Retur til forsiden!

Dokument ajourført tirsdag 8. januar 2008

(Med lov skal land bygges, men ville hver mand nøjes med sit eget
og lade mænd nyde samme rettigheder,
da behøvede man ikke en lov...

Loven skal være ærlig og tålelig...)

---

  

Jydske Lov - Første Bog

Kap. 1. Hvilket Barn der skal arve. Et Barn skal tage Arv, hvis det bliver døbt, og ellers ikke. Bliver der Strid om, hvem der lever længst, Moderen eller Barnet, eller om Barnet er døbt eller ikke, da er man nærmere til at vidne Barnet til Kristendom og Arv end til at vidne det fra. Med Hensyn til Faderen gælder det samme som med Hensyn til Moderen. Man skal føre Bevis derfor med Kønsnævn. Kønsnævn er tolv Mænd inden for tredie Led og inden for Syslet. Det er Sagsøgeren, der skal udtage dem, men han skal dog ikke udtage Modpartens aabenlyse Uvenner. Tre kan den sagsøgte udskyde uden Ed, og tre andre skal udtages i deres Sted. Andre tre kan han udskyde med tolv Mænds Ed. Kap. 2. Hvad den skal sige, der døber Barnet. Man skal ogsaa vide, hvem der døbte Barnet, og hvad han sagde, der døbte Barnet, for et Barn kan ikke kaldes døbt, medmindre det bliver døbt i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, For saaledes skal den sige, der døber Barnet: Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn. Men Kvinde maa aldrig døbe et Barn, hvis der er en Mand til Stede. Heller ikke maa Barnet døbes i andet end Vand.	Kap. 3. Hvis en Kone siger, at hun er med Barn. Hvis en Kone siger, at hun er med Barn, efter at hendes Husbond er død, da skal hun hensidde uden Skifte i Boet i tyve Uger. Derefter skal gode Kvinder undersøge og afgøre, hvorledes det forholder sig. Finder de, at hun er med Barn, skal hun fremdeles blive siddende i Boet, indtil Barnet bliver født. Men fødes Barnet saa længe efter Faderens Død, at det godt kan bevises, at det ikke er den afdøde Ægtemands Barn, skal hun først erstatte alt det, hun har taget af Boet siden Tredivtedagen efter hendes Husbonds Død, og ikke tage mere end Halvdelen af Boet, og den anden Halvdel tager Husbondens Arvinger. De rette Arvinger skal dog sammen med gode Mænd og hendes Frænder have Tilsyn med, at hun ikke forøder Boet ved Vanrøgt og ikke afhænder det, der ikke tilhører hende, for hun maa ikke bortsælge undtagen til sit Underhold og til Tyendeløn.
Kap. 4. Hvem der er nærmest til at arve. Hvis der er et Barn eller et Barnebarn, arver det Fader og Moder. Men Børn, som en Søn faar, tager Arv efter Bedstefader og Bedstemoder, ligesom deres Fader skulde tage, hvis han var i Live, og paa samme Maade deres Børn, saa længe der fødes Afkom efter Bedstefaderen og Bedstemoderen. De Børn, Datteren føder, skal tage Arv som deres Moder, hvis hun var i Live, hvor mange der end fødes i hendes Linje, for Arv skal altid gaa fremefter, saa længe der findes Afkom. Har Barnebarnet ikke Moder og ikke Søskende, da gaar Arven til Bedstefader og Bedstemoder. Søskende arver hinanden, og Broder tager to Lodder og Søster den tredie Lod baade efter Fader og Moder og ligeledes efter Søskende. Kap. 5. Hvor meget hver skal tage i Arv. En Mand tager altid dobbelt saa meget i al Arv som en Kvinde, medmindre det er Ægtefæller, som skilles efter kirkelig Ret og skal arve deres Børn, da arver hun lige saa meget som han. Ogsaa i Forhold til Søn og Stifsøn tager Konen lige Lod, naar de skal arve sammen. Er der ingen Søskende, da er Farbroder og Morbroder, Broderbørn og Søsterbørn alle lige nære. Imellem dem skiftes Arven, som om de alle var Søskende, Kvinde tager en Trediedel og Mand to Lodder.	Kap. 6. Hvorledes Løsøre skal skiftes, naar der ikke er Børn. Indgaar en Mand og en Kvinde Ægteskab, og faar de ikke Børn, og en af dem derefter dør, da skal Hus og Løsøre og Købejord skiftes ligeligt mellem den efterlevende og den afdødes Arvinger, Men har de Børn, og Moderen dør, da arver Faderen i Konens (Arve)jord en lige saa stor Lod som det Barn, der faar mest, Søns Lod, hvis der er en Søn, og lige Lod med Datter, hvis der ingen Søn er. Saaledes tager han ogsaa i alt Løsøre, hvis han skifter med sine egne Børn, naar de drager fra ham, Men af Købejorden faar Børnene intet, før de arver deres Fader. Men dør Faderen, og overlever Moderen ham sammen med Børnene, da arver hun intet af hans (Arve)jord, men af Købejorden tager hun lige Lod med Sønnen, hvis der er en Søn, og saaledes ogsaa i alt Løsøre, Men lever Husbonden og hans Hustru sammen i Fællig og køber Jord, og de ikke har Børn sammen, da skal deres Købe-jord skiftes ligesom Løsøret, hvis en af dem derefter dør. Men har Husbonden et Barn, som er Hustruens Stif barn, og det er optaget i Fælliget med dem, og har de købt nogen Jord, efter at det Fællig blev oprettet, da skal den Købejord ogsaa skiftes ligesom Løsøre, hvis en af dem derefter dør, dog saaledes, at hvis Stifmoderen dør først, da skal Faderen, saa længe han lever, beholde den Købejord, som han faar paa denne Maade sammen med sine Børn, der var i Fællig med ham. Siden skiftes den som anden Fædrenejord mellem hans Børn, hvor mange Kuld han end har. Men dør Faderen først, og sidder Stifmoderen og Stifbørnene tilbage, da skal Stif°©barnet tage først af den Købej ord, (der er købt) lige siden, det kom i Fællig, og derefter skal alle Mandens Arvinger tage halvt med Hustruen, dog skal den Lod, som Stifbarnet tog, lægges til Fædrenejorden og skiftes som anden Fædrenejord, for al den Jord, som Husbonden køber, hvad enten han er i Fællig med Børnene eller ikke, det kaldes altsammen Fædrene-jord med Undtagelse af den Lod, som Hustruen faar.
Kap. 7. Faderen maa ikke tilbageholde Sønnerne (i Fælliget) med deres Mødrenearv. SidderSønner i Fællig med Faderen, efter at deres Moder er død, og de er blevet myndige, femten Vintre, da kan Faderen ikke holde dem tilbage, hvis de vil drage fra ham med deres Mødrenearv. Men en Datter kan paa ingen Maade sige sig løs af Faderens Værgemaal, før han giver hende en anden ret Værge, medmindre der tilstøder ham en Svaghed, enten Ælde eller Sindssyge, eller han fledfører sig, for naar han ikke kan være sin egen Værge, kan han heller ikke være Værge for sine nærmeste. Men naar det sker, da skal den, der er nærmest i Slægt, være Værge, medmindre det er en ødeland. De fædrene Frænder skal dog altid være nærmere til at være Værge end de mødrene Frænder. Kap. 8. En Broder kan ikke beholde en Søster ugift hos sig, saa længe han vil. En Broder kan ikke beholde en Søster ugift hos sig, saa længe han vil, men hvis en Broder vil beholde sin Søster hos sig - eller en anden Frænde en Kvinde, for hvem han er Værge - for hendes Penges Skyld, naar hun er mere end atten Vintre, og det bevidnes af Frænder, at de kunde skaffe hende et passende Giftermaal, da skal hendes nærmeste Frænder føre Klage over det for Kongen; da kan Kongen med deres Raad gifte hende bort, som det kan være passende for hende, for ligesom hun mister sit Fædrenegods, naar hun gifter sig selv bort og unddrager sig Frændernes Samtykke, kan Frænderne paa den anden Side ikke holde længere paa hende, end indtil hun kommer til sin Lovalder, Har en Mø, der er atten Vintre gammel, eller en Enke paa lovlig Maade paa Tinge krævet, at deres Værge skal bortgifte dem, og vil deres Værge ikke bortgifte dem, og lader de da en Mand ligge hos sig, da har de ikke dermed forbrudt deres Gods. Men deres Værge kan dog rejse Sag mod ham for Lejermaal.	Kap. 9 Hvis et Barn, der er i Fællig, dør. Hvis et Barn dør i Fællig med Faderen og Moderen, da skal det betragtes, som om det aldrig havde været født. Dør et Barn, og er Moderen tidligere død, da arver Faderen det, hvad enten det er udskiftet fra Faderen eller ej, helt alene, selv om det har Søskende. Men er Faderen død før Barnet, og lever Moderen, og der er Søskende, da tager Moderen ikke mere end et af sine Børn eller Stifbørn, hvis saadanne findes. Kap. 10 Om Udarvinger. Findes der Udarvinger, og dør en af dem, der er i Fællig, da skal alt Godset skiftes, som om de alle levede i Fællig, og derefter skiftes den dødes Lod mellem alle Arvingerne. Kap.11. Hvorledes den ene af flere Helsøskende kan arve mere end den anden. Naar det gaar saaledes, at det førstfødte Barn arver en af sine Haivsøskende sammen med sin Moder, da tager det, uanset hvor mange Søskende der fødes, forlods alt, hvad det arvede efter sin Halvbroder eller Halvsøster, naar der skal skiftes enten efter Faderen eller Moderen. Kap.12. At Husbondens Søn, som er i Fællig, ikke har noget Forlods. Drager Husbondens Søn paa Købmandsfærd udenlands og tjener Penge og ikke er udskiftet fra sin Fader, da skal han, hvis Faderen dør, og han kræver Arv, føre alt, (hvad han ejer), til Skifte eller miste Arven. Men gifter han sig ud af Fælliget og siden bliver rig, da skal han dog arve baade efter sin Fader og Moder, naar de dør.
Kap. 13. Hvis Husbondens Søn fører sin Kone ind (i Fælliget) hos sin Moder og Fader. Gifter Husbondens Søn sig, mens han er i Fællig, og fører sin Kone ind til sin Fader og Moder, og bliver hans Kones Gods ikke optaget i Fælliget, og han derefter dør, da faar hun, hvad enten han havde Børn (med hende) eller ej, ikke mere end det, hun førte med sig ind i Fælliget, fordi hendes Husbond ikke havde nogen Lod, saa længe hans Fader og Moder levede, medmindre der særligt var givet ham noget i Hænde. Men har han Børn med hende, da skal de blive hos Bedstefaderen og Bedstemoderen og tage Arv efter dem, naar de dør. Men bliver der Uenighed om, hvor meget hun førte med sig, da skal hans Fader med Kønsnævn fastsætte det til saa meget, som han vil. Kap. 14. Hvad en Fader maa give sit Barn. Fader behøver ikke at give sit Barn noget i Hænde, saa længe han og Moderen er i Live, men hvis han giver eet Barn noget, da kan han derefter ikke nægte (at give) de andre. Men giver Faderen sit Barn noget, og det Barn selv faar et Barn, da kan hverken Bedstefaderen eller nogen anden, hvis Barnet dør, og Barnebarnet lever, tage det fra Barnebarnet, som Bedstefaderen gav sit Barn. Kap. 15. Om Medgift. Gifter en Fader sin Datter bort med Medgift eller giver sin Søn noget i Hænde, naar denne gifter sig, da skal det, de har faaet, fuldt ud fradrages i deres Lod, naar deres Fader og Moder dør. Men hvis de ikke vil nøjes dermed, da skal de føre det tilbage, som de har faaet, og derefter skiftes der, som Ret er. Men hvis de ikke vil føre tilbage skal de miste Arven. Bliver der Strid, om alt er kommet tilbage, skal sagsøgte føre Bevis med Kønsnævn. Men hvis den, der er ude, vil nøjes med sin Lod, som Faderen gav ham, da kan de andre Arvinger ikke tvinge ham til at føre tilbage eller udligne med dem af det, han har faaet, alene med Undtagelse af Jord. Et Barn er altid nærmere til at bevise, at det er i Fællig, end de andre er til at modbevise det.	Kap. 16. Hvis Søskende rejser Klage mod hinanden over, at de er blevet forfordelt (ved Skiftet). Hvis alle Søskende er i Live, og alle Lodder er udelte, da kan en af dem, hvis han vil, rejse Krav om mere, men dog saaledes, at enhver skal vide, hvor hans Lod faldt, og kræve Udligning med de andre. Tolv af deres Samfrænder skal træffe Mgørelse og aflægge Ed paa, at de ikke kan gøre det rettere. Hvis der opstaar Uenighed mellem forskellige Søskendekuld, skal Samfrænder fastslaa det, de vil, henholdsvis som Fædrenegods, Mødrenegods og Købejord. Er Børn uenige med deres Moder, om hvad der er Fædrenegods, og hvad der er Mødrenegods, og hvad der er Købejord, da skal hun føre Bevis med sine Frænder, for det vidnes da ikke fra Børnene, hvis de overlever deres Moder. Paa samme Maade skal det være, hvis Faderen har Strid med sine Børn, da skal han føre Bevis med sine Frænder, Kap. 17. At Arv beder Arv. Arv beder Arv i alle Skifter, hvis der er kommet Arv mod Arv, uanset hvor stor den er paa den ene Side, og hvor lille den er paa den anden. Men er der ikke kommet Arv mod Arv, da skal enhver først udtage sin Arv, som med Vidnesbyrd kan godtgøres at være indkommet, saafremt det ikke er aftalt, at den skal inddrages under Fælliget. Kap. 18. Hvis sammenbragte Børn er uenige om Løsøre. Er sammenbragte Børn uenige om (Skifte af) Løsøre, skal man paa begge Sider tilbagelevere, (hvad man har faaet), med Kønsnævn, for naar det ikke længere drejer sig om Strid mellem Søskende, kan Samfrænder ikke træffe Afgørelse.
Kap. 19. Hvis den ældste Broder gifter sig, naar. han er i Fællig med andre Søskende. Naar mange Søskende er i Fællig, og den ældste, der er deres Værge, gifter sig og fører sin Kone ind i Fælliget til sine Søskende, og de faar Børn, og hans Søskende er myn°©dige og ikke rejser Klage, da skal hans Børn tage fuld Lod i Fælliget. Men er hans Søskende umyndige eller Piger og saaledes enten ikke kan eller ikke har Lov til at rejse Sag, skal de ikke have Skade af deres Broderbørn, der er født i Fælliget. Kap. 20. Hvis en Mand gifter sig med en Enke. Gifter en Mand, der ikke selv har Hovedlod, sig med en Enke, og har hun Børn, og bliver der ikke truffet Aftale om hans Optagelse i Fælliget eller foretaget Tinglysning, da skal Børnene, naar der skal skiftes, bevise med Kønsnævn, hvor meget deres Stiffader indførte i Boet, og saa meget skal han udtage først, og derefter skiftes Løsøret imellem dem (i saa mange Lodder), som de var i Fælliget, før han blev deres Stiffader, og han faar ikke mere end sin Kones Lod. Kap. 21. Om Slegfredbørn. Et Slegfredbarn skal Faderen føre til Tinget og lyse paa Tinge, at det er hans Barn, og tilskøde det, hvad han vil give det og saa meget, som bliver tilskødet Barnet, beholder det, og ikke mere. Men lyser han det i Kuld og Køn og ikke tilskøder det noget, da tager det halv Lod i Forhold til et Ægtebarn. Men er der ingen Ægtebørn, da tager Slegfred°©barnet, der blev tinglyst, Arven efter Faderen. Men faar det nogen Arv efter Faderen, da arver det efter Søskende lige med Ægtebørn, medmindre Faderen forud har kundgiort paa Tinge, at det skulde nøjes med det, Faderen gav det i Hænde, og ikke have mere og ikke arve efter Søskende.	Kap. 22. At alene Faderen kan anerkende nogen som sit Barn. Den, som Faderen anerkender som sit Barn, kan ingen vrage - og ingen kan paatvinge en Mand et Barn, som han ikke selv har anerkendt - undtagen hans rette Arving. Den Mand, der efter alle Lovens Regler anerkender et Sleg°©fredbarn paa Tinge, skal være ansvarlig for det som for sit Ægtebarn, hvilke Krav der end stilles til det. Men har en Mand et Slegfredbarn, og lyser han det ikke paa Tinge, og det bliver dræbt, da skal de mødrene Frænder tage hele Boden, og de fædrene Frænder og Faderen faar intet, og dør det en naturlig Død, skal Moderen - eller de mødrene Frænder, hvis Moderen er død - og ikke Faderen arve det. Kap. 23. Hvornaar Arv og Gæld skal kræves. Hvis nogen vil kræve Arv eller Gæld efter en andens Død, skal han eller hans Bud komme paa tredivte Dag eller paa det Ting, der er nærmest efter, hvis de er inden for Bygden, men er de uden for Bygden, skal Boet henstaa seks Uger. Er de udenlands, skal det henstaa Dag og Aar. Men er han i Kongens Ærinde, skal han rejse Krav om Arv eller Gæld inden tredie Femt, efter at han er kommet hjem. Men har han intet lovligt Forfald - det, som de fleste regner for lovligt Forfald - og vidste, at Arven var der, og ikke rejste Krav, som det er sagt, i rette Tid, skal den, der tog Arven, have Ret til at føre Bevis for, at han tog den med Rette. Men er der ingen rette Arvinger inden for syvende Mand, og der ingen kommer inden Aar og Dag, da skal Kongen tage Arven. Men hvis man ikke finder nogen retmæssig Arving inden tredivte Dag, da skal Arven vurderes og sættes i Forvaring Dag og Aar. Kommer der da ingen, skal Kongen tage Arven og forvare den, lige til rette Arving kommer, Men kommer der ingen rette Arving efter den, da skal Kongen have den. Aar og Dag det er et Aar og seks Uger.
Kap. 24. Hvis en Mand med sit Vidende gifter sig med en Horkone. Gifter en Mand sig med sit Vidende med en Horkone og bliver viet til hende og faar Børn med hende, da skal de Børn, hvad enten det bliver bekendt for den hellige Kirke eller ej, altid være Ægtebørn. Skilles de senere paa Grund af den kirkelige Ret, da skal de begge tage lige meget af Løsøret, fordi de begge var vidende om deres Forbrydelse. Men vidste hun og ikke han, at det var Hor, og det bliver bekendt, og de skilles, og de har Børn sammen, da skal der fastsættes en Hovedlod for Børnene, og de skal blive hos deres Fader, og hvis de dør, da arver han alene dem, og Moderen arver ikke. Saaledes er det ogsaa, hvis Faderen vidste, at det var Hor, og Moderen ikke, da skal Børnene gaa til deres Moder, og hvis de dør, arver hun dem alene sammen med deres Søskende, og Faderen arver ikke. Men har de ikke Børn sammen, da skal den af dem, der vidste, at det var Hor, hvis vedkommende førte mindre ind i Boet, end den anden i Forvejen havde, ikke have mere end det indførte, hvis de skilles, som det er sagt. Men havde den, der vidste, at det var Hor, mere, da skal den, der ikke vidste, at det var Hor, dog tage det halve af hele Boet. Kap. 25. Om Horebørn. Horebørn tager ikke Arv efter deres Fader, selv om han tinglyser og tilskøder dem alt det, han kan, medmindre han giver dem det i Hænde, før han dør. Men har en Mand Slegfredbørn, og han senere ægter Moderen, da er de Børn alle Ægtebørn, selv om de er født før. Træl og Fledføring og Klostermand kan ikke arve. Kap. 26. Hvis en Mand dør med stor Gæld. Hvis en Mand, der er i stor Gæld, dør og har overladt alt, hvad han ejer, som Sikkerhed for sin Gæld, enten til Klostermænd eller til andre, skal hans rette Arvinger, hvis de vedgaar Arven paa rette tredivte Dag, udrede al den Gæld, der kræves, eller give Edsbevis paa den dødes Vegne. Men vedgaar de ikke Arven, da skal de, der har modtaget hans til Sikkerhed stillede Gods, udrede Gælden, saa langt hans Gods rækker.	Kap. 27. Hvor længe en Mand kan have en Slegfred hos sig. Hvis nogen har en Slegfred i Gaarde hos sig i tre Vintre og aabenlyst gaar til Sengs med hende, og hun raader over Laas og Lukke og aabenlyst spiser og drikker med ham, da skal hun være hans Ægtehustru og rette Husfrue. Kap. 28. Hvem der kan være Værge. Efter Faderens Død er en fuldvoksen Broder Smaabørnenes Værge. Men er der ingen Broder, da er det Bedstefaderen. Er der ingen Bedstefader, da er det Farbroderen. Er der ingen Farbroder, da er det Morbroderen. Findes der ingen af disse, da skal den nærmeste Slægtning være Værge. Fædrene Fræn-der er altid nærmere til at være Værge end mødrene Frænder, hvis de er lige nær beslægtede og vil værge godt. Men vil de værge daarligt, da skal Kongen sætte den, som han vil, til at være Værge, for Kongen er Værge for alle dem, der ikke selv har en ret Værge. Den, der hærger, maa aldrig være Værge. Kap. 29. At en Enke maa beholde sine Børn og deres Gods hos sig. Saa længe en Enke vil sidde uden Mand og ugift med sine faderløse Børn, kan man ikke tage Børnene fra hende, men de lovlige Værger skal dog have Besiddelsen af deres Jord og vogte og føre Tilsyn med den og værge dem med Edsbevis, hvis nogen anden rejser Sag. Moderen skal dog have alt Udbyttet af den og raade derover, som hun vil. Men gifter Moderen sig, da skal Børnene være hos deres lovlige Værge, medmindre de er saa smaa, at de ikke kan undvære Moderens Hjælp, det vil sige, indtil de er syv Vintre gamle. Men efter at hun har giftet sig, skal de lovlige Værger tage Vare paa den Ejendom, som tilhører de Børn, der er hos hende, og give hende Fosterløn og Erstatning for hendes Udgifter. Men sælger Moderen sin egen Jord af Trang, mens hun har dem hos sig, og Betalingen for Jorden forbruges til alles Nytte, da skal hun, hvis hun senere bliver gift, og Børnene drager fra hende, tage saa meget af det uskiftede Løsøre, som Betalingen for hendes Jord udgjorde. Men af deres Jord faar hun intet, medmindre der findes Købejord; da tager hun deraf fuld Erstatning for sin Jord.
Kap. 30. Om Stiffader og Stifbørn. En Stiffader kan ikke være Værge for sine Stifbørn, med°©mindre de nærmeste Frænder samtykker, men (i saa Tilfælde) skal han dog enten tage dem i Fællig med sig eller modtage deres Gods efter Vurdering, saa længe han er deres Værge, men han maa ikke afhænde deres Jord eller Huse. Den, der skal være en andens Værge, skal eje lige saa meget med fuld Ejendoinsret at stille som Sikkerhed, som han tager under sit Værgemaal, saaledes at hvis Værgen øder noget af sit Gods, skal han dog have lige saa meget af sit Gods at erstatte af, som lian har under sit Værgemaal. Men øder han mere, end han selv ejer, da kan han ikke være Værge. Den, der er Værge, skal paase, hvor stor Udgift han har af Børnene, og det, der bliver tilovers, skal komme Børnene til fremtidig Nytte. Men bliver der ikke meddelt paa Tinge med Frændernes Samtykke, hvor meget der hvert Aar skal udredes af deres Gods til deres fremtidige Nytte, da har de Ret til, naar de bliver myndige, at kræve den størst mulige Indtægt, som deres Ejendom kan have givet. Dog beregnes der en Trediedel til Værgen for hans Arbejde og hans Udgifter af det, som deres Gods kan have givet i Indtægt. Ingen Værge maa afhænde Jord, der tilhører de Børn, som han er Værge for. Hverken Faaer eller Bedstefader maa afhænde Børnenes Jord, efter at deres Moder er død. Kap. 31. Hvem der ikke kan være Værge. Klostermænd og lærde Mænd, det vil sige Præster, Degne og Underdegne, kan ikke være Værger paa Lægmænds Ting. Bryde og Træl og Fledføring kan ikke være Værge for nogen, for de er ikke deres egen Værge.	Kap. 32. Om Fledføring. Den, der fledfører sig, kan aldrig tilbagekalde det. Men man skal fledføre sig paa Tinge. Den, der har en Træl eller tager mod en Fledføring, skal hæfte for deres Gerninger. Saarer en Fledføring sin egen Husbond, da betaler Hus-bonden, der blev saaret, Blodbøde, Den, der vil fledføre sig, skal først lovbyde sig og sin Ejendom til dem, der skal arve ham, men forsømmer han det, da kan de sagsøge ham til (at faa) sin Frihed igen eller til (at komme) til dem, Gør nogen Krav paa en Fledføring, og Fledførelsen ikke er sket paa Tinge, da er han fri uden (at føre) noget Bevis. Den, der er gift, kan ikke fledføre sig, medmindre Hustruen fledfører sig sammen med ham, eller de er saa gamle, at Biskoppen tillader dem at leve adskilt. Kap. 33. Hvorledes man skal gifte sig. Den, der vil tage sig en Kone, skal anmode om hende hos hendes Fader eller hendes Søn, hvis han er fuldvoksen, eller hendes Broder. Men findes der ingen af disse, da skal han modtage hende af den nærmeste Slægtning, men det skal dog være med hendes Samtykke og Vilje. Men har Kvinden ingen Frænder, kan hun bede, hvem hun vil, om at give hende til Ægte. Men har hun saa nære Frænder, at de er hendes rette Værger, saasom Fader, Broder, Søn, Bedstefader, Farbroder eller Morbroder, og hun giver sig selv til Ægte uden deres Samtykke, da skal de have Raadighed over hendes Ejendom, saa længe hun lever. Men bliver hun voldtaget, har hun ikke af den Grund forspildt sit Gods. Kap. 34. Hvem der maa afhænde Jord. En Bonde maa sælge sin egen Jord, til hvem han vil, hvis han først har lovbudt den paa tre Ting til sine nærmeste Frænder. Fædrenejord skal tilbydes de fædrene Frænder og Mødrenejord de mødrene Frænder. Men skøder han, før han lovbyder, da kan hans nærmeste Frænder omstøde Salget, og han har forbrudt tre Mark (baade) til Kongen og til Bonden. Men siger Sælgeren, at Jorden var lovbudt, skal han give tolv Mænds Ed.
Kap. 35. Om Konens Jord. Husbonden maa ikke sælge sin Kones Jord, medmindre han har lige saa god Jord at stille som Sikkerhed og har, Barn med hende. Men sælger en Husbond sin Kones Jord og køber anden Jord, skal hun tage Erstatning af Købejorden, saa vidt den slaar til. Men er der mere Købejord, end der blev solgt (af hendes Jord), skal det skiftes mellem alle Arvingerne. Men er der ikke tilstrækkelig Købejord, da skal hun tage Erstatning af Husbondens Fædrenejord. Kap. 36. Hvor gammelt et Barn skal være, før det maa afhænde sit Gods. En Dreng maa ikke sælge sin Jord eller paa anden Maade afhænde den, før han er atten Vintre gammel, men en Pige maa aldrig sælge sin Jord, medmindre hun bliver saa fattig, at hun sælger for at opholde Livet. Da skal der sælges med de nærmeste Frænders Samtykke, men dog ikke mere paa een Gang end for en halv Mark Sølv i eet Aar. En Enke maa med sine Frænders Samtykke baade sælge og mageskifte sin Jord. Sælger Husbonden sin egen Jord og forbruger den i Fælliget, da skal Hustruen ikke erstatte den. Men sælger han baade sin og sin Kones Jord paa Grund af Fattigdom, maa hun bære Tabet, fordi de skal have Føden af det, de begge ejer. Kap. 37. Hvor Jord skal købes. Paa Tinge skal man skøde Jord og ikke andetsteds, det vil sige paa Herredstinget i det Herred, hvori Jorden ligger, eller paa Sysseltinget eller paa Landstinget, for Tingsvidne er saa bindende, at der ikke kan gives Bevis imod det.	Kap. 38. Om Tingsvidne. Tingsvidne vil sige, at de gode Mænd, der var til Stede paa Tinget, aflægger Vidnesbyrd om, hvad de hørte og saa. Færre end syv Mænd kan ikke holde Ting. Saa mange Mænd udgør ogsaa et fuldt Tingsvidne. Skal den Jord, som bliver givet til Kirken, sælges, kan hvem der vil, købe den, for alle kristne Mænd skal være Brødre. Kap. 39. Om Sjælegave. DenHustru, der har en Mand og Barn med ham, maa ikke give mere i Sjælegave, end Husbonden giver sit Samtykke til. Men rejses der Klage over en saadan Sjælegave, enten af et Kloster eller af andre Mænd, da har Husbonden Ret til at føre Bevis for, at han ikke gav sit Samtykke til mere, end det han (nu) indrømmer. Men har hun ingen Børn med ham, da kan hun give sin halve Hovedlod for sin Sjæl. Kap. 40. Hvis en Mand sælger sin Jord, og Betalingen ikke bliver anbragt i Jord. Sælger en Mand sin Jord for rede Penge, og de ikke alle bliver anbragt i Jord, da skal det, der findes i Jord, betragtes som Jord, og det, der findes i Penge, som Løsøre. Men hvis Husbonden først køber Jord for Løsøre og derefter sælger sin egen Jord til sit og sin Hustrus Underhold, da skal - hvis der findes Købejord - det, der er købt, gives Hus-bonden i Erstatning for hans Fædrenejord. Er der købt mere, end Husbonden solgte, skal det skiftes mellem Arvingerne. Er der mindre, skal han tage Erstatning af Løsøret. Er der intet Løsøre, maa han selv bære Tabet.
Kap. 41. Hvis en Mand sælger uden Hjemmel. Hvis nogen sælger Jord uden Hjemmel, og den søges tilbage, skal Sælgeren tilbagebetale Købesummen og bøde tre Mark baade til Bonden og ligeledes til Kongen, fordi han solgte uden Hjemmel. Men den, der sælger Jord til en anden, skal hjemle og værge den for ham med sine Frænder, lige indtil Køberen har tre Vintres Hævd paa den, for Lovhævd er ikke mindre end tre Vintre. Derefter skal Køberen værge den med sine egne Frænder, medmindre der rejses Krav om den af nogle, der ikke var myndige, eller af en Kvinde, der ikke havde ret Værge, eller hvis de Mænd, der havde den i deres Værge, var uden for Landet paa den Tid, da Jorden blev solgt. Kap. 42. Hvis der opstaar Strid om, hvorvidt der blev solgt mere eller mindre. Sælger en Mand Jord til en anden, og de bliver uenige om, hvorvidt han købte mere eller mindre, og Køberen har faaet Lovhævd paa den, uden at der er rejst noget Krav, da har han Bevisretten over for Sælgeren. Men bliver de uenige inden tre Vintre, da skal Tingsvidne afgøre Sagen. Men er der intet Tingsvidne, da er Sælgeren nærmest til at føre Bevis.	Kap. 43. Hvis en Mand paastaar, at han har købt baade Søsters og Broders Jord. Paastaar en Mand, at han har købt baade Søsters og Broders Jord, og hun er ugift og i Fællig med Broderen, og der ikke er Tingsvidne paa, at begge blev særskilt nævnt, da har Sælgeren Ret til at føre Bevis for, at han ikke solgte mere end sin egen Lod. Men kan han ikke føre Bevis, skal han bøde tre Mark. Men en Søster beholder altid sin Jord, med°©mindre hendes rette Værge eller hun selv har afhændet den. Kap. 44. Hvorledes man skal værge Jord. Det tilkommer alene Kønsnævn at værge Jord. Er en Bonde uenig med Kirken om Jord, og er Jorden mere end en Mark Sølv værd efter ret Byvurdering, skal Sandemændene træffe Afgørelse derom. Men er Jorden en Mark Sølv eller mindre værd, og har Bonden den i sin Besiddelse, da skal han værge den med Kønsnævn, men hvis Jorden er i Kirkens Besiddelse, skal Kirkeværgerne og andre af de bedste Sogne-mænd, saa at de er tolv, sværge Kirken den til eller fra. Har Bonden haft Kirkens Jord i sin Besiddelse i fyrretyve Vintre, skal han ikke føre Bevis over for Kirken. Men har Kirken haft Bondens Jord ubestridt i sin Besiddelse i tredive Vintre, skal den ikke føre Bevis over for Bonden, hvis der ikke (før) er rejst noget Krav.
Kap. 45. Hvis man er uenig i en By eller et Bol. En Mand, der siger, at han har mindre af Bolet, end der tilkommer ham, bringer hele Bolet til Rebning. Men er et Bol uenigt med et andet Bol, bringer det hele Byen til Rebning. Kap. 46. Om Ornum i Byen. Er der Ornum i Byen, skal det have været der fra Arilds Tid og være særskilt afmærket som saadant, enten med Sten eller med Pæl eller med Grøft. Det rebes ikke med Byen, fordi det er hele Byen uvedkommende. Men opstaar der Uenighed om, hvorvidt noget er Ornum eller en Del (af Bymarken), hvis det henligger ubebygget, skal den, der har det i sin Besiddelse, bevise med Kønsnævn, at det er hans Ornum, og at det ikke skal skiftes sammen med Byen. Men er det ikke afmærket med Sten eller med Pæl, skal det under-kastes Rebning. Kap. 47. Hvis en Torp er uenig med Adelbyen. Er en Torp anlagt ude paa Marken, og Agerland og Eng er helt fælles (for Torp og Adelby), og man er uenige om, hvad der hører til Torpen, og hvad der hører til Adel-byen, da skal de, der bor i Adelbyen, føre Bevis. Og hvis de, der bor i Adelbyen, finder, at Torpen er til Skade for dem, da kan de kalde Beboerne i Torpen tilbage, hvis Skaden er utaalelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes en Lovdag for dem paa Tinge, da de skal drage tilbage. Bliver de boende, efter at det paa lovmæssig Maade er krævet, at de skal flytte tilbage, skal de bøde Kongens Ret. Men hvis de har tre Vintres Hævd paa deres Bebyggelse, uden at der er rejst Klage paa Tinge, da kan man ikke ved Retssag tvinge dem til at flytte tilbage.	Kap. 48. Hvis en Mand bosætter sig i Vangen. Hvis nogen fra Adelbyen bosætter sig i Vangen, da skal han, selv om han bygger paa sin egen Grund, skaffe sig Forte og Fægang paa sin egen Jord skadesløst for alle Ejerne eller igen flytte tilbage til Adelbyen. Kap. 49. Om Rebning af Jord. Ingen i Byen maa undslaa sig for Rebning, hvem der end stiller Krav derom. Hvis nogen vil bevise, at han har Stuf eller Særkøb i en Del (af Bymarken) eller i Byen, skal han dog tillade, at der foretages Rebning, men han skal have lige saa meget (ved Rebningen), som han havde, før han eller hans Forfædre fik det Særkøb eller Stuf, og det skal ikke komme nogen Mand til Skade undtagen den, der bør bære Tabet, det vil sige Sælgeren. En Mand er altid nærmere til at bevise sin Ret til Rebning, end hans Modpart er til at modbevise den.
Kap. 50. Hvorledes man ad retslig Vej skal fremtvinge Rebning. Den, som ad retslig Vej vil fremtvinge Rebning, skal først rejse Klage paa Tinget over, at han er forfordelt af sine Medejere og har mindre, end han bør have, og forlange Ud-ligning ved Rebning. Da skal der fastsættes et Ting for ham og hans Modpart, (det skal være) det nærmest følgende Ting, hvis de bor inden for Herredet. Bor nogen uden for Herredet, da fastsættes et Ting en halv Maaned efter. Sagsøgeren skal stævne den sagsøgte fem Nætter før Tinget i hans Hus med to Mænd. De skal ogsaa vidne paa Tinget, at han var lovlig stævnet. Kommer den indstævnede til Stede og svarer, da fastsættes en Frist paa fem Dage af Tinget for dem til at rebe den Jord, hvorom de er uenige. Der skal udtages Ting°©høringer, som er gode og paalidelige Mænd, til at være til Stede og paase, om den sagsøgte tilbyder Retfærdighed. De skal paa Tinget sige, hvad der er sket paa Lovdagen, og efter deres Vidnesbyrd skal man fastsætte Rebning, hvis det er nødvendigt, eller dømme, at det, som Tinghøringerne var enige om, skal staa fast, Har den sagsøgte Forfald paa Gen°©mæletinget og ikke selv kan komme, da skal der fastsættes et andet Ting for ham, men længere end til tredie Ting maa der ikke meldes Forfald, medmindre han ligger i Sygeseng, saa at han ikke kan komme, eller er i Kongens Tjeneste eller Ærinde eller uden for Landet paa Pilgrimsfærd eller er stævnet for en højere Ret eller til højere Forsvar, eller han skal værge sin Jord, og det er hans rette Lovdag. Disse Omstændigheder er lovligt Forfald i alle Retssager, men hvis man tager til Genmæle paa Tinget, kan alle Forfald dog hindre Lovdagen undtagen alene Pilgrimsfærd. Men ved-tager alle Ejere Rebning paa Tinget, kan een Mand eller to ikke senere forhindre den.	Kap. 51. At ingen maa bebygge Forten. Ingen Mand maa bygge paa Forten, for Forten tilhører alle. Den, der er Medejer i Byen, kan altid, af hvad Størrelse hans Ejendom i Byen end er, rejse Sag angaaende Forten, hvis nogen har formindsket eller forringet den. Alle lofter, der ligger i Byen, baade gamle lofter og svorne lofter, skal have Forte. Det er en svoren loft, hvis alle Mænd tager en Del, som før var Agerland, og gør den til Toft, dog saaledes, at der af den samme svorne loft ogsaa skal gøres Forte. Naar der bor Mænd uden for Adelbyen, skal de skaffe sig Forte af deres egen Grund. Men er alle flyttet fra Moder-byen, og der sidder en tilbage, da er han nærmere til at kalde dem tilbage, end de er til at kalde ham bort, medmindre han tier og taaler det for længe, det vil sige tre Vintre, uden at der er rejst Klage. Bliver hele Byen øde, skiftes det, der før var Forte, som anden Jord til By og til Bol. Kap. 52. Hvad tolv Lodsejere skal sværge om. Tolv Lodsejere skal vidne med deres Ed (om Grænser) mellem loft og Forte, mellem loft og Agerland og mellem Skov og Agerland og mellem Aasene og Agerenderne indbyrdes og om Kongens Hovedvej, Men er der ikke tolv Mænd i den By, da skal man udtage af den By, der er dem nærmest, indtil der er tolv. Hvad de tolv sværger, efter at de er lovlig tilsagt, paa den rette Lovdag, som er fastsat paa Tinge, det skal staa fast; men er de uenige, da skal det staa fast, som de fleste udtaler om det, hvorom Striden drejer sig. Men sværger seks et og seks noget andet, da skal der udtages endnu tre, og det, som de to af dem slutter sig til, skal staa fast. Selv om der kommer flere Nævninger til, skal det, som de første fastslog, staa ved Magt. Enhver Mand, der bor i Byen, skal og kan sværge sig til Forte og Udgang, hvis han har tre Vintres Hævd paa sin Udgang, uden at der er rejst Indsigelse.
Kap. 53. Hvis en Mands Skov og en andens Mark støder op til hinanden. Støder en Mands Skov og en anden Mands Mark op til hinanden, da naar Skovejerens Ejendomsret saa langt, som Grenene rækker, og Rødderne rinder, medmindre det er Almindingsskov, for der ejer Kongen Jorden og Bønderne Skoven. Kap. 54. Om Mageskifte. Ingen kan tvinge en anden til Mageskifte mod hans Vilje. Kap. 55. Hvis en By skal solskiftes. Skal en By solskiftes, da skal enhver opgive sin Besiddelse i hele Markjorden, medmindre det er Ornum eller Kirkestuf eller en Mands Særkøb, om hvilket man ikke ved, i hvis Lod det skal gaa fra. Man maa hverken øge eller mindske en Del, hvori der ligger Stuf. Derpaa rebes først Tofterne, der ligger i Byen, saaledes at ingen kan rejse Indvending. Men kommer en Mands Jord, som han har faaet tildelt ved Rebningen, til at ligge, hvor en anden Mand har en Bygning, og den, der bor derpaa, ikke vil flytte derfra, da har den, der gør Krav derpaa, Ret til at tage lige for lige af hans ubebyggede Jord, hvor han vil paa Marken. Man skal værge Landbotoft som den Toft, hvorpaa man selv bor, og paa samme Maade Gaardsædetoft og en hvilken som helst Toft, hvorpaa der er en Bygning, som er bygget, før der blev rejst Sag om Rebning af Marken. Men bygget en Mand paa en anden Mands Jord enten Hjelm eller andre Huse, da maa den, der ejer Jorden, ikke nedbryde de Huse, undtagen alene efter Tingsdom og efter tre Lovdages Frist. Men rømmer den, der byggede det, til første Lovdag og giver Edsbevis paa, at han mente, det var hans eget, skal han være sagesløs. Men lader han Sagen komme til Dom, skal han bøde tre Mark til Bonden og ligesaa til Kongen. Ligesom Tofterne i Byen skiftes, skal hele Mark-jorden skiftes. Det samme gælder, naar et Gærde ad retsug Vej skal flyttes, som naar et Hus skal flyttes.	Kap. 56. Om Veje. Til hver By skal med Rette føre fire Veje, de, som fra Arilds Tid har ført derhen, og dem maa ingen spærre eller ødelægge; men den, som spærrer eller ødelægger dem, skal bøde tre Mark til Kongen og dog gøre Vejen godt farbar. Paa hver Bymark skal de Ejere, der bor paa Marken, istandsætte den offentlige Hovedvej. Men er den meget ufarbar, enten paa Grund af Mose eller store Aaer, da skal hele Kirke-sognet være behjælpelig med at bygge Bro, hvis det er nødvendigt. Men er det hele Herredets Vej, da skal hele Herredet hjælpe med til at bygge Bro og senere med at holde den. Ingen maa lukke eller spærre svorne Veje, der fører til Købstad eller Ting eller Strand eller til Skov. En Hovedvej skal være fjorten Alen bred, men Forte skal være femten Favne bred eller saa bred, som alle Ejerne vil nøjes med. Kap. 57. Hvorledes man skal bygge Mølle. En Mand maa ikke opføre Mølle fra ny, medmindre han har Dæmning og Dæmningssted, saaledes at der ikke sker Oversvømmelse paa en anden Mands Ager eller Eng, eller man ved Opstemning af Vandet ødelægger de gamle Møller, der er Møller fra Arilds Tid. Bliver en Mølle opført uden Indsigelse, og uden at der rejses Klage over den af nogen, og den, der opførte den, faar Lovhævd paa den, da skal han føre Bevis for Flod og Flodsted og Dæmning og Dæmningsdige med Kønsnævn. Lovhævd er tre Flodmaal, uden at der er rejst Klage. Gøres der Indsigelse, før Møllen bliver bygget, eller før den, der byggede den, har Lovhævd paa den, da skal Synsmænd udmeldes for at undersøge, om den bevirker Oversvømmelse paa sin egen eller paa andre Mænds Grund, for ingen maa fremkalde Oversvømmelse paa anden Mands Jord uden hans Vilje og heller ikke grave eller bygge Hus paa den. Den samme Lov gælder om Fiskedam som om Mølle. Man maa ikke lede Vandet fra den Rende, hvor det har været fra gammel Tid, bort fra anden Mands Mølle eller Fiskedam eller fra en anden Mands Jord.

Her ender første Bog.
Der er ialt 3 bøger med Jyske Lov, se herunder for mere information.

Ny service!

Kontaktinformation: Redaktør af MiddelalderInfo: Flemming Elimar Jensen, Stefansgade 19A, 8700 Horsens Kontakt mig pr. email her! Tlf. nr. 46 92 79 05 / mobil nr. 50 50 26 03

Menu MiddelalderInfo sider:

Menu til øvrige websider på MiddelalderInfo (MI)
MiddelalderInfo	Søg og find	Tro & kirken	Diverse	Folkeslag/sprog	Håndværk etc.
Startside Nyhedsbrev Klub MI Leje af service Middelalder telte Bestil Nyhedsbrev Kontakt Webmaster	Arrangementer Medlemmer Soldater/aktører Søg & find Heraldik info Jyske Lov Kongerækken Ordliste Ordsprog	Tro Munkeordener Munke/nonner Klostre Messe Korstog Pilgrimme Afladshandel Inkvisition Reformation	Musik Musik baggrund Musik CD Bøger Boganmeldelse Mad baggrund Mad opskrifter Faste Hygiejne Sygdom	Folkeslag info Folkeslag i Europa Folkeslag Angler Sprog i Europa Folkeslag Dansker Folkeslag Frankerne Rimkrøniken Film	Håndværk Byggeteknik Tal, vægt, mål Kirkebyggeri Kirke inventar Kirke typer Nål og tråd Våben Handel i Europa Hanseaterne