Slaviske sprog

Man forestiller sig, at en indoeuropæisk gruppe, som var indvandret til området omkring Polen og Hviderusland omkring år 2000 fvt, udviklede deres egen slaviske variant af det proto-indoeuropæiske sprog omkring år 1000 fvt. Derfra vandrede grupper i forskellige retninger i århundrederne efter.

De blev opdelt i tre hovedgrupper:

• Østslaverne
• Vestslaverne
• Sydslaverne.

Denne opdeling skete så sent, at alle de slaviske sprog i dag er noget nærmere beslægtet med hinanden, end for eksempel sprogene indenfor den germanske familie.

Østslavisk (russiske sprog)

De østslaviske sprog blev oprindelig talt i det nuværende Ukraine, med hovedbyen Kiev. Efter mongolernes hærgen i 1200-tallet flyttedes russernes centrum til området omkring Moskva som de grundlage i 1260. I løbet af de følgende århundreder koloniseredes hele området østover, til Stillehavet blev nået i 1648. I Sibirien tales russisk den dag i dag mest omkring floder, byer og handelsveje. Der lever stadig talrige ikke-indoeuropæiske folk i dette område. I 1800-tallet spredtes det russiske sprog også sydover mod Kaukasus, og vestover mod Østersøen.

Siden år 1000 har man kunnet tale om tre beslægtede, men dog forskellige østslaviske sprog:

• Russisk
• Hviderussisk
• Ukrainsk.

Russisk (også kaldet storrussisk) tales af omkring 160 millioner, dels i Rusland, dels af store dele af befolkningerne i de tidligere Sovjetrepublikker, samt af indvandrere i bl.a. USA. Dertil kommer yderligere mindst 60 millioner, som har russisk som andetsprog. Rusisk bruger det kyrilliske alfabet. Det skyldes påvirkning fra det Byzantiske Rige, som var præget af den græsk-ortodokse kirke. Det kyrilliske alfabet er en variant af det græske.

Hviderussisk tales af omkring 7 millioner i Hviderusland. (80% af landets befolkning) . Hviderusland har i 1300-tallet været en del af Storlitauen, og i 1569 blev området erobret af Polen. Det hviderussiske sprog ligger så tæt på russisk, at det kan betragtes som en dialekt. I sovjettiden blev hviderussisk undertrykt af russisk, men nu genoptages brugen af sproget.
Det kyrilliske alfabet anvendes.

Ukrainsk (tidligere blev det kaldt lillerussisk) tales af omkring 35 millioner i Ukraine. Desuden tales ukrainsk af omkring 300.000 i Polen og 70.000 i Rumænien. Der findes ukrainske kolonier i Kazakstan og Kaukasien. Ialt tales ukrainsk af omkring 38 millioner. Sproget er meget nært beslægtet med russisk. Det kyrilliske alfabet anvendes.

Vestslavisk

De vigtigste vestslaviske sprog er: Polsk, Tjekkisk og Slovakisk, vendisk/sorbisk.

Omkring år 1000 havde vestslaverne bosat sig i det nuværende Polen, Tjekkiet og Slovakiet, men også i store dele af Nord- og Østtyskland. Der var i nogen grad tale om, at slaverne rykkede ind i de områder, som østgermanerne (bl.a. goter, vandaler og burgundere) havde forladt under folkevandringerne år 2-400. I de følgende århundreder blev slaverne dog gradvist trængt tilbage mod øst af vestgermanere (tyskere). På Lüneburger Heide blev indtil 1700-tallet talt et slavisk sprog, kaldet polabisk eller Elbe-slavisk. Dette sprog er nu uddødt. I det sydøstlige Tyskland taler en lille isoleret enklave stadig et vestslavisk sprog: sorbisk. Sorbisk tales i dag af omkring 100.000, og sorberne menes at være en rest af de blandt andet fra danske myter kendte vendere, som i Middelalderen boede i hele Østtyskland. Vestslaverne har alle antaget det latinske alfabet (og de fleste er katolikker).

Polsk er officielt sprog i Polen, hvor det tales af næsten hele befolkningen på 35 millioner.
Selvom Polens grænser gennem århundrederne er flyttet talrige gange, udgør landet i dag en nogenlunde homogen sproglig enhed, blandt andet som følge af folkeforflytninger efter Anden Verdenskrig. Der findes polsktalende minoriteter i bl.a. Tjekkiet og Hviderusland, men også i Litauen, Letland, Frankrig, Rumænien, USA og Brasilien. I kystegnene omkring Gdansk taler omkring 150.000 en dialekt, casjubisk, som nogle gange regnes som et selvstændigt sprog. Det latinske alfabet anvendes, dog uden q, v og x - til gengæld med en masse apostroffer, prikker med videre.

Tjekkisk og slovakisk
taltes af omtrent hele Tjekkoslovakiets befolkning på 15 millioner. I 1991 opdeltes landet i Tjekkiet, med tjekkisk som officielt sprog, og Slovakiet, med slovakisk som officielt sprog. De to sprog er dog så nært beslægtede, at befolkningerne stort set kan forstå hinanden.

Der findes ca. 10 millioner tjekkisk-talende, hovedparten bor i Tjekkiet, tjekkisktalende minoriteter findes i blandt andet Ungarn, Rumænien og Polen. Tjekkiet har været under tysk og Østrigsk dominans i århundreder, så tjekkisk har optaget en række tyske låneord. Tjekkiet har også haft et betydeligt tysktalende mindretal, som dog er reduceret meget efter Anden Verdenskrig.

Slovakisk tales af de knap 5 millioner i Slovakiet. Slovakiet har været underlagt Ungarn i århundreder frem til 1867, slovakisk har derfor især mange ungarske lån. Der anvendes en lidt forskellig retskrivning på tjekkisk og slovakisk. Ligesom på polsk anvendes det latinske alfabet uden q, v og x. Der bruges en del apostroffer.

Vendisk / Sorbisk
er et slavisk sprog. Øvresorbisk og nedresorbisk er de to sidste, stadig eksisterende dialekter af vendisk.
De tales på egnen omkring Cottbus og i Brandenburg i det østlige Tyskland i nærheden af grænsen mod Polen. Særlig nedresorbisk er i fare for at uddø.

I middelalderen taltes vendisk endnu i hele det gamle Østtyskland. Også på Lolland og Falster taltes delvist vendisk, hvad man stadig kan se af stednavne med endelsen -itse (f.eks. Korselitse). Det samme var tilfældet i Holsten (Tyskland - syd for Sleswig), hvad man bl.a. kan se af stednavnet Itzehoe.

Sydslavisk

Sydslaverne rykkede ind i de bjergrige områder i Balkan omkring år 6-700, dengang som nu lidt af en krudttønde. I dag er de geografisk helt adskilt fra vest- og østslaverne. Efter år 1000 var de sydslaviske sprog uddifferentierede i:

• Serbokroatisk
• Slovensk
• Bulgarsk
• Makedonsk.

Serbien og Kroatien blev udsat for forskellige kulturelle påvirkninger - serberne blev sammen med makedonerne og bulgarerne præget af den græsk-ortodokse kirke og antog det kyrilliske alfabet, som de stadig bruger. Kroaterne og Slovenerne blev til gengæld katolikker og bruger det latinske alfabet.

Det sydslaviske område har været udsat for andre påvirkninger, området eller dele af det har været erobret af germanske folk (tyskere), og flere ikke-indoeuropæiske: Ungarere og tyrkere. I 1389 erobrede tyrkerne Serbien og i 1400-tallet indtog de Bosnien-Hercegovina. Først i 1878 forsvandt tyrkerne helt fra Balkan. Kroatien var en del af det Østrig-Ungarske Rige, som i perioder også omfattede Bosnien-Hercegovina.

Kirkeslavisk er betegnelsen for et sprog, som omkring år 860 blev benyttet til en Bibeloversættelse i Saloniki. Omkring år 1000 spredtes kirkeslavisk fra Makedonien til Balkan og Rusland. Kirkeslavisk var den græske ortodokse kirkes sprog, som frem til 1800-tallet blev benyttet som skrift- og kultursprog. I dag tales sproget ikke, men det bruges stadig som kirkesprog af de mest ortodokse menigheder i Bulgarien, Serbien, Ukraine og Rusland.

Serbokroatisk tales af omkring 17 millioner i Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro. Serbisk og kroatisk var egentlig selvstændige sprog, men i 1850 indgik serberne og kroaterne en aftale om et fælles sprog, som i princippet stadig er i kraft. Der er kun svage udtaleforskelle mellem serbisk og kroatisk dialekt. Sproget er naturligvis påvirket af den 400 år lange tyrkiske besættelse.

Selvom serbokroatisk er ét sprog, findes der to former for retskrivning, idet serbere bruger et kyrillisk alfabet, som dog afviger på flere punkter fra den russiske variant. Kroaterne, montenegrinerne og de ikke-serbiske grupper i Bosnien-Hercegovina, bruger det latinske alfabet. Den muslimske trediedel af befolkningen i Bosnien- Hercegovina taler også serbokroatisk.

Der findes ret små serbokroatiske minoritetsgrupper i bl.a. Rumænien, Ungarn, Østrig og USA. I Danmark taler ca. 15.000 serbokroatisk.

Slovensk tales af 1,5 millioner i Slovenien. De anvender det latinske alfabet. Sproget er beslægtet med serbokroatisk, men befolkningerne kan ikke forstå hinanden. Slovensk tales også af 50.000 i Østrig og af mindre grupper i Nordøstitalien - omkring byen Trieste.

Bulgarsk tales af 8 millioner i Bulgarien, hvilket er 90% af befolkningen. De sydslaviske folk slog sig ned i området omkring år 500. I de følgende århundreder foregik der en meget stor tyrkisk indvandring, således at befolkningen i realiteten blev en sammensmeltning af det slaviske og tyrkiske folk. Det var dog det slaviske sprog, som overlevede. Fra 1396 til 1885 var Bulgarien imidlertid besat af tyrkerne, derpå fulgte nogle år med stor russisk påvirkning.

Indtil 1800-tallet blev kirkeslavisk brugt som eneste skriftsprog. Det bulgarske sprog har optaget mange tyrkiske, græske og russiske låneord. Det kyrilliske alfabet anvendes i næsten samme udgave som det russiske. Der findes små bulgarske mindretal i bl.a. Moldavien og Ukraine.

Makedonsk tales af omkring 1,5 millioner i Makedonien (altså det selvstændige land Makedonien-Skopje, ikke den græske landsdel af samme navn). Sproget er meget nært beslægtet med bulgarsk. Det kyrilliske alfabet anvendes.

Baltiske sprog

Man antager, at da den store bevægelse af indoeuropæiske folk var i gang omkring 2000 f.vt, blev hele området mellem Østersøen og nuværende Moskva befolket af et folk, som i udtalt grad bevarede deres oprindelige proto-indoeuropæiske sprog - og i betydelig mindre grad end de andre store grupper: kelterne, germanerne, de italiske og slaverne forandrede deres sprog væk fra det oprindelige.

Omkring år 600 blev de baltiske folk fortrængt fra det meste af Rusland af østslaviske folk og har siden kun levet i egnene ved Østersøen. De baltiske folk har også beboet kystegnene i Polen og Østtyskland, men blev gradvist fortrængt herfra af såvel tyskere som vestslaver i 1200-tallet.

De baltiske sprog minder mere om de slaviske sprog end om de øvrige indoeuropæiske sprog. Nogle sprogforskere betragter de baltiske sprog som en underafdeling af de slaviske sprog, men hvor nært slægtskabet egentlig er, er uvist.

Oldpreussisk var et baltisk sprog, som uddøde i 1600-tallet.
Det blev i middelalderen talt i Polen og Østtyskland, men fortrængtes af tysk og polsk i løbet af 1500-tallet. Preusserne var oprindelig en baltisk stamme, men "prøjsisk" har siden været brugt som betegnelse for tysktalende folk i det nordlige og østlige Tyskland.

Lettisk og Litauisk har eksisteret som selvstændige sprog siden år 1000 - og det gør de stadig.

Lettisk tales af omkring 1,5 million i Letland. Det er officielt sprog, selvom næsten halvdelen af Letlands befolkning har russisk som modersmål. Det latinske alfabet anvendes.

Litauisk tales af omkring 2,5 millioner i Litauen og af ca. 500.000 i andre lande. (Især USA). Litauisk er det indoeuropæiske sprog som står nærmest det oprindelige proto-indoeuropæisk. Der er i hvert fald nogle bemærkelsesværdige sammenfald mellem litauisk og sanskrit. (Som taltes i Nordindien for 2000 år siden!) Eksempler: ordet "søn" hedder "sunus" på både litauisk og sanskrit, "får" hedder "avis" på begge sprog. "Ulv" hedder "vilkas" på litauisk og "vrkas" på sanskrit.

Estland - estisk - er en helt anden sprogfamilie!
Se mere information om estisk, under Uraliske sprog her.

Finsk og ungarnsk
Finner og ungarere kan ikke forstå hinandens sprog i dag - det er trods alt omkring 2000 år siden, at deres veje skiltes - og mens ungarerne lærte en masse ord af persere og tyrkere, lærte finnerne bl.a. af baltere og svenskere.
Finsk og ungarsk er dog langt nærmere beslægtede med hinanden end med de omkringliggende indoeuropæiske sprog.