Dette dokument beskriver klostrene,
deres opbygning og livet i klostret.

Håndværkere

Byggeprojekter blev ledet af en stenmester, master mason, hvis rolle var både som arkitekt, ingeniør og byggeformand.
Stenmestre måtte flytte rundt efter, hvor arbejdet fandtes, og var derfor ikke som andre håndværkere organiseret i byggemesterlaug.
Under bygmesteren var antaget stenhuggere, free-masons, der evnede at tilhugge sten med mønstre og flader, der passede i byggeværket. Disse håndværkere oppebar høj prestige.

Næste led i hierarkiet udgjordes af en række fag som:

• stenlægger, rough-masons, wallers og layers samt
• flise- eller gulvlæggere, paviors.
• For træarbejdet kunne bygmesteren ofte antage tømrere fra det lokale bylaug.
• Det samme gjaldt for arbejdsmænd til gravearbejde og transport

Klosterbygninger

Klostersamfundene opstod i områder, der hovedsageligt er inden for Østkirkens område, hvorfor de tidligste klosterbygninger er Østkirkens.
Den østlige Kirkes klostersamfund regnes ofte at være indledt under Basilios den Store, der døde i 379. Østkirkens bygningsanlæg var ret ubundne anlæg, der lå samlet inden for en ringmur.
Østkirken defineres som kirkernerne der lå øst for Italien - dvs. vore dages Grækenland, Tyrkiet og Balkan. Deres kirkelige centrum var Byzans - tidligere kaldet Konstantinobel - vore dages Istanbul i Tyrkiet.

Vestkirkens anlæg blev derimod tidligt ret bundne anlæg med en fast arkitektonisk form. Dette skyldes den vestlige kirkes tidlige »ordensregler«, der blev kopieret fra kloster til kloster.

Planlægning af et kloster

Et anseeligt koster krævede foruden en kirke et betragteligt antal bygninger i tilknytning hertil, og der kunne gå flere år alene med grundmodning og fundamentsklargøring, hvilket er forståeligt med datidens dårlige indrastruktur. Således blev der til klosteret Vale Royal i Cheshire i løbet af de tre første byggeår tilørt 35.448 læs sten [Crossley 86]. I hele denne byggesag er der intet tegn på, at munkene deltog direkte i byggearbejdet. Arbejdet indledtes i 1281, og munkene flyttede ind i 1330, og da var bygningerne stadig ikke færdige, selv om netop denne sag havde kongelige bevågenhed og tilstrækkelige midler.

Nye klostre blev i tidlig middelalder ofte opført i træ og kirken i sten, og der kunne gå mange år, før resten af klosteret lev stenbygget.
På vandforsynings- og vandafledningsområdet var klostrene på forkant af udviklngen, og allerede fra slutningen af 1000-årene er der dokumeteret sofistikerede vandledningsforhold med tryktanke, vandskyllende toiletter, filtre og indlagt vand.

Vestkirkens klosteranlæg er oftest et firfløjet anlæg, hvor kirken udgør den nordlige side. De fire fløje lukker sig om en firkantet gård med klostergang, der gerne er overdækket - en søjlegang - og forbinder de enkelte fløje. Formålet var det enkelte, at munkene på alle døgnets tider kunne komme tørskoet rundt mellem klosteret forskellige afdelinger. Desuden blev klostergangen også - når klimaet tillod det, eller tilskyndede det - brugt som arbejds- og læsested. Modellen er udviklet over den romerske villa, der havde den samme standardgrundplan som Benedikts Regel foreskriver.

De enkelte ordener har ofte særregler om placering af de enkelte rum eller funktioner. De mest konsekvent indrettede klostre er Cisterciensernes. Et Cistercienserkloster er indhegnet med en mur med port, og der kan være grav uden om. Der kan være værksteds- og landbrugsbygninger spredt på området både inden for og uden for muren. De fleste ordener følger deres moderklosters model.

Benedikts Regel for indretning af et kloster

Reglen nævner følgende bygningstyper:

• Sakristiet - hvor de hellige genstande til tidebønnerne og messerne blev opbevaret. Lå i østfløjen.
• Armariet - Biblioteket, hvor de hellige bøger var opbevaret. lå i østfløjen. Navnet kommer fra det latinske "arma" - der betyder våben.
  Det var den kamp de førte ikke med sværd, men med Guds ord.
  I Løgumkloster kloster kan man se et armarium - dog er rummet ikke indrettet.
• Skriptorium - her arbejdede de skrivekyndige munke med at afskrive bøger - med stor omhu. Der måtte ikke være skrivefejl!
• Kapitelsalen
• køkken
• Infirmary
• Novitiate
• Dormatorium - sovesale

Klostergården

er en kvadratisk gård på ca. 25 - 30 meter i klostret. Her var der ro - da de omkringliggende mure og bygninger afskærmede fra uro fra omverdenen.
Gården var omkranset af korsgangen. I den ene ende af klostergården over mod køkkenet eller midt i klostergården var der en brønd og et vaskehus.
Her vaskede munkene sig - den ugentlige rituelle afvaskning af hænder og fødder. Dog blev der også vasket hænder før hovedmåltidet. Desuden blev der også vasket tøj her, som så bagefter blev lagt ud på græsset i gården til tørring.

Korsgangen - buegangen omkring den lukke klostergård.

Korsgang, klosteromgang, fratergang eller fratergård. Benediktinerklosterets hovedkompleks udgøres af en lukket firkantet gård, korsgangen,

Korsgangen blev brugt til det daglige liv, og forskellige opgavers blev udført her, ligesom området benyttedes som hvilested. Den fornemste fløj var den varme sydvendende på kirkens sydside. Denne nordgang havde en dør i østenden med indgang til kirkens kor, og en anden dør i vestenden var til brug ved forskellige processioner. Priorens plads var ved østdøren, abbedens var i NØ-hjørnet. I klostergangen var der opstillet skrivepulte og i tidlige klostre blev bøgerne opbevaret i et murrum en »aumbry« ved indgangsdøren til kirken.

Bibliotek

Små, unge eller fattige klostre havde ikke mange bøger, og nok slet ikke til udlån for kopiering eller oprettelse af et bibliotek. De store klostre havde overskud til et personligt og årligt udlån af bøger. Hovedparten af disse store klosterbiblioteker blev ved reformationen spredt, ødelagt og solgt. En del af sakristiet blev i nogle klostre adskilt som bibliotek.

Skrivelokale - scriptorium

Korsgangene blev relativt sent mange steder udstyret med aflukker mellem søjlerne mod centerhaven. Aflukkerne blev brugt som læse- og studerkamre. De var meget små, afskærmede med panelværk ind mod korsgangen og fik sat vinduesglas ind imod haven. De kaldes på engelsk for carrells / carrels. Det var naturligt at opbevare bøgerne i armariummer bygget ind i muren på korsgangens inderside.

I små klostre kunne de enkeltes celler også anvendes til skriveformål.

En særlig skrivestue fandtes også nogle steder, et scriptorium. Lokalet blev da gerne benyttet af kopister og andre håndværkere, der var beskæftiget med mere omfattende opgaver i bogproduktionen. Lokalet skulle have gode lysforhold og være så lunt, som det var muligt, da brændende lys på grund af brandfaren ofte var forbudt. Skrivestuechefen var ofte kantoren, precentoren, men også en af hans underordnede - fx armarius - blev brugt som leder af skrivestuen.
Skrivemunkene brugte skindpergament af f .eks. kalve og fåreskind. Ofte kunne det tage 2 - 3 måneder at skrive en bog for en skriver - da der krævedes at skriverne at de var meget omhyggelig med arbejdet.

For at kunne fremstille bøgerne, havde klostret ofte en stor bestand af kalve og får, samt munke som var eksperter i at behandle huderne, så de kunne bliver brugt som skindpergament. Som blæk - blev anvendt planter og mineraler - enten indsamlet fra området, eller købt i dyre domme.
Fjerpenne, knive og børste skulle være i beste kvalitet - for at kunne leverer de flotte resultater der blev krævet.

Gennem mange år blev der opbygget en betydelig mængde bøger i Biblioteket indenfor mange områder, f.eks. religiøse og teologisk indhold, samt bøger om botanik, lægeurter, byggeri og andre praktiske ting der var nødvendige for at klostret kunne fungerer.

Selvfølgelig blev der også i skrivestuerne holdt regnskab med hvilke indtægter, formuer og diverse nødvendige dokumenter fra Prior - samt til kommunikation med moderklostret - alt foregik på latin - det fælles sprog man havde over hele Europa - indenfor kirken. Det galdt også udenfor klostrene i byerne - mens de lokale indbyggere talte landets eget sprog - f.eks. dansk.
Når pøblen kom i kirke forgik alt på latin - som de ikke forstod noget som helst af.
Ordspillet: Hokus pokus filihankat - var det bønderne og de ikke gejstlige fik ud af latin!

Først efter reformation - blev der lavet oversættelser af Bibelen på landets eget sprog - f.eks. tysk og dansk. Det var ca. 30 år efter reformation at danskerne kunne læse Bibelen på deres eget sprog!

Køkkenet

Indeholdt et kogested - og skulle have adgang til rindende vand - enten fra et vandløb eller en brønd der kunne være gravet inde i selve køkkenet.
Det mest almindelige var at der var en muret kogebænk i forbindelse med skorstenen. Men der kan også have været en kogeø under skorstenen. Gryder blev hængt op i kæder og højden blev reguleret med takkede jernstænger - om der skulle være meget varme på eller mindre.
Bageovne blev bygget i forbindelse med skorstenen - eller være indrettet i en bygning/rum kun til dette formål.
Mange klostre havde en turnus - hvor munkene var på køkkentjeneste en uge ad gangen. Dog havde de munkeordener som brugte lægbrødre til at hjælpe med arbejdet i klostret overladt arbejdet til disse. Så munkene kunne samle sig om det gejstlige arbejde.

Spisesal - Refletorium

Korsgangens sydfløj blev brugt som gennemgang til vaskerummet og spisesalen, refektoriet. Fra østfløjen var der adgang til kapitelsalen, der gerne lå uden for omgangen mod øst. I nogle ordener måtte der ikke indtages kød i spisesalen og et særligt område blev udpeget til dette formål andetsteds.
Munke og lægsbrødre spiste ikke sammen. De havde vær deres spisesal på vær sin side af køkkenet.
Der skulle være total tavshed, mens man spiste - så det var naturligt at sende maden videre til andre. Var det nødvendigt at få fat i noget andet - måtte man bruge tegn og fakter. Samtidig med at måltidet blev indtaget - blev der læst op af de hellige skrifter af lektoren, som blev valgt til dette for en uge ad gangen. Han havde en talerstol.
Munkene sad på bænke ved aflange borde, men kun på den ene side, som det var skik i middelalderen.

Noviceområdet - for nye medlemmer

Novicetiden varede gerne et år, hvor de nye medlemmer var under oplæring og opsyn af en seniormunk.
I denn periode måtte novicerne ikke benytte klosterets faciliteter, og de og deres leder havde eget noviceområde og opholdt sig i klosteromgangens østfløj sydligst, og de yngste munke i den vestlige fløj. Novicerne havde dog plads i kirkens kor under gudstjenester.

Lavatoriet

Uden for refektoriet på siden mod klostergangen lå en brønd, i sit eget overdækkede hus, lavatoriet. Her vaskede munkene sig efter morgenmessen.

Dormitorium - munkenes sovesal

Dormitoriets plads lå ikke fast. Oftest lå det på første sal og havde adgang til kirkens syd korsarm. Normalen var langs klostergangens østside.
Infirmeriet blev gerne placeret øst for dormitoriet. Fra sovesalen var der adgang til toiletterne - necessarium.

Hypokausten - centralvarme i klostrene

Nogle klostre har været forsynet med et raffineret centralvarmesystem - som oprindelig stammer fra middelhavsområdet, men blev viderudviklet, så det kunne bruges i Nordeuropa.
I kælderen blev bygget et lille fyrrum med et stenmagasin. Der kunne så fyres op - hvorved stenene blev opvarmet. Der var selvfølgelig en skorsten til røgen der skulle ud af bygningen. Desuden var der kanaler som kunne føre den varme luft op til de rum der skulle opvarmes. Når stenene var blevet godt varme, lod man ilden gå ud. Først herefter blev der åbnet - så den varme luft kunne komme op i kanalerne og varme rummene op. I dag er der mulighed for at se hypokausten i Løgumkloster Kloster samt i Esrum Kloster.

Der var diverse bygninger til de lokale håndværk der blev udført på klostret.

Varmestue / calefactoriet

ofte det eneste opvarmede rum i klostret. Det kunne også være et rum hvor det var tilladt at tale der var opvarmet.

Samtalerum (parlatoriet/ locutorium)

for de tavse ordener. Det lå ofte i østfløjens del. Her kunne prioren modtage informationer fra munkene, samt give dem beskeder f.eks. med hensyn til arbejde etc.
Nye munke og gæster blev også modtaget her af prior.

Almisserummet

Armarium

var placeret i østfløjen til de liturgiske værker og underetagen rummede kapitelsal, mens førstesalen udgjorde dormitorium/sovesalen.

Refaktoriet var der bænke til munkene, i nærheden af udgangsdøren var lavatoriet, hvor munkene både før og efter måltidet vaskede hænder.

Dormitoriet var en fælles sovesal. Der brændte en lampe hele natten, og brødrene sov med tøjet på klar til nattetjenesterne.
De fælles sovesale blev efterhånden i middelalderen afløst af enkeltceller for munkene.

Necessariet - latrinerne

Fra sovesalen var der en direkte adgang til latrinerne - toiletterne - som var meget fine efter middelalderens standard - blandt andet var der rindende vand!
Latriinerne var placeret ovenover vandkanalerne - så affaldet blev automatisk ført bort - væk fra klostret ud i den tilhørende å eller sø.
Munkene skulle udvise den størst mulige diskretion - når de gik på toilettet. Bl.a. skulle de trække hætten op over hovedet, og skjule så meget af kroppen som overhovedet muligt. Mange store klostre havde både en indgang samt en udgang, der forhindrede at munkene mødtes derude og måske fik syndige tanker?

Kapitelsalen

Kapitelsalen er ikke nævnt i Benedikts Regel, men han forordner, at munkene efter aftensmad skal samles for at høre oplæsning af skriften. Allerede i 817 nævnes dog en kapitelsal i Aachen, hvor et konsilium blev afholdt. Kapitelsalen var altid på terrænniveau og med adgang fra klosteromgangen. Standardpladsen var vest for den søndre korsarm, fra hvis nordende en trappe førte til kirken - for nattetjenester.

Kapitelsale kom først regulært i klostrene efter cirka år 1100.
Kapitelsalen benyttedes i klostrene som læsesal gerne efter prim-tidebønnen. Oplæsningen kunne være dagens martyrhistorie eller en administrativ befaling om fordeling af dagens opgaver. Man samledes igen i salen om aftenen før kompletorium for endnu en opbyggelig læsning.

Klosterkirken

Cistercienserkirkerne er enten af Fontenaytypen eller af Citeauxtypen.
I Danmark er Fontenayplanen brugt til alle Cistercienserkirkerne. Typen er kendetegnet ved tredelt skib, korsarme, rektangulært kor og retkantede kapeller på korsarmenes østsider.
I Citeaux-typen har koret en bueformet koromgang med ydre kapeller i en halvkreds. Der findes blandingstyper.

I koret med højalteret og mod korsskæringen, vest for alteret stod munkestolene med abbedens stol mod syd og priorens med nord. Der var korgitter eventuelt triumfbue og mur mellem kor og skib.

Danske klostre

De danske klostre var relativt små, og bygningerne derfor ofte tarveligere end i de store udenlandske klostre.
Således havde Sorø 30 munke, da de var flest, og Næstved 11 og Lund 12.

• Oversigt med de danske klostre her.
• Læs mere om klostrene her.