Redaktør Flemming Elimar Jensen, Horsens

Side er ajourført søndag 13. januar 2008

Retur til forsiden!

Lægekunst på klostrene

Klostrene havde en meget stor erfaring vedr. lægekunst til de syge som byggede på såkaldt videnskabelig medicin - der var basseret på erfaringer istedet for magi og overtro.
Denne viden kom fra Grækenland som allerede i omkring år 400 før Kristus - med Hippokrates der levede fra år 460 - 337 f.Kr. Hans viden var blevet overtaget af romerne med Galén - der levede i år 130 - 201 e. Kr.
Munkene prøvede på at forstå de gamle skrifter, samt udnytte deres viden også ved brug af urter til behandling af de syge.

Arabisk medicin

Med profeten Muhammed - drog araberne fra land til land og udbredte deres religion, til et kæmpe område - meget større end det romerne fik erobret. Men samtidig var araberne meget videbegærlige og tilføjede al de viden de fandt i de nye områder til deres egne biblioteker om videnskab, teknik og lægevidenskab etc. Den arabisk medicin og sygdomsforståelse byggede også på Hippokrates - som blev oversat fra græsk til arabisk.
Muhammed forbød i Koranen at dissektionerer - skære i folk - for at undersøge de døde. Så den eneste måde at lære mere på var at samle sig viden andre steder fra.

Der var en kæmpe udvikling indenfor det medicinske område.
Specielt kan fremhæves 2 læger fra Persien, Rhazes (850-925) og Avicenna (980-1037) - som var fremragende på deres område. Avicenna lavede et medicinsk hovedværk Avicennas Kanon. der over 5 bind var værket man slog op i. Det blev også senere brugt i Europa og selv på Københavns Universitet.
De første arabiske apoteker blev oprettet i Bagda omkring år 750 - og bredte sig derefter med tiden til alle større byer. Udveksling af den arabisk kultur og viden - som var den vesteuropæiske langt overlegen i middelalderen - begyndte for alvor med Korstogene fra år 1096 - år 1300. Europæerne brugte i mange hundrede år åreladning samt amputation af legemsdele som behandling.

Klostrene indfører faget medicin i deres uddannelser

Sygdom og behandling af de syge

havde klostrene meget stor erfaring med, bl.a Dominikaner munkene tog sig af de syge og fattige.

Ordet spedalsk eller spitalsk afledt af hospital og betyder;
lidelse som kræver hospitalsophold.

Det almindelige middelalder menneske mente at sygdomme var guds straf for kollektiv eller individuel begået synd, mens en mindre del af befolkningen var indviet i de lærdes sygdomsopfattelse. Ifølge dem var sygdom et tegn på ubalance mellem legemets fire væsker, men også ubalance mellem universet og mennesket eller uoverensstemmelse mellem andelen af arbejde, hvile og føde kunne skabe sygdom.

Infirmarius

Blev en munk syg eller kom en syg til et kloster blev vedkommende sandsynligvis behandlet af en lægekyndig munk kaldet infirmarius.
Han kendte til medicinske skrifter og den lærde sygdomsopfattelse. Han vidste, hvorledes han kunne diagnosticere sygdomme og hans kendskab til medicin omfattede medicinens virkning og dosering. Måske har nogle af munkene læst ved universiteterne i udlandet, men mest sandsynlig er det, at den lægekyndige munk var belært gennem gamle medicinske skrifter og urtebøger.

Væske-teorien

Munkene behandlede udfra væske-teorien, hvor det gjaldt om at fjerne de skadelige sygdomsfremkaldende væsker fra kroppen. Dette kunne ske gennem fremprovokering af opkastning, sved, afføring, vandladning eller gennem åreladning. Til fjernelsen af de over-skydende kropsvæsker anvendtes urter, men kosten var også en vigtig faktor, dens styrkende kraft var anerkendt og derfor fik syge bl.a. kød og hvedebrød, der ellers ikke var tilladt munkene at spise.

Munkene måtte ikke udgyde blod, de opererede ikke, men har muligvis udøvet selvhjælpskirurgi, dvs. at de har i nødstilfælde fjernet farlige spidse knoglestumper i åbne sår, syet sår sammen og lagt bandager.

Bardskæren eller barberen - landsbyen læge

syge blev plejet efter ældgamle metoder nedarvet gennem kloge folk og fra byerne, hvor syge kunne gå til badstuen, hvor bardskæren eller barberen oftest var kyndig i forskellige mindre operationer som kopsætning og åreladning.

Klostrene tog sig af egentlig sygepleje i ordets bogstavelige forstand.
Alle klostre har i forskelligt omfang beskæftiget sig med sygepleje. Nogle klosterordner var egentlige hospitalsordner som Johanitterne og Helligåndsordnen, hvor den egentlige behandling hovedsagelig bestod af pleje og omsorg. Ved kloster kunne der være et sygehus til at tage sig af syge og på andre måder hjælpe nødlidende mennesker. Munkenes klosterregel understregede da også, at de skulle hjælpe fattige, syge og nødlidende ved at yde pleje og omsorg.

Signaturlæren

Den bagvedliggende tankegang var, at Gud havde sat sit mærke, sin signatur, på alt i naturen, så at man kunne finde ud af hvordan det kunne bruges som medicin. Dette kaldes signaturlæren. Planter med hjerteformede blade blev derfor brugt mod hjertesygdomme, blade med lungeformede bladnerver blev brugt mod lungesygdomme, og planter med hårlignende blade, som asparges og fennikel blev brugt i behandlingen af hårsygdomme. Mange planter bærer den dag i dag navne, som stammer fra denne tankegang, for eksempel hjerteurt og lungeurt.

Signaturlæren forbindes med lægen og alkymisten Paracelsus (1493-1541) fra Salzburg. På dansk jord var den ansete læge Henrik Harpestreng særlig kendt (død 1244). Hans ry er knyttet til de af ham forfattede lægebøger på dansk, hvoraf der foreligger forskellige mere eller mindre fuldstændige håndskrifter. Henrik Harpestreng var kannik ved Roskilde Domkirke og livlæge for Erik Plovpennig, der ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Middelalderens Medicin
- info på dansk fra Middelaldergruppen Causae et Curae,
Navnet betyder: Årsag og Helbredelse

Find mere information på dansk om:

• Sygdomme i middelalderen
• Pesten "Den sorte død" i Europa i slutningen af 1340'ne
• Klostrenes urtehaver et fint dokument på dansk.

Kålhaver - hvad var det?

Hvad betød det for sundheden at nogle mennesker dyrkede deres egne kål og grøntsags planter?
En del kål indeholder store mængder C vitamin - f.eks. grønkål, som stod på marken langt ind i efteråret - ja helt til frosten kom.

Folk kunne undgå af få skørbug (c-vitamin mangel) og andre sygdomme, når de spiste grønkål og andre kålsorter. Disse haver kaldte man kålhaver.
At haverne så kunne forsyne sine ejere med friske grøntsager en stor del af året, var et tiltrængt tilskud til kosten.

Fedme var et ukendt problem

De fleste mennesker havde nok problemer med at kunne få en lille smule mad, så de kunne overleve. Ofte var arbejdet også meget fysisk anstrengende, så det var ikke normalt at se fede mennesker blandt den jævne og fattige befolkning. Kun de meget rige - kunne frådse i mad og drikke - med de problemer det kunne give dem!

Ingen skrumpelever pga. alkohol

Selv om der blev drukket store mængder øl - af dem der havde råd til det, var der ikke problemer med sygdomme pga. af alkohol!
Da øllet var så tyndt.
Alkohol blev ikke drukket i de samme mængder som vi gør i dag, heller ikke stærk alkohol. Det var dyrt og en nydelse.

Infektioner

Mange mennesker havde problemer med sår og infektioner -
Ofte gik de længe med sårene, da de ikke viste at de skulle rense dem, så helingsprocessen kunne komme i gang.

Lungebetændelse

Kulde og et klima med høj fugtighed kombineret med den dårlige hygiejne i befolkningen generelt - gav mange en lungebetændelse, der dengang var lig med en dødsdom!

Fødsel og død

Det var farligt for en kvinde at føde i middelalderen. Der var flere ting som kunne gå galt.

F.eks. kunne nogle kvinder ikke føde fordi barnet sad fast i fødselskanalen. Det har skeletfund vist.

En anden stor årsag til at kvinderne døde under fødselen var barselsfeber, som man dengang ikke havde noget der kunne hjælpe imod.

Mange kvinder døde under selve fødslen - i 20 til 40 års alderen.
Barnedødeligheden blandt nyfødte børn var meget høj. Samtidig oplevede en stor del af dem der overlevede selve fødslen ikke at blive 5 år gamle!

Det skete temmelig tit at både mor og barn døde under fødslen!

Alle disse omstændigheder medførte at den gennemsnitlige levealder i middelalderen faldt meget, så 40 år var en høj alder!

Sygdomme i middelalderen

Gigt
Mange mennesker led af gigt, det kan ses på mange skeletter, hvor knoglerne var blevet deformeret af sygdommen.

Skt. Antonius-ild
var en fællesbetegnelse for sygdomme der gjorde folk vanskabte.
Koldbrand - mister legemsdele pga. for dårlig blodforsyning. Folk blev frygtelig forkrøblet.

Sekaleforgiftning / meldrøjesvampe
forårsaget af korn som var blevet fugtigt, dermed kunne sekalsvampen eller meldrøjesvampe sprede sig i kornet. Brød bagt med disse svampespore gjorde folk meget syge, med f.eks. synsforstyrrelser, og svimmelhed, og smertefulde kramper som helt deformerede kroppen. Et slemt angreb medførte døden i løbet af 3 dage. De som fik milde angreb ved f.eks. at spise brød af korn som var mere tørt - og derved ikke indeholdt så mange svampesporer, blev krøpling resten af livet, og måtte leve af tiggeri.

Brød og mug
Brød var en vigtig del af kosten i middelalderen. Det blev bagt på en måde som sikrede så lang holdbarhed som muligt, men undgå mug i brødet kunne man nok ikke, så en del blev syge af at spise muggent brød. De fleste var nødt til at spise den smule brød de havde, andre kunne måske fjerne den mug de kunne se, og alligevel blev de syge.

Død af sygdomme eller i krigen
De der overlevede de mange sygdomme, blev gang på gang tvangsudskrevet til at være med i krige. De fattige blev altid brugt som fodfolk - der gik forrest og dermed også var dem der var mest udsatte for fjendens angreb med pile og sværd. Den regel blev brugt helt op til ny tid, selv under første verdenskrig, var fodfolket - i første linie - blev brugt som kanonføde!

Tandsygdomme
Kosten i middelalderen indeholdt mange grove fibre - som var med til at fylde godt op i maven, samt give de fattige en mæthedsfornemmelse.
Sukker var ukendt i middelalderen - der var ikke så mange der havde huller i tænderne, men de der havde problemer med en tandbyld, kunne ofte få et helt deformt ansigt - smerterne kunne være ufattelige - der var kun et at gøre, bide smerten i sig - og prøve at leve videre. Men resultatet var ofte døden pga. infektionen når bakterierne trængte ind i blodbanen.

Spedalskhed

Man mente i middelalderen dels at spedalskhed var en straf fra Gud og at det var meget smitsomt.

Spedalskhed er en bakterieinfektion (mycobacterium leprae) der kan betragtes som kronisk, da den har et meget langvarigt forløb. På trods af, at sygdommen er frygtet og berygtet, er dens smitsomhed ikke særlig stor. Sygdommen har således sjældent et dødeligt forløb, men kan være stærkt misdannende og invaliderende, da den medfører bestående skader på huden og i nervesystemet. Man får knuder på kroppen der bliver til sår der ikke vil læges. Musklerne svinder ind og nerverne svulmer op og fungerer dårligt. Desuden kan man blive døv, blind og tabe håret.

Skt. Jørgensgårde

Var først et tilbud fra klostrene og munkene til den spedalske, senere blev det lov.
Det var de første hospitaler i Danmark. Disse hospitaler lå uden for byerne og havde navn efter den helgen, Skt. Jørgen, der specielt beskyttede de spedalske.
Her kunne de spedalske komme ind - få omsorg, føde og behandling og menneskelig omsorg, som ingen andre ville give dem pga. deres sygdom! Ordet spedalsk eller spitalsk afledt af hospital og betyder bare; lidelse som kræver hospitalsophold.

Det var som regel "tjenende brødre eller søstre" der passede Skt. Jørgensgårdene. Selv om de havde et vist kendskab til helbredende urter, havde de ingen illusioner om at kunne kurere de syge. Skt. Jørgensgårdene var udelukkende til beskyttelse for de raske.

Regler på Skt. Jørgensgårdene:

På Santk. Jørgensgårdene var der regler der på nogle områder gav de syge bedre vilkår end de ellers ville have haft. Bl.a hed det sig at der kun måtte sove 3 i en seng. Ofte var der endnu flere i en seng i almindelige hjem!

Det første "hospital" for de syge i Danmark blev oprettet i Åderup udenfor Næstved på Sjælland i 1261. Herefter blev der oprettet flere frem tll reformationen. I begyndelsen af 1500 tallet var der 31 "hospitaler" rundt omkring i Danmark.

• Hvor placerede man de spedalske i middelalderen?

Danmarks kort med Sankt Jørgens gårdene (hospitaler):

Kalundborg

Roskilde - læs mere her om Sankt Jørgensgården der.

Helsingør

København

Sorø

Næstved i Åderup

Lolland/Falster:

Sakskøbing

Maribo

Nykøbing Falster

på Møn

Bornholm:

Sankt Jørgenshospital i Spidlegård i Åker et Skt. Jørgens kapel i tilknytning til et spedalskhedshospital. Læs mere om Spidlegård i PDF dokument fra Bornholms Museum.

Nye links til de enkelte Sankt Jørgensgårde tilføjes løbende.

Pest

Det vil sige at den helt nøjagtig "gik i land" den 31. december 1347 i Messina, Italien, fra skibe som kom fra det østlige del af Middelhavet - ombord havde de en blind passager - Den sorte rotte.
I begyndelsen spredte pesten sig langt kysterne, via skibe der sejlede fra Messina og ud til andre havnebyer. Smitten skete noget langsommere over landjorden. På 3 år var hele Europa angrebet - inklusiv Danmark yderst mod nord.

Det var den sorte rotte der medbragte smitten i form af en bakterie ved navn Yersinia Pestis. Bakterien overlever i maven på en loppetype, der til på gnavere. Men bakterien har det også glimrende i blodomløbeet på varmblodede dyr og mennesker, der dør i løbet af 4 til 7 dage.
Sygdommen resulterer i meget store bylder i lymfekirtler, skridt og under armene - alle steder hvor der er lymfekirtler.
Desuden kommer der sorte, blodunderløbne pletter over hele kroppen, et resultat af indre blødninger.
Pesten udviklede forskellige former da den hærgede Europa - dette gjorde det meget vanskeligt at komme sygdommen til livs.
Mange mener at ca. 50% af hele Europa's befolkning døde pga. pesten, værst gik det ud over byerne, hvor folk boede tæt sammen, med dårlig hygiejne forhold - der ikke ligefrem forhindrede pesten i at sprede sig.
I begyndelsen spredte

Efter den store pest, der varede fra 1348 - 1352, var der ikke ret mange mennesker tilbage på landet og i byerne.
På markerne blev kortnet ikke høstet - der var ikke folk nok til at gøre det.

Pesten havde flere mindre udbrud efter 1352, men slet ikke i samme uhyggelige målestok som den første gang i 1348.

En ny artikkel om eftervirkningerne af pesten kommer senere her.