundrede f.Kr. var de et vigtigt våben i kinesisk krigskunst.
    Hos romerne blev de brugt som jagtvåben, og sådan blev de også set op i middelalderen. Det blev betragtet som et "uhæderligt" våben i krig, fordi det ikke kræver andet af skytten end, at han kan sigte og trykke på aftrækkeren. Se billede.
    Læs mere om armbrøst her fra Nivå Bue/armbrøstlaug
  • Bue: langbue
    Pil og bue - er et våben som har været brugt i mange århundrede - kendt for sin effektivitet over store afstande.
    Den engelske langbue var kendt - og frygtet for sin lange rækkevide - en 60 punds bue kan nemt skyde 3-400 meter - og ramme stadigvæk med stor kraft.
    Til pilene blev der udviklet mange forskellige pilespidser - som vær havde deres funktion.
    F.eks. var en stump pil beregnet til at skyde fugle med - da de kun bedøvede dem - så de faldt ned.
    Mens andre som f.eks. et modsat formet V - der var skarpslepet - kunne træne dybt ind i et dyr - eller menneske. Andre spidser som brynjebrækker gik ind og sprængte ringene i ringbrynjen. Andre former igen kunne gå igennem en rustning som var det smør.
  • Daggert - et kort sværd - forløberen til sværdet.
    Det er en sylespids kniv - der har et spidst blad, der var så smalt, at det kan trænge ind i mellem rustningens åbninger.
  • Kamphammeren er en kort kølle med et øksehoved på den ene side, og en buet spids på den anden.
  • Hellebard
    Kæmpede man til fods mod en anden ridder til hest blev hellebarden brug. En økse på et langt skaft (som et spyd) som kan nå op til ridderen på hesten.
    Modsat øksen var der en krum spids - som kunne trække en ridder ned fra hesten. For enden af spydet var der en spydspids.
  • Kniv - almindelig værktøj med en skarp æg til at skære med.
  • Køller - diverse typer - er et tungt våben formet lidt som en dråbe, som regel lavet af træ. Man holder fast i køllen i dens tynde ende og slår med den tykke. Køllen er blevet brugt i årtusinder som et primitivt våben. I moderne tid kendes rundboldbattet eller til baseball til at ramme bolden med.
  • Hagebøsse - oprindelig en tung bøsse med luntelås, som var udstyret med en hage til at slå fast i brystværnet. Den optrådte i denne udformning allerede i slutningen af 1300-tallet. Senere bliver våbnet lettere og får hjullås samt endelig snap- og flintelås.
  • Lanse - er betegnelsen for et stikvåben fremstillet i træ. Der findes flere forskellige typer
    I middelalderen kendes lansen som ridderens fortrukne våben og den kunne være forsynet med en skål til forsvar af rytterens hånd og en spids af metal. Lanser har været brugt i krigsførelse siden antikken og indtil begyndelsen af 1900-tallet, både af fodfolk og ryttere.
    Lansen er i sin mest primitive form blot et langt stykke træ der er tilspidset i den ene ende. I modsætning til et spyd, er lansen længere og kan ikke anvendes til kast.
  • Stridshandsker er metal-klædte handsker, som også kan være forsynet med pigge på knoerne. Stridshandsker var i middelalderen ofte del af en krigers rustning. Disse skulle beskytte brugerens hænder under kamp, men kunne også bruges som våben, hvis situationen udviklede sig til nævekamp.
  • Kastespyd - ligner en lanse - men kastespydet kan ramme andre på afstand - det kan lansen ikke.
  • Stridskøller
    Korte tunge køller der kunne brække en ridders knogle, selv om han var i rustning, blev også anvendt.
    Nogle stridskøller havde en kæde og der en jernkugle med spidser på - en såkaldt morgenstjerne.
  • Lansen er en lang træ rundstok med en metalspids i enden. Den blev mest brugt når ridderen sad til hest - for at kunne angribe fjendlige soldater uden at skulle stige ned fra hesten og dermed holde dem på afstand.
  • Morgenstjernen eller stridsplejlen opstår i Danmark omkring Grevens Fejde, hvor danske bønder slår søm og beslag på deres plejle (læs tærskeinstrument).
    Under den sidste del af det 16. århundrede laves den uhyggelige morgenstjerne, en kugle med pigge på en kæde, der sidder på en stav.
    Fidusen er, at der altid er en spids, som vender fremad, og som har kraft nok til at gå igennem panseret.Se billed.
  • Stridshammer - er et håndvåben der har været i brug indtil middelalderens slutning. Våbnet er udformet som en hammer, ofte med et forholdsvist langt skaft og anvendes til slag mod modstanderen.
  • Stridsøkse - blev brugt på kort afstand til at kæmpe mod fjenden - den kunne også bruges som et kastevåben.
  • Dobbelt bladet stridsøkse
    Æggen på øksen er meget skarp - som et barberblad.

  • Økse
    Bredbil - Bredøkse,
    også kaldt "høj økse", "høfføkse"; man forstår udtrykket første gang man står over for et middelalderligt eksemplar; endvidere:
  • tælgeøkse,
  • tælleøkse,
  • slingreøkse,
  • slingeøkse (anvendt til slingning),
  • tømmermandsøkse,
  • glatøkse,
  • sletøkse.
    Vil prøve at finde yderligere forklaring til disse typer.
  • Sværd er et håndvåben med en lang metalklinge. Det er længere end en daggert.
    I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller "halvanden hånd" (bastard-sværd). Uden rustning var det nødvendigt at parere, og nye slanke og lette stiksværdtyper vandt frem.
    At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje, men på den anden side må det ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt men skørt, med det blødere smedejern.
  • Krumme sværd var brugt i hele Asien. Med tyrkernes kampe mod Østrig-Ungarn blev de introduceret i Europa, og modificeret til ryttersablen, der først og fremmest er et hugvåben.
  • At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje, men på den anden side må det ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt men skørt, med det blødere smedejern.
  • Ridderens dækvåben - se billed.

Til at fremstille våben blev der udviklet forskellige jern og ståltyper

Smedejern er en jerntype, der har et kulstofindhold på under 0,3% og er sejere og blødere end stål.
Det mest forekommende smedejern er stangjern og profiljern, der fås i mange forskellige dimensioner.

Firkantet og rundjern fås normalt i tykkelser fra ca. 6mm, mens fladjern fås fra tykkelser på 2-3 mm.
Profiljern navngives gerne efter tværsnittet og fås bl.a. i vinkeljern, U-jern, T-jern, I-jern og H-jern samt runde og firkantede rør.
Specielle profiler fås til bl.a. hestesko.

Stål er en legering af jern med kulstof og andre metaller.
Kulstofindholdet i moderne stål er normalt mellem 0,02 og 0,50%. Når der er mere end 1,7% kul, taler man om støbejern, der er meget hårdt, men også skørt (sprødt). Normalt har støbejern dog 3–6% kulstof.

Tilsætning af kulstof er den billigste måde at øge ståls styrke, men på grund af revnedannelse ved hærdning er stål med højt kulstofindhold ikke svejsbart.

I ældre tid brugtes, især til våben, damasceret stål (efter byen Damaskus).
Det var en teknik, hvor rent jern opkulledes ved opvarming i en lukket ovn sammen med kulstof. Dette kunne give helt op til 1,8% kulindhold. Ved at smede det sammen med rent jern kombinerede man de to materialers egenskaber til et materiale, der var hårdt og fleksibelt på samme tid,faktisk ligesom vores tænder; en hård emalje udenpå og blødt ben indeni.

  • Stærke klinger er damaskeret, hvilket vil sige at metallet er lamineret (typisk stål).
    Smeden varmer emnet op, bukker det og hamrer det herefter flad igen. Dette gentages mange gange op til flere hundrede gange.
    Damaskerede klinger har en hård (hærdet) overflade og en blødere kerne hvilket gør klingen hård, men uden at være skør og dermed glasagtig.
  • Enægget eller tveægget klinge
    En klinge som f.eks. et sværd kan have en enægget klinge eller en tveægget klinge - dvs. om den er skarp på en eller begge sider.
  • Lige eller krum klinge?
    Klingen kan være lige eller krum. -Normalt var europæiske sværd med lige klinge.
    Fra Asien kendes de krumme klinger - der var meget mere effektive end de lige klinger, da selve slagkraften koncentreres på et meget lille område, og derfor forvolder en kraftigere skade på den ramte person.
    Klingen kan også have en hulslibning der gør at luften lettere kan komme ind, når klingen trækkes ud.

metallegering består af to eller flere grundstoffer.
Legeringer blev lavet efter mange forsøg - for at give nye egenskaber til det materiale man normalt brugte.
F.eks. er stål stærkere end jern, og messing er mere holdbart end kobber og pænere at se på end zink.

Eksempler på legeringer:

  • Bronze - kobber og tin.
  • Messing, tombak - kobber og zink.
  • Stål - Jern med op til 2,1% kulstof
  • Rustfrit stål - jern med mindst 10,5% krom og ofte molybdæn. Er en moderne opfindelse.

Dækvåben

Ringbrynje

En ringbrynje er lavet (strikket) af flere tusinde metalringe som blev hægtet sammen, som en symaske med jernringe, der har kontakt med 4 andre ringe. Der kan være optil 20 - 30.000 ringe i en brynje som kan veje 20 - 30 kg. De var en stor succes og hære og riddere over hele Europa brugte dem. Ringbrynjer er allerede kendt fra jernalderen og blev brug i vikingetiden samt i middelalderen. En ringbrynje er en forløber for middelalderens rustninger. Dens formål var at forhindre at pile, sværd og spyd ikke trængte ind i soldaten. Ridderen/soldaten kunne have en hætte til hoved og hals, bukser samt selve ringbrynjeskjorten på - alt sammen lavet i ringe.  Den ydede ham en god beskyttelse mod de fleste våben. En ringbrynje var en meget kostbar del af en ridders udrustning. En ridder var en adelsmand.

Brynjen kunne også være lavet med tykke lædderplader, som var syet sammen på bagsiden med læddersnore - de gav også soldaten en god beskyttelse.

Vams

under ringbrynjen bæres en vams - en meget tyk klædningsstykke - med optil 22 lag stof - syet sammen - til at fordele slaget med - og beskytte personen.
En ringbrynje beskyttede mod pile - der dog kunne trænge igennem ringen - hvis pilespidsen var meget spids! Eller med de såkaldte brynjebrækker - der fik ringene i brynjen til at spænges.
>> Se billede af ringbrynje her.

Rustning

var forbeholdt de adelige og rige i middelalderen. Almindelige bønder havde ikke rustninger - dertil var de alt for dyre. Rustningen består af mange dele - som gjorde at ridderen alligevel kunne bevæge sig nogenlunde almindeligt. Men faldt han af hesten ned i dybt vand, villle han have svært ved at holde overleve pga. af vægten.

  • Det krævede sin mand at slås med fuld udrustning
    Ringbrynjen og den tykke vams gjorde ridderen ca. 30 kg tungere - plus han også skulle bære sit sværd, skjold og andre våben.  Det krævede en masse træning for at kunne holde til at slås længe i kamp. Faldt en ridder i fuld rustning af hesten og ned i dybt vand - druknede han.
  • Rider med kyse 
    Ridderen bar en kyse, en polstret hue på hovedet under ringbrynjen. 
    Ovenpå denne havde han desuden en hjelm. Der var forskellige typer hjelme.Se mere info om hjelme her.
  • Skjold - var lavet af træ med 2 indvendige lædderremme for at kunne holde fast i skjoldet. Skjoldet beskytter soldaten mod slag på kroppen.
    Skjoldet blev ofte udsmykket med de symboler som Herremanden eller ridderen havde i sit våbenskjold - se mere om dette på heraldik siden her.
    Dermed kunne fjenden se hvem de skulle slå mod.

Hjelme

  • Tøndehjelm eller kedelhjelm er den ældste type hjelm i middelalderen.
    Den går tilbage til 1200 tallet og blev fra 1300-tallet gradvist afløst af stikhjelmen.
  • Stikhjelmen har sit navn fra "at stikke", det vil sige at kæmpe med lanser i en turnering. Den kom i brug fra 1400-tallets begyndelse, og efter at den i løbet af renæssancen var blevet afløst af trallehjelmen.
  • Trallehjelmen, eller bøjlehjelmen
    kom i brug i løbet af 1400-tallet. Det er dog ikke klart om den faktisk har været anvendt i turneringer eller om den blot var en paradehjelm, som turneringsdeltagerne udstillede før kampen med de tilhørende hjelmtegn.
  • Visirhjelmen blev anvendt fra 1500-tallet og fremefter oftest set forfra med åbent visir, undertiden var de af guld, anvendt af konger og fyrster.
  • Hjelmklædet var oprindeligt et stykke stof som var fastgjort på hjelmens overside og hang ned over krigerens nakke og skuldre, højst sandsynligt for at tage af for solens varmende stråler.

Pladerustning

Efterhånden som der kom flere våben der blev mere dødbringende - og kunne trænge igennem ringbrynjen, blev der udviklet nye teknikker der kunne beskytte ridderen bedre. Sidst i middelalderen blev det mere udbredt at bruge metalplader der blev brugt rundt omkring på kroppen - istedet for ringbrynje. Pladerustningen var opfundet.
For at kunne bevæge sig, var smedene nødt til at lave bevægelige led i skuldre, albe og håndled samt ved ved hoften og knæled.
Disse led er også fremstillet af metal, men består af mange små metalplader som er hængslet sammen med nitter - og kunne glide ind over hinnanden - og dermed gøre ridderen mere bevægelig.

Ridder

En ridder i middelalderen var en adelsmand med alle de rettigheder og pligter det medførte, men han var også en kriger der i senmiddelalderen var udstyret med en stor kraftig hest som kunne gå tølt (så den tunge ridder ikke rystede op ogned) og solid rustning og kæmpede i ridderturneringer .

En ridder er også ikonet på en periode i Europas historie, og en række aristokratiske idealer der stadig lever.

Pansrede krigere
De var beskyttet af rustninger af jern og kæmpede med lange tunge sværd.

Middelalderen kaldes med god grund riddertiden. De berømteste riddere levede i perioden 1000 - 1550.
Ridderen er den vigtigste militære styrke, ridderen er den centrale figur i samfundet (kongens magtrækker ikke langt) og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur .

Det kræver megen træning at blive god til at slås til hest. Hesten selv skal opdrættes særligt til formålet, og sværd og rustning, især sværd, kræver den ypperste smedekunst.

Hestene var en vigtig del af en ridders udrustning.
De fleste riddere havde mindst 3 heste. En til kamp, en til at ride på og en til af få transporteret sin bagage på.
Nogle riddere fik også lavet panser til deres heste, men det var meget dyrt - og forbeholdt de meget velhavende.

Ridderens symboler
Han bar et skjold og et sværd og havde sporer, til at styre hesten med.
sporerne og sværdet var ridderstandens vigtigste symbol.

Slået til ridder
Det var en ære at blive slået til ridder.
Man fik overrakt et sæt sporer og et sværd som tegn på at man nu var blevet udnævnt til ridder. .
Blev dette frataget ham - ophørte hans tittel som ridder.

Ridderens skjold var præget af et symbol - for det slot/herregård han kom fra.

Pager

Er helt unge drenge som i en alder af 6-7 år blev sendt til en borg - og der begyndte at uddanne sig i de grundlæggende kampteknikker, praktisk husgerning og hvordan man opfører sig på en borg og hjælpe til med servering af mad og drikke.
Efter 5-6 år, som 14 årig, overgår pagen til næste del af sin uddannelse og bliver væbner.

Væbner
var en titel brugt i middelalderen. Man blev væbner når den unge mand havde gennemgået uddannelsen som pager.
Han levede så i grupper med andre væbnere - hvor de dagligt trænede med rigtige våben. De løb ofte afsted med tunge rustninger - for at vende sig til vægten.
En af væbnerens opgaver var at passe på sin herres heste, samt hjælpe sin herre med at få ringbrynje eller rustning på.

I højmiddelalderen kom riddervæsenet til Danmark, og en ridder var her en væbner der havde modtaget ridderslaget.
Væbner er også en almindelig brugt betegnelse om en ridders hjælper.


Middelalderborgen

Borgens opbygning som forsvars værk

En borg var bygget af kraftige sten - for at kunne modstå angreb af fjender.

Murene var meget tykke og konstrueret så det var meget vanskeligt at indtage borgen.

Oftest var der kun een indgang via en vindebro - der til daglig - når der var fred og ro - var nede, så folk kunne komme ind og ud af borgen, efter tilladelse fra vagterne, der kontrollerede hvem der kom ind og ud af borgen.

Murene havde såkaldte skydeskår, der var brede ind mod borgen, så soldaterne kunne sigte derfra, hvorfra borgens soldater kunne skyde ud - mens der kun var en lille åbning - som det var svært at ramme udefra.

Skoldehuller - i borgens vælvinger over portene - så soldaterne kunne hælde kogende vand eller gloende varmt sand ned i hovedet på angriberne.

Græsk ild

Var en glohed varm brændbar vædske - som brændte meget voldsomt - og klistrede til alt - også mennesker. Selv i vand brændte den videre. Den var frygtet af alle soldater - som blev frygtelig forbrændt.


Våben til belejring af borgen eller en hel by

Stormstiger

var meget lange stiger som kunne nå helt op til borgens ringmur - så soldaterne kunne klatre op ad stigen og prøve at indtage borgen.
Soldaterne blev mødt med kogende vand og olie og ildpile, bueskytter kunne nemt ramme soldaterne, som kun kunne skjule sig under deres skjold.
Forsvarne af borgen havde lange stænger som de brugte til at skubbe stormstigerne væk fra muren. Så var der langt ned når den faldt tilbage!

Rambuk

En rambuk er et gammelt, simpelt våben til ødelæggelse af bygninger, døre og lignende. Der var også versioner på hjul med tårn-overbygning beklædt med skind og overhældt med vand for at forhindre antændelse af brandpile. Der kunne være meget kraftige mekaniske armbrøste i tårnet. Svingarmens hoved er ofte forstærket med metal, på enkelte udformet som dyrehoveder fx væddere og ulve. Se billed.

Blide / kastemaskine

En blide var en mobil krigsmaskine fra middelalderen. Dens konstruktion muliggjorde effektive kast af genstande f.eks. sten, brændende genstande, døde dyr eller sågar mennesker - oftest mod belejrede borge og byer.
Når bliden kastede døde dyr, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.

Kæmpe armbrøste

En armbrøst kan være et håndvåben, men der blev også udviklet kæmpe armbrøster (de var allerede kendt tilbage i romertiden).
Sådan en kæmpe armbrøst kunne skyde store pile med jernspidser mere end 400 m væk. De gjorde stor skade blandt soldaterne i fjendens lejr, men kunne ikke skade borgen kraftige mure.

Belejringstårn

For at kunne indtage en borg eller slot kunne angriberne bygge høje tårne i træ, hvor der var indvendige trapper - og en rampe øverst oppe som kunne skubbes ud, så angriberne kunne komme ind over forsvarsmuren. Alternativt kunne rampen være konstrueret som en slags vindebro - der rakte op i luften fra tårnet, og så blev slået ned så de kunne komme ind over muren. Forsvarerne på borgen gjorde alt hvad de kunne for at forhindre disse effektive angrebsmaskiner i at komme ind i nærheden af borgen. Bl.a. ved at smide kogende vand og olie ned over tårnet - og sætte ild til træet. Samt sætte bueskytter til at ramme soldaterne.

Kanoner

Fra 1300 tallet blev det mere udbredt at bruge kanoner, der skød med kugler af jern eller sten.
De første kanoner blev fremstillet af træstammer - der blev udhulet - og gjort mere holdbare ved at montere enorme spændebånd af jern omkring selve "røret".
Først blev krudtet fyldt i kanonen - derefter kom kanonkuglen af jern eller sten ned oveni - lunten blev tændt - og sendte så kuglen afsted mod fjenden.
Selve kanonen blev monteret på en vogn, så den blev mobil.
Selve kanonen kan være konstrueret på 2 måder, som baglader eller forlader.

Baglader: Her kunne man have et løst bagstykke, hvor krudtet blev anbragt. Bagstykket blev så lagt ind i kanonen. Kuglen kom ind i kanonrøret forfra.
Kanonen kunne affyres hurtigt, da man kunne have flere løse bagstykker klar med krudt.

Forlader: Her blev krudt indført ned gennem røret (forfra) - herefter kuglen - og lunten blev herefter antændt.

Det samme princip blev brugt i geværer helt op i vores tid.
F.eks. havde de danske soldater under krigen ved Dybbøl - Sønderborg - i 1848 og 1864 forlader geværer - der var meget langsomme, mens tyskerne (Preuserne) havde bagladere der var/er meget hurtigere i brug. Alle moderne våben bruger idag kugler hvor krudt og kugle er en enhed. Når kuglen affyrres - kommer hylstret ud bagved, mens kuglen flyver afsted.

Kanonløb af metal
Senere blev metalstøberne så dygtige til at støbe kanonerne i støbejern - at det blev det eneste der blev brugt. Første gang en kanon skulle fyres af - blev det foretaget af selve støbemesteren.
Dette sikrede - at han havde gjort sit arbejde ordentligt - hvis ikke - var han færdig som kanonstøber - så sprang selve røret i luften. Det var et farligt håndværk dengang!

Et citadel / eller kastel

betyder lille by, er et lille men stærkt fæstningsanlæg, typisk beregnet på at være en bys sidste forsvarslinie af byledelsen. Et citadel kan være indenfor bymurene eller slotsmurene - eller bygget ind i disse. Se billed.
Kastellet i København er et citadel.

Et voldanlæg

kan bestå af mange ting og kan indgå som en fæstningsvold: Voldgrav, kynette, fort, bastion, kasemat, berme.
Et voldanlæg blev både i middelalderen og senere - anvendt for at yde byens forsvarere beskyttelse og overblik - og dermed gøre det svært for angribere at komme videre ind til slots- og byens bygninger.

Til Toppen


Romerriget opløses - nye kongeriger opstår

Folkevandringstiden førte til opløsningen af den vestlige del af romerriget, og i stedet opstod en række kongeriger, hvor diverse "barbarer" (ikke-romere) organiserede sig i et hierarkisk system efter deres erfaringer som lejetropper i romernes grænsehær.
Hærføreren, kongen, er overhovede, og under ham uddelegers magten og jorden til officerer. Romerhærensofficersbetegnelse " dux " ender for eksempel som adelig tittel, " duke " ( greve). Dette feudale samfund knyttes sammen af personlige edsbånd mellem kongen og ridderne.

Tempelriderne

Den første orden af korsriddere, grundlagt i år 1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem.
De to andre betydelige korsridderordner er den Tyske Ridderorden og Malteserordnen.

Hovedsædet blev placeret på tempelbjerget, deraf navnet. Ud over at kæmpe i Palæstina deltog de også i den spanske Reconquista.

Tempelridderne var organiseret som en krigerisk munkeorden med ret til at indkræve skatter og tiende i deres områder. Ordnen fik hurtigt stor militær magt. De fik samtidig økonomisk magt fordi de fik så mange donationer og havde politiske forbindelser. Det førte til at de efterhånden fungerede som en meget effektiv bank, hvilket var en torn i øjet på mange konger og adelige i Europa.

Den 13. oktober 1307 blev alle tempelriddere i Frankrig arresteret og udsat for pinligt forhør, efter ordre fra den franske konge Filip den Smukke (Philippe IV Le Bel). Tempelridderne tilstod alt fra satanisme til homoseksuelle tendenser, men deres virkelige brøde var nok at Filip ønskede at kontrollere deres bankforretning. Ordnen blev opløst og mange af deres besiddelser givet til malteserridderne (der også drev bank-virksomhed, men holdt op på dette tidspunkt)

Tempelriddernes dramatiske endeligt har givet inspiration til mange spekulationer om, at de gemte på den hellige gral eller en tilsvarende stor hemmelighed. Frimurerne hævder at deres selskab blev grundlagt af tempelriddere der flygtede til Skotland.

Malteserordnen

Også kaldet Johanniterordnen eller Hospitallerordnen.
En af de tre store ridderordner fra de kristne korstog, men faktisk grundlagt i 1070, før det første korstog.
De to andre ridderordner er Tempelridderne og den Tyske Ridderorden. Oprindelig grundlagt af kristne lejesoldater, der fik tilladelse af kaliffen i Ægypten til at lave et hospits (hospital) for kristne pilgrimme i Jerusalem.
>>Læs mere om de forskellige munkeordener her.

Krak des Chevaliers i Syrien

I 1113 grundlagt som munkeorden, med det formål at beskytte prilgrimme i det hellige land, både med væbnet eskorte og ved pleje af syge.
Under korstogene voksede ordnen til en betydelig militær magt i området. Mange af de vigtigste korsridderborge blev bygget af dem. Den største borg, Krak des Chevaliers, var deres hovedsæde.

I midten af det 12. århundrede splittedes ordnen i en militær gren og en gren der arbejdede med pleje af de syge.

Efter korsridderne blev presset ud af Palæstina ved Jerusalems fald i 1187, og Acres i 1291, fortsatte malteserridderne deres virke fra Cypern, Rhodos og Malta. Tempelridderordnen blev opløst i 1307 herefter overtog Johanniterordenen mange af deres besiddelser.

Den tyske ridderorden / "Deutscher Orden".

Latin: "Ordo Teutonicus" eller "Ordo domus Sanctae Mariae Theutonicorum"Den ene af de tre store ridderordner blev grundlagt under de kristne korstog. De to andre er Johanniter- eller Malteserordnen og Tempelridderne.

De tyske riddere blev grundlagt i 1189-1190 af købmænd fra Bremen og Lübeck under det tredje korstog. Deres første hovedsæde var byen Acre, byen hedder Akko idag, i det nordlige Israel.

Efter korstoget søgte ordnen nye opgaver, og tilbød sig som religiøse lejetropper til kristne riger der kæmpede mod hedninge i Østeuropa. Dette skete i Burzenland i Transylvanien, og i Kulmerland mod det baltiske folk preusserne. Som betaling for at erobre Preussen fik de tyske riddere lov at beholde området som deres eget.

Den tyske orden beherskede senere mange områder rundt om Østersøen. Deres største rival var Polen-Litauen, som slog dem i det afgørende slag, slaget ved Tannenberg (1410).
De tyske riddere har haft stor betydning for udbredelsen af tysk kultur i Østeuropa.

Krudtet kom til Europa

Da krudtet kom til Europa i 1300-tallet tager udviklingen af kanonen fat. Dette våben kan skyde huller i feudaladlens borgmure, og er samtidig for dyrt til at andre end konger kan bevæbne sig med dem. På slagmarken bliver håndbårne skydevåben kombineret med fodfolk bevæbnet med lange spyd og hellebarder en modvægt til det pansrede rytteri. Det fører til at kongen vinder styrke over adelen, og i hele Europa til en centralisering af magten.

I samme periode indstifter de europæiske konger en række ridderordner, der skal holde de gamle dyder i hævd. Desuden formaliseres adelens rolle som samfundsklasse, skønt deres militærebetydning er forbi.

Og selv i vore dage lever "ridderen på den hvide hest" som et romantisk ideal om en modig og uegennyttig mand.


Militær udtryk/betegnelser:

Condottiere (eller Capitano)

Hærfører i Middelalderen og Renæssancen, der - ofte med sin egen trop af landsknægte - solgte sin krigstjeneste til den højestbydende fyrste.

Condotta var betalingen til kaptajnen.

Landsknægt - lejesoldat - soldater der rejste rundt i Europa, til de der betalte deres løn for at slås.

Dobbeltsoldner - en landsknægt, som førte et tohåndssværd - en såkaldt bidenhander ("begge hænder").
Han stod i første linie for at slå en breche i det fjendtlige angreb eller forsvar med sit vældige våben - en særdeles udsat post derfor fik han dobbelt sold, hvoraf navnet.

Til Toppen


Warning: include(php/soeg.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/www/middelalderinfo.dk/vaaben.php on line 875

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'php/soeg.txt' for inclusion (include_path='.:/php/includes:/usr/share/php') in /home/www/middelalderinfo.dk/vaaben.php on line 875


Kontaktinformation:

Redaktør af MiddelalderInfo:

Flemming Elimar Jensen
Hjelmagervej 7, 1. - Løgten
8541 Skødstrup

Kontakt MiddelalderInfo pr. email her!

Eller via Mobil telefon nr. 50 50 26 03

Menu til websider på MiddelalderInfo (MI)

MiddelalderInfo

Søg og find

Tro & kirken

Diverse

Folkeslag/sprog

Håndværk etc.




    ©2013 MiddelalderInfo - ajourført mandag 18. januar 2013

    .

    - WebMaster: Web-Com