MiddelalderInfo
om kryderier til mad

Redaktør Flemming Elimar Jensen, Horsens

Side er ajourført søndag 27. september 2009

Indhold - indeks

  • Hygiejne
  • Hvordan kunne man få kød og andre madvarer til at holde?
  • Kryderier
  • Lægeurter og planter
  • Salt var meget vigtig for konservering af maden.
  • Røgning og tørring af mad - forlænger holdbarheden.
  • Mad for rig og fattig
  • Links til interessantet steder om mad og drikke i middelalderen
Med handelsforbundet Hansaen - kom de orientalske kryderrier til Danmark og norden. Sort peber var efter omtalerne at dømme den mest udbredte.

Udover peber blev mere eksotiske kryderier som safran (meget dyrt), nelliker, kanel, muskatnød, muskatblomme, kardemomme, ingefær m.fl. også importeret - dog i begræset mængde pga. prisen!

Pebersvend

var dem der arbejdede for Hansaen med at sælger peber og andre kryderier, de havde ikke lov til at gifte sig. Deraf kommer det danske udtryk for ungkarl en pebersvend.

Kilde:
Du kan læse meget mere i bogen
"Danskernes Mad i Middelalderen - smag selv", af Bente Leed.

Erik Kjergaard: Mad og øl i Danmarks middelalder,
National museet

>> Se flere bøger om middelalderen her!

Kryderier

Der blev brugt mange kryderier, for at give maden mere smag, Foruden sukker og salt gav forskellige tørrede, importerede og dyre krydderier smag til maden.
Peber og kanel var de mest skattede, men også anis, safran, ingefær, nelliker, muskatblomme og flere andre fandt vej til borgernes gryder.

Et senmiddelalderligt måltid kan i grove træk rekonstrueres ved at bruge de foran nævnte råvarer og tilberede dem over et ildsted, enten stegt på spid eller rist (som en grill) eller sammenkogt i en gryde.
Det er vigtigt at huske at middelalderens mennesker holdt mest af mad, som var temmeligt sødt, surt eller salt og meget krydret.

Kryderier

Anis - Pimpinella anisum

Anis stammer fra de varmt-tempererede middelhavsklimaer over hele verden. Det er et af de ældste dyrkede krydderier, det blev brugt af de gamle egyptere, grækere og især romerne. Anis ligger tæt op af fennikel og stjerneanis duft og smag, men er betydelig mildere på begge områder.

Enebær - Juniperus communis

stammer fra cypressfamilien, har en meget speciel smag.
Bruges i sauerkraut, sauerbraten, samt i enebærrøget salami.

Enebærsmagen er velegnet til kød, bl.a. anden, svinet, oksen, lammet, haren, vildtet og også svampene "har gavn af" den friske smag. Den er fortrinlig med fede fisk som sild, laks og makrel.

Genever - er hollændernes national drink en brændevin som er krydret med enebær.

Fenikkel - Foeniculum vulgare

stammer fra Sydeuropa og middelhavslandene. Smagen er vidunderlig sød og varm, med svage toner af lakrids og anis. Fennikelfrøet smager godt sammen med fisk og skaldyr.

Ingefær - Zingiber officinale

er et af de kryderier der først nåede til Europa fra Asien.
Den friske rod har den kraftigste smag - tørret ingefærd har slet ikke samme smag. Ingefær er stadigvæk kryderiernes dronning i Asien - har stor sundhedsmæssig værdi.

Karry

Navnet karry er blevet til i en forvirring, da engelske og portugisiske handelsrejsende og soldater besøgte Indien. Karry beskrev enhver indisk ret kogt i en sauce (curries). Efterspørgslen på disse retter blev større da englænderne forlod landet, og et kommercielt pulver blev efterlyst. Karry er således blevet navnet på en krydderiblanding. Blandingen er præget af familie-opskrifter, hvor der ofte indgår chili, korianderfrø, spidskommen, sorte sennepsfrø, sorte peberkorn, gurkemejerod og ingefær.

Kardemomme - Elettaria cardamomum

Kardemomme er hjemmehørende i Indien og er et af de ældste og mest eftertragtede krydderier i verden, efter safran og vanille. Prisen på hele kardemommekapsler af høj kvalitet er derfor ikke billig. Inde i kapslerne befinder der sig 12 - 20 sortbrune sten, som er selve aromaen og smagen. Der findes både hvide, brune og grønne kapsler. De lysegrønne betragtes som de bedste. Smagen på grøn kardemomme er gennemtrængende og duften det rene vanvid. Et ynglingskrydderi uden tvivl. Smagen er en blanding af eukalyptus, kamfer og citronskal. Duften er frisk, rensende og ligger tæt op af disse ord. Dampede eller kogte ris vinder i smag, hvis der tilsættes et par kapsler. Eller pisk flødeskum og tilsæt nymalet kardemomme og ahornsirup som ledsager til desserten.

De fleste mælkebaserede desserter og shakes er nærmest gift med den friske kardemommesmag.

I Skandinavien ses krydderiet i bagværk, desserter og i konfekt. Mens det lige så hyppigt dukker op i en vifte af varme drikke f.eks. æblecider, rom punch, te, kaffe og gløgg. Kardemomme passer godt sammen med vanille, safran, nelliker, ingefær og kanel. I det salte køkken gør den underværker kombineret med spidskommenfrø, kanelstænger, fennikel- og korianderfrø, safrantråde, ingefær og gurkemeje. Blandingen bruges i lamme-, kyllinge- og svineretter. Den er en vigtig ingrediens i garam masala. De hele kapsler kan tilsættes naturel og fiskes op, når retten er færdig. Eller man kan male dem i en elektrisk kaffemølle, både med eller uden den grønne kapsel.

Lauerbærblade - Laurus nobillis

Disse grønne læderagtige blade er halvt så stærke som de tørrede, mens smagen er mere intens og overdådig. Duften er sød og balsamisk. Busken eller de små træer stammer fra Lilleasien og er en naturlig del af landskabet omkring middelhavslandene. Frisk laurbær har en graciøs og elegant smag, som matcher godt sammen med syltede og henkogte frugter. I det hele taget fungere bladene godt i det søde køkken. Friske laurbærblade kan næsten bruges til hvad som helst, da den er langt mere arbejdsom end frisk rosmarin, timian, salvie, merian og oregano. Barbequed kebabs smager guddommeligt, hvis spydet skiftevis består af marineret lam og friske laurbærblade. Dette er ikke kun for synets skyld, men de brændte blade tildeler kødet karakter. Bladene bruges hyppigt i supper, stews og saucer. Den indgår i barbeque-blandinger og dukker op overalt i de franske og engelske saltlager, til fremstilling af charcuteri. Ofte tilsættes bladene hele. Prøv i stedet at finhakke eller skære dem i supertynde strimler. Frisk laurbærblade fås hos grønthandleren eller i planteskolerne. De købes i store afskårede bundter eller som potteplanter. Der er ingen fornuft i at købe friske laurbærblade, for dernæst at lade dem tørre langsomt ind ved stuetemperatur. Læg de friske laurbærblade i en plasticpose, der er nænsomt foldet ind under urten. Opbevar dem i køleskabet, hvor de holder sig glimrende i en måned eller to.

Safran - Crocus sativus

De ultra tynde tråde er verdens dyreste krydderi.
Ved fremstilling af 450 g safrantråde høstes 200.000 blomster med håndkraft. Araberne introducerede safran til Spanien. I dag kommer den bedste safran fra Valencia eller La Mancha i Spanien. Safran dyrkes både i Grækenland, Tyrkiet, Iran, Marokko og Kashmir (Indien). Smagen er delikat, yndig, varm og dominerende sød. For en optimal smag hældes kogende vand henover trådene, og de trækker i 5 minutter. Nu kan den indgå i indiske pilafs, spansk paella, italiensk risotto milanese og den franske bouillabaisse.

Når man har sagt safran, har man automatisk sagt fisk og skaldyr.
De fleste risretter, mælkebaserede desserter, søde som salte, passer godt sammen med sødmen.

  • Bagværk,
  • syltede frugter som f.eks. figner,
  • saftevand eller shakes er glimrende evt. kombineret med kardemomme, nelliker, kanel, ingefær, peber, mørke sukkertyper og muskatnød.

Senneps frø - Brassica alba (hvid/gul), B. juncea (brun), B. nigra (sort)

Oprindeligt menes sennepsplanten at stamme fra middelhavsområdet. Sennepsfrøene kommer fra tre forskellige planter.

  • Sorte sennepsfrø er hjemmehørende i Sydeuropa og i den vestlige del af Asien.
  • Brune sennepsfrø er hjemmehørende i Indien
  • Gule sennepsfrø har været en naturlig del af landskabet i Europa og Nordamerika.

Tanken falder straks på tilbehøret sennep af samme navn.

Sennep er ganske enkelt knuste sennepsfrø, der moses våde sammen med f.eks. vin eller sur most, salt og evt. krydderier. Frankrig er berømte for deres Dijon sennep, mens englænderne er kendt for deres sennepspulver. De fleste lande producerer deres egen sennep, men det er ikke alle frø, der lander i glas og dåser. De sorte sennepskorn er sjældne og ses ikke herhjemme.

Har sennep en duft?

Sennepsfrø er et af de få krydderier, som har meget lille duft eller slet ingen.
De gule sennepskorn er søde og varme i smagen.
De brune frø har en let bitter smag, efterfulgt af en stærk, aromatisk og brændende smag, som er særdeles velegnet til krydret mad. Netop denne brændende sensation stammer fra den essentielle olie.

Oplevelsen findes ikke i de hele frø eller i sennepspulveret, men opstår udelukkende ved at male frøet og tilsætte vand. Netop derfor er det vigtigt, at sennepspulveret får lov og trække med vandet i 10-15 minutter, så smagen kan udvikle sig. Det er ligeledes vigtigt at sennepspulveret røres ud i koldt vand, da kogende vand simpelthen vil slå smagen i stykker og ende bittert.

De brune sennepsfrø er flittigt brugt i det indiske køkken. Her sauteres de i ghee (speciel klaret smør) indtil de “hopper” og bliver grå i farven. Denne teknik dræber nemlig stærkheden og ødelægger enzymerne, som bevirker, at frøene nu er nøddeagtige og behagelige i smagen. Især det gule sennepsfrø har en konserverende virkning, hvor den udover at levere smag dukker op i de fleste syltede produkter, kombineret med f.eks. allehånde, hvide peberkorn, korianderfrø, chili, kanel, friske laurbærblade og ingefær.

Vanille - Vanilla Fragans, V. Pompana og V. Tahitensis

En vanillestang er den tørrede bælg fra den klatrende orkidé, Vanilla planifolia. Det er de diminutive frø inde i bælgen, som efter en lang tørringsproces udvikler den karakteristiske vanillesmag. Lige inden brug flækkes vanillestangen på langs, og frøene skrabes ud med en kniv. Vanille er et af de få tropiske krydderier, som er hjemmehørende i Amerika. Bønnen høstes, når den er grøn og umoden, hvorpå den bliver udsat for kraftig damp og efterfølgende fermentering i op til fire uger. Stængerne er nu blevet sortbrune fra oxyderingen. Efter mange måneders lagring opstår de små hvide aromatiske krystaller, kaldet vanillin, der som nævnt giver vanillestangen sin særlige aroma og smag.

Man taler om tre forskellige typer vanille:

  • Vanilla Fragans,
  • Vanilla Pompana
  • Vanilla Tahitensis.

De to førstnævnte kaldes for Bourbon vanille. Og Vanilla Tahitensis kaldes for polynesisk eller tahiti vanille. Polynesisk vanille er ganske imponerende i størrelse og konsistens. Den lange sorte bælg har en fleksibel og glansfuld læderkrop med en betydelig mængde fedtede korn indeni. Smagen er ren, krydret og delikat, og duften yderst sjælden. Polynesisk vanille virker nærmest frisk sammenlignet med nogle af de Bourbon-stænger, som tit sælges knastørre i handlen.

Vanille kombineret med for mange krydderier har det med at forsvinde. Vanillekornene passer godt i det salte køkken med bl.a. sorte peberkorn og mørk rørsukker. Mælkebaserede desserter er synonym med vanilliens smag og duft. Det er faktisk et af de krydderier, jeg bruger mindst i min madlavning, da det i alt sin enkelthed fungerer allerbedst alene (se evt. nyttige adresser).

Følgende planter fandtes ikke / blev ikke brugt i Europa i Middelalderen:

Kartofler
Kommer fra Sydamerika - og var dermed ikke "fundet før middelalderen".

Jordskokken
stammer oprindeligt fra Nordamerika, hvor den fra gammel tid har været dyrket af indianerne. I 1700-tallet kom den via Frankrig til Mellemeuropa. Den del af jordskokken, som anvendes i køkkenet, er de kartoffellignende stængelknolde, som dannes i spidsen af de korte underjordiske udløbere.

Tomater - Kommer også fra Sydamerika.

Sukker
Blev først almindelig efter opdagelsen af Sydamerika. Før den tid brugtes honning meget i madlavningen som sødemiddel.

Citrusfrugter

Info og links vedr. mad og drikke i middelalderen


Kontaktinformation:

Redaktør af MiddelalderInfo:
Flemming Elimar Jensen,
Stefansgade 19A, 8700 Horsens

Kontakt MiddelalderInfo pr. email her!

Mobil nr. 50 50 26 03


Søg og find det du leder efter:


Menu til øvrige websider på MiddelalderInfo (MI)

MiddelalderInfo

Søg og find

Tro & kirken

Diverse

Folkeslag/sprog

Håndværk etc.



Side er ajourført søndag 27. september 2009

© MiddelalderInfo 2009 v/Flemming Elimar Jensen, Webmaster:  Web-Com


Denne side er besøgt