Diverse begreber om munke: Optagelsesritual etc.
- For at kunne blive optaget i klostret måtte unge mennesker først indtræde i klostret som novicer.
Efter et års prøvetid i klostret kunne novicen aflægge det højtidelige munkeløfte, der på latin kaldtes profes.
- Profes bestod af tre løfter.
- For det første måtte novicen afgive alt sin jordiske ejendom til klostret og aflægge fattigdomsløftet.
Munken måtte ikke personligt eje noget, Klostret stod som ejer af f.eks. munkenes tøj.
- For det andet skulle der aflægges et lydighedsløfte. Den enkelte munk skulle være absolut lydig overfor sin abbed, der var leder af klostret. Lydighed var nødvendigt fordi det ifølge Benedikt var det første trin på ydmyghedens stige, der skulle bringe munken nærmere Gud.
- For det tredje skulle der aflægges løfte på at leve i afholdenhed fra kødelig omgang med det modsatte køn, cølibatløftet.
Disse tre løfter blev symboliseret af de tre knuder på munkenes bælte.
- For cistercienserne gjaldt der desuden et fjerde løfte nemlig stabilitas. De indtrådte i klostret for livstid og kunne i princippet ikke udtræde igen.
Når en ny munk blev inviet, blev han tonsureret, han fik barberet en cirkelrund plet i håret. Det var symbolet for at være munk eller en andet kirkelig person. Oprindelig var dette symbol brugt på slaver, men fik en ny betydning med oprettelse af munkesystemet, det blev indført fra det 5 århundrede.
Når en ny munk var blevet optaget indgik han i fællesskabet sammen med alle de andre munke på lige fod og indgik i klostrets familia.
Klostrets beboere
Kormunkene - var de mest betydningsfulde - da de stod for de 8 daglige messer - ofte var de også de best uddannede og talte, skrev og læste latin perfekt. Disse munke kom ofte fra aristokratiske familier i nærområdet.
Lægbrødre
Kom ofte fra mere ydmyge forhold - og stod for de daglige gøremål i køkkenet og værkstederne. De var iført brune klæder og havde skæg.
Dagliglivet i et kloster - Ora et labora - bed og arbejd.
Hvad lavede munke og nonner når de ikke bad?
- Tiden gik med studier af den hellige skrift, Bibelen.
- Undervisning.
- Afskrivning af bl.a. hellige bøger og lignende - dette foregik i munkenes skrivesal - Scrip-toriet.
- Desuden skulle nonnner og munke kunne alle sangene udenad, dvs. f.eks. synge alle 150 salmer.
I løbet af en uge blev alle Davids salmer fra det Gamle Testamente sunget igennem.
- Der var også praktiske gøremål for at klostret kunne fungerer som madlavning, landbrug, urtehave, sygdomsbehandling m.m.
Munkene overnatter i sovesalen - dormitoriet.
En dagligdag i klostret kunne foregå således:
1. tidebøn
Dagen starter allerede klokken 2 om natten - ved at nattestilheden brydes af en klokke.
Det er tid til dagens første tidebøn.
Munkene går herefter igang med den første gudstjeneste - Matutin - i kirken, der varer til daggry.
Vær dag har sine egne salmer - som munkene synger. Det er en af opgaverne munkene har, at lære alle disse salmer udenad.
Munkene beder bønner - og modtager undervisning i skriftsteder fra Bibelen. Alt foregår på det internationale sprog Latin, som blev talt overalt i kirken (Den Katolske Kirke) i middelalderen. Befolkningen rundt omkring i Europa havde deres egne lokale sprog og forstod ikke det latinske præsterne sagde og sang i kirkerne. Remsen Hokus Pokus Fili Hankat - var det danskerne fik ud af det latin de hørte i kirken!
I kapitelsalen samles munkene efter den første gudstjeneste - nogle er andægtige og tænker over tilværelsen - andre beder eller læser hellige skrifter.
Når solen står op er tiden kommet til Lovsang - Laudes.
munkene samles igen i kirken - nu kommer også lægbrødre og daglejerne (de folk som arbejdede een dag af gangen). Denne gruppe sidder bagerst i kirken, hvor alt er lidt mere simpelt.
Mogentoilette
Efter lovsangen går munkene ud til klosterbrønden - hvor de vasker deres hænder og ansigt. Tøjet bliver banket mod muren - læderskoene smøres ind i fedt, så de holder længere.
Lørdag er fast vaskedag for fødderne!
Nu er der tid til en kort tidebøn - Prim.
Efter Prim er det tid til at gå til syndsbekendelse - Skrifte.
Her skal munkene bekende overfor de andre munke - de fejl/synder eller overtrædelse - de har gjort i forhold til munkereglerne.
Denne syndsbekendelse var kommet ind i kirken - uden at have nogen som helst baggrund i hvad der står i Bibelen.
Den blev i de følgende mange hundrede år brugt til at få mennesker til at betale store pengesumme til den Katolske kirke - så ville deres synder blive set på med milde øjne!
Det var begyndelsen til begrebet Skærsild - og Afladsbreve etc. Se mere om afladshandel her.
Ofte blev munkene idømt en straf - f.eks. at fremsige mange ekstra bønner, dog kunne der i særlige tilfælde blive tale om korporlig afstraffelse - f.eks. med pisk på ryggen, der bliver foretaget af en af de andre munke.
Parlatoriet - det rum hvor munkene kunne tale sammen.
Refektoriet - Spisesalen
- Bistaderne forsynede klostret med honning til at brygge øl og til at søde brød med.
- Klosterhaven var meget vigtig kilde til grøntsager og frugter.
- Urter i Klosterhaven blev brugt både i madlavning, men også som helseurter.
F.eks. Løvstikke, humle, pebermynte og peberrod,
og som medicin var der: kamile, vortemælk, skarntyde og malurt. (det er et lille udpluk her).
Tonsur = en stor, rund, glatbarberet plet på issen hos katolske gejstlige (kirkens mænd),
kommer fra middelalderlatin: tons - tondere, at skære.
Det er tre typer tonsur:
Orientalsk tonsur
Den orientalske (østlige) tonsur går tilbage til apostelen Paulus, og var en barbering af hele hovedet. Den blev brugt i de østlige kirker.
Keltisk tonsur
Den keltiske tonsur bestod at man barbert forreste del af hodet fra øre til øre, mens håret bag fik lov til at vokse og hænge ned. Det blev hævdet at denne skikke gik tilbage til evangelisten Johannes.
Romersk tonsur
Romersk tonsur bestod af, at man barberede toppen av hovedet og lavede en ring af hår.
Denne skik hævdes at gå tilbage til apostelen Peter. Det fortælles at da Theodor af Tarsus skulle indsættes som ærkebiskop af Canterbury i år 668 måtte han lade håret vokse en periode for at hans orientalske tonsur kunne ændres om til romersk.
Dette er den mest kjente form for tonsur, ikke bare fordi det er den som blev brugt af den største af kirkerne, Den katolske kirke, men også fordi den holdt sig helt til 1972 som en obligatorisk del af ordinasionen. Det var dog ikke længer krævet at man opretholdt tonsur efter ordinasionen, dog undtaget i visse ordener.
Enkelte ordenssamfund praktiserer fortsat tonsur, selv om det ikke længer er universelt påkrevet i i Den katolske kirke.
Tonsur i dag
I Den ortodokse kirke og i de orientalske katolske kirker praktiserer man tre typer tonsur:
- Dåpstonsur,
- monastisk tonsur og klerikal tonsur. Den består af at man klipper fire lokker af håret, i korsform. Håret må herefter gerne vokse ud.
I den romersk-katolske kirke bruges tonsur nu bare bare af traditionelle katolikker, deriblandt præstesammenslutningen St. Peters broderskap, og i nogen ordener som karteuserne og trappistene. Det at få tonsur betød at man blev kleriker, og det blev efterhånden dette som blev den vigtigste side ved seremonien; i moderne tid har man normalt bare klippet nogle få hår. Siden 1972 er tonsuren bare en tradisjonell handling; det er ordinasjonen som fører til at man træder ind i den klerikale stand.
Andre links med relation til munke, klosterlivet og den katolske tro.