• Armbrøst - En armbrøst er en bue med en mekanisk anordning, der kan holde den spændt med en pil eller bolt, og udløses ved tryk på en aftrækker.
  De ældste kendes fra kinesiske grave fra 5. århundrede f.Kr. og i 2. århundrede f.Kr. var de et vigtigt våben i kinesisk krigskunst.
  Hos romerne blev de brugt som jagtvåben, og sådan blev de også set op i middelalderen. Det blev betragtet som et "uhæderligt" våben i krig, fordi det ikke kræver andet af skytten end, at han kan sigte og trykke på aftrækkeren. Se billede.
  Læs mere om armbrøst her fra Nivå Bue/armbrøstlaug
• Bue: langbue
  Pil og bue - er et våben som har været brugt i mange århundrede - kendt for sin effektivitet over store afstande.
  Den engelske langbue var kendt - og frygtet for sin lange rækkevide - en 60 punds bue kan nemt skyde 3-400 meter - og ramme stadigvæk med stor kraft.
  Til pilene blev der udviklet mange forskellige pilespidser - som vær havde deres funktion.
  F.eks. var en stump pil beregnet til at skyde fugle med - da de kun bedøvede dem - så de faldt ned.
  Mens andre som f.eks. et modsat formet V - der var skarpslepet - kunne træne dybt ind i et dyr - eller menneske. Andre spidser som brynjebrækker gik ind og sprængte ringene i ringbrynjen. Andre former igen kunne gå igennem en rustning som var det smør.
• Daggert - et kort sværd - forløberen til sværdet.
  Det er en sylespids kniv - der har et spidst blad, der var så smalt, at det kan trænge ind i mellem rustningens åbninger.
• Kamphammeren er en kort kølle med et øksehoved på den ene side, og en buet spids på den anden.
• Hellebard
  Kæmpede man til fods mod en anden ridder til hest blev hellebarden brug. En økse på et langt skaft (som et spyd) som kan nå op til ridderen på hesten.
  Modsat øksen var der en krum spids - som kunne trække en ridder ned fra hesten. For enden af spydet var der en spydspids.
• Kniv - almindelig værktøj med en skarp æg til at skære med.
• Køller - diverse typer - er et tungt våben formet lidt som en dråbe, som regel lavet af træ. Man holder fast i køllen i dens tynde ende og slår med den tykke. Køllen er blevet brugt i årtusinder som et primitivt våben. I moderne tid kendes rundboldbattet eller til baseball til at ramme bolden med.
• Hagebøsse - oprindelig en tung bøsse med luntelås, som var udstyret med en hage til at slå fast i brystværnet. Den optrådte i denne udformning allerede i slutningen af 1300-tallet. Senere bliver våbnet lettere og får hjullås samt endelig snap- og flintelås.
• Lanse - er betegnelsen for et stikvåben fremstillet i træ. Der findes flere forskellige typer
  I middelalderen kendes lansen som ridderens fortrukne våben og den kunne være forsynet med en skål til forsvar af rytterens hånd og en spids af metal. Lanser har været brugt i krigsførelse siden antikken og indtil begyndelsen af 1900-tallet, både af fodfolk og ryttere.
  Lansen er i sin mest primitive form blot et langt stykke træ der er tilspidset i den ene ende. I modsætning til et spyd, er lansen længere og kan ikke anvendes til kast.
  
• Stridshandsker er metal-klædte handsker, som også kan være forsynet med pigge på knoerne. Stridshandsker var i middelalderen ofte del af en krigers rustning. Disse skulle beskytte brugerens hænder under kamp, men kunne også bruges som våben, hvis situationen udviklede sig til nævekamp.
  
• Kastespyd - ligner en lanse - men kastespydet kan ramme andre på afstand - det kan lansen ikke.
• Stridskøller
  Korte tunge køller der kunne brække en ridders knogle, selv om han var i rustning, blev også anvendt.
  Nogle stridskøller havde en kæde og der en jernkugle med spidser på - en såkaldt morgenstjerne.
• Lansen er en lang træ rundstok med en metalspids i enden. Den blev mest brugt når ridderen sad til hest - for at kunne angribe fjendlige soldater uden at skulle stige ned fra hesten og dermed holde dem på afstand.
• Morgenstjernen eller stridsplejlen opstår i Danmark omkring Grevens Fejde, hvor danske bønder slår søm og beslag på deres plejle (læs tærskeinstrument).
  Under den sidste del af det 16. århundrede laves den uhyggelige morgenstjerne, en kugle med pigge på en kæde, der sidder på en stav.
  Fidusen er, at der altid er en spids, som vender fremad, og som har kraft nok til at gå igennem panseret.Se billed.
• Stridshammer - er et håndvåben der har været i brug indtil middelalderens slutning. Våbnet er udformet som en hammer, ofte med et forholdsvist langt skaft og anvendes til slag mod modstanderen.
• Stridsøkse - blev brugt på kort afstand til at kæmpe mod fjenden - den kunne også bruges som et kastevåben.
• Dobbelt bladet stridsøkse
  Æggen på øksen er meget skarp - som et barberblad.
  
  
• Økse
  Bredbil - Bredøkse,
  også kaldt "høj økse", "høfføkse"; man forstår udtrykket første gang man står over for et middelalderligt eksemplar; endvidere:
• tælgeøkse,
• tælleøkse,
• slingreøkse,
• slingeøkse (anvendt til slingning),
• tømmermandsøkse,
• glatøkse,
• sletøkse.
  Vil prøve at finde yderligere forklaring til disse typer.
  
• Sværd er et håndvåben med en lang metalklinge. Det er længere end en daggert.
  I middelalderen blev ryttersværdet tungere og længere. Ofte med greb til to hænder, eller "halvanden hånd" (bastard-sværd). Uden rustning var det nødvendigt at parere, og nye slanke og lette stiksværdtyper vandt frem.
  At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje, men på den anden side må det ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt men skørt, med det blødere smedejern.
• Krumme sværd var brugt i hele Asien. Med tyrkernes kampe mod Østrig-Ungarn blev de introduceret i Europa, og modificeret til ryttersablen, der først og fremmest er et hugvåben.
• At smede et sværd har gennem tiderne krævet det ypperste af tidens smedekunst. Metallet skal holde sig skarpt og må ikke bøje, men på den anden side må det ikke knække. Derfor udvikledes teknikker til at sammensmede opkullet jern (stål), der er hårdt men skørt, med det blødere smedejern.
• Ridderens dækvåben - se billed.
  

Til at fremstille våben blev der udviklet forskellige jern og ståltyper

Smedejern er en jerntype, der har et kulstofindhold på under 0,3% og er sejere og blødere end stål.
Det mest forekommende smedejern er stangjern og profiljern, der fås i mange forskellige dimensioner.

Firkantet og rundjern fås normalt i tykkelser fra ca. 6mm, mens fladjern fås fra tykkelser på 2-3 mm.
Profiljern navngives gerne efter tværsnittet og fås bl.a. i vinkeljern, U-jern, T-jern, I-jern og H-jern samt runde og firkantede rør.
Specielle profiler fås til bl.a. hestesko.

Stål er en legering af jern med kulstof og andre metaller.
Kulstofindholdet i moderne stål er normalt mellem 0,02 og 0,50%. Når der er mere end 1,7% kul, taler man om støbejern, der er meget hårdt, men også skørt (sprødt). Normalt har støbejern dog 3–6% kulstof.

Tilsætning af kulstof er den billigste måde at øge ståls styrke, men på grund af revnedannelse ved hærdning er stål med højt kulstofindhold ikke svejsbart.

I ældre tid brugtes, især til våben, damasceret stål (efter byen Damaskus).
Det var en teknik, hvor rent jern opkulledes ved opvarming i en lukket ovn sammen med kulstof. Dette kunne give helt op til 1,8% kulindhold. Ved at smede det sammen med rent jern kombinerede man de to materialers egenskaber til et materiale, der var hårdt og fleksibelt på samme tid,faktisk ligesom vores tænder; en hård emalje udenpå og blødt ben indeni.

• Stærke klinger er damaskeret, hvilket vil sige at metallet er lamineret (typisk stål).
  Smeden varmer emnet op, bukker det og hamrer det herefter flad igen. Dette gentages mange gange op til flere hundrede gange.
  Damaskerede klinger har en hård (hærdet) overflade og en blødere kerne hvilket gør klingen hård, men uden at være skør og dermed glasagtig.
  
• Enægget eller tveægget klinge
  En klinge som f.eks. et sværd kan have en enægget klinge eller en tveægget klinge - dvs. om den er skarp på en eller begge sider.
  
• Lige eller krum klinge?
  Klingen kan være lige eller krum. -Normalt var europæiske sværd med lige klinge.
  Fra Asien kendes de krumme klinger - der var meget mere effektive end de lige klinger, da selve slagkraften koncentreres på et meget lille område, og derfor forvolder en kraftigere skade på den ramte person.
  Klingen kan også have en hulslibning der gør at luften lettere kan komme ind, når klingen trækkes ud.
  

metallegering består af to eller flere grundstoffer.
Legeringer blev lavet efter mange forsøg - for at give nye egenskaber til det materiale man normalt brugte.
F.eks. er stål stærkere end jern, og messing er mere holdbart end kobber og pænere at se på end zink.

Eksempler på legeringer:

Dækvåben

Vams

under ringbrynjen bæres en vams - en meget tyk klædningsstykke - med optil 22 lag stof - syet sammen - til at fordele slaget med - og beskytte personen.
En ringbrynje beskyttede mod pile - der dog kunne trænge igennem ringen - hvis pilespidsen var meget spids! Eller med de såkaldte brynjebrækker - der fik ringene i brynjen til at spænges.
>> Se billede af ringbrynje her.

Rustning

var forbeholdt de adelige og rige i middelalderen. Almindelige bønder havde ikke rustninger - dertil var de alt for dyre. Rustningen består af mange dele - som gjorde at ridderen alligevel kunne bevæge sig nogenlunde almindeligt. Men faldt han af hesten ned i dybt vand, villle han have svært ved at holde overleve pga. af vægten.

• Det krævede sin mand at slås med fuld udrustning
  Ringbrynjen og den tykke vams gjorde ridderen ca. 30 kg tungere - plus han også skulle bære sit sværd, skjold og andre våben.  Det krævede en masse træning for at kunne holde til at slås længe i kamp. Faldt en ridder i fuld rustning af hesten og ned i dybt vand - druknede han.
• Rider med kyse 
  Ridderen bar en kyse, en polstret hue på hovedet under ringbrynjen. 
  Ovenpå denne havde han desuden en hjelm. Der var forskellige typer hjelme.Se mere info om hjelme her.
• Skjold - var lavet af træ med 2 indvendige lædderremme for at kunne holde fast i skjoldet. Skjoldet beskytter soldaten mod slag på kroppen.
  Skjoldet blev ofte udsmykket med de symboler som Herremanden eller ridderen havde i sit våbenskjold - se mere om dette på heraldik siden her.
  Dermed kunne fjenden se hvem de skulle slå mod.