Retur til forsiden!


Redaktør Flemming Elimar Jensen

MiddelalderInfo
Inkvisitionen i middelalderens
kirke/Pavekirken



Denne side er ajourført 21. marts 2013



Inkvisitionen - hvad var det?

i år 1184 organiseredes efter pavens ordre den biskoppelige inkvisition.
Men da biskopperne ikke var tilstrækkelig nidkære, indførtePave Gregor 9. - i år 1232 en direkte pavelig inkvisition, ledet af dominikanermunke.

Tilståelse - kun en totur var tilladt!

fremskaffedes eventuelt ved tortur - der måtte dog kun foretages een tortur - som nemt blev omgået ved at forlænge den igangværende tortur optil flere dage/uge eller måneder - indtil ofret brød sammen og tilstod. Straffen var altid døden på bålet! Kirken var uhyggelig dygtig til at omgåes lovene til egen fordel.
Selve straffen der var en højtidelig kirkelig handling, autodafé, (retskendelse om folks tro), hvor den "overbeviste" kætter blev udleveret til de verdslige myndigheder, som besørgede brændingen. Så havde kirken "rene hænder".
Tilstod den anklagede i tide kom "milde straffe" som hudfletning eller kirkebod i anvendelse.

Særlig berygtet indenfor inkvisitionen blev Torquemada, der var storinkvisitor i Spanien 1483-98.
Inkvisitionen ophørte i Mellemeuropa ved reformationen, men den fortsatte med den katolske kirkes "velsignelse" i Spanien og Italien indtil det 19. årh.
Den sidste Autodafé fandt sted i 1826, hvor skoleinspektøren Cayetano Ripoll blev henrettet, da man mente, han havde en forkert opfattelse af troen på Gud.

Dette viser at de virkelig var meget civiliseret i Spanien og Italien hvor Pavekirken, den katolske kirke, har en enorm magt.
I England blev inkvisitionen kun praktiseret i kort tid; i Norden fik den aldrig fodfæste, vi var ikke så barbariske som de såkaldte "civilicerede katolikker" omkring Middelhavet.


Inkvisitionen - og dens forhørsmetoder

At komme i inkvisitionens vold var med rettet frygtet af alle.
Som illustrationer fra 1400-tallet viser, anvendte man forskellige metoder til at fremtvinge tilståelse om kætteri eller heksekunst.

For eksempel: Torturkammeret forevises (for at fremtvinge tilståelse).

Inkvisitionen brugte følgende betegnelser som:

  • "Maskinen" - trækker arme og ben fra hinanden!
  • Amputering af lemmer
  • "Garotten" - offeret tortureres ved hjælp af reb som strammes på kroppen og om halsen så vedkommende langsomt kvæles
  • "Taljen" - offeret ophænges i armene
  • "Hjulet" - offeret hvirvles hurtigt rundt mange gange, indtil han/hun mister bevistheden.
  • Armvrideren, armene vrides ved hjælp af maskinen bagud og evt. af.
  • Kiler bliver banket gennem offerets knæ, skinneben og fødder.
  • "Vandet" - offeret fyldes med vand
  • Brænding med glødende jern
Se en uhyggelig billedserie om Inkvisitionens arbejdsmetoder! - Det er en gyser!
Alle disse grufulde metoder af totur var velsignet af Pavekirken for at få en tilståelse, om at offeret var en heks eller kætter - en der ikke havde den rette tro i følge Pavekirken (ikke katolik).
Folk der havde en anden tro - eller måske var dygtige til at behandle mennesker med urter blev af Pavekirken udråbt til hekse eller kættere. Da det var et angreb på deres magt og viden, som de selv ønskede at have fuld kontrol over.
Behandlingen endte altid med at offeret var så ødelagt, at han/hun døde eller blev dræbt. Det var virkelig barmhjertighed som Jesus havde undervist i.

Den spanske inkvisition

Den spanske inkvisition blev oprettet i Rom den 1. november 1478 af pave Sixtus 4.

Derved imødekom man en ansøgning fra regenterne Isabella af Kastilien og Ferdinand 2. af Aragonien. Som følge af deres ægteskab regerede de rigerne Aragonien og Castilien i personalunion. I ansøgningen anmodede de om oprettelsen af en domstol til at forfølge "falske" kristne, kættere, jøder og muslimer.

Den spanske reconquista, hvor landet var erobret af de kristne, men stadig var beboet af store muslimske og jødiske befolkningsgrupper.
Desuden fandtes der forskellige kætterske kristne, som man også gerne så fjernet. Inkvisitionen blev derfor et vigtigt redskab i den sindelagskontrol (limpieza de sangre), som det spanske kongehus øvede over omvendte jøder og muslimer.
I februar 1482 forekom den første Auto de fe (= "retskendelse om folks tro") hvor man brændte 6 personer levende. Det blev starten på 350 års systematisk henrettelse af folk på baggrund af deres tro. Særlig berygtet blev Torquemada, der var storinkvisitor i Spanien 1483-98.
Den sidste Auto fandt sted i 1826, hvor skoleinspektøren Cayetano Ripoll blev henrettet, da man mente, han havde en forkert opfattelse af troen på Gud.
Så meget til de såkaldte civiliserede spanioler! Tænk sig for 180 år siden brændte man folk i Spanien!

Den Spanske inkvisition menes at have omkring 200.000 dræbte mennesker på samvittigheden. Alt sammen i Pavens (Guds) navn!

Hvad var Reconquista'en?

Det er historien om den langsomme generobring af den Iberiske halvø (dvs. det nuværende Portugal og Spanien), som folk fra de kristne kongeriger udførte i tidsrummet mellem år 722 og 1492, og som medførte fordrivelsen af de muslimske maurere fra halvøen.

Desuden fandtes der forskellige kætterske kristne, som man også gerne så fjernet. Inkvisitionen blev derfor et vigtigt redskab i den sindelagskontrol (limpieza de sangre), som det spanske kongehus øvede over omvendte jøder og muslimer.

>>Læs mere om Reconquista'en her - fra Wikipedia

Pave kirken's kamp mod de "vantro" hekse og kættere

  • Om hekse i middelalderen
  • ca. 600.000 kvinder blev brændt på bålet af Pavekirken som "hekse".
    At de så kaldte dem kættere (folk der ikke var troende katolikker) er totalt ligegyldigt. Folk blev dømt for at være anderledes end det der var acceptabelt af Pavekirken.
  • Hekseforestillingerne bliver af to dominikanermunke, Kramer og Sprenger, i 1487 sat i system ved udgivelsen af "Heksehammeren", som i perioden frem til 1650 når at komme i 30 oplag.
  • Den sidste heks bliver officielt brændt i Danmark i 1693, men der er flere tilfælde hvor kvinder bliver anklaget for at være hekse af andre borgere pga. en fejlslagen høst eller lignende, helt op til år 1850 - og derefter dræbt uden at være fremstillet for en domstol. Her tog befolkningen ofte retten i egen hånd.

Heksetesten, Kan hun flyde på vandet? Middelalderinfo

Heksetesten
Kan hun flyde på vandet?

Man kunne altid teste, om en kvinde var "heks", ved at binde "heksen" den nøgne kvinde, og smide hende i vandet fra en bro!

Hvis hun kunne flyde så var hun skyldig!
og skulle så dømmes som en heks til døden på bålet!

Hvis hun sank og druknede, var hun uskyldig!
Så kunne hun begraves i indviet jord på kirkegården, og derved kunne hun sikres en plads i paradiset med Pavekirkens fulde velsignelse - efter at de lige havde dræbt hende.
De - Katolsk Kirke, var nogen Sataner mod mennesker, og misbrugte deres magt på det groveste.

At hun så under alle omstændigheder døde var 100% sikkert!

Der findes andre primitive urreligioner der praktiserer den slags rundt omkring i verden. De kaldes analfabeter og vantro.....
Virkelig flot af Pavekirken i en såkaldt oplyst verden.

Bøger om "Hekse"

  • Gustav Henningsen: "Fra heksejagt til heksekult, 1484-1984", Gyldendal, 1984.
  • "Den sidste Hexebrænding i Danmark 1693", Gad, 1971.
  • Jens Chr. V. Johansen : "Da Djævelen var ude...", Odense Universitetsforlag 1991.
  • Hugh R. Trevor-Roper: "Hekse og heksejagt", Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 1973.

Index Librorum Prohibitorum- Forbudte bøger

De forbudte bøgers indeks var liste over forbudte bøger i Den katolske kirke.

Indekset blev til i lyset af den protestantiske reformation og blev med tiden et vigtigt værktøj for inkvisitionen, havde sin glansperiode i 1600-tallet og blev ajourført helt op til 1961. I 1966 blev indekset officielt afskaffet.

Indekset var kun en del af kirkens censurapparat. Alle katolske skrifter skulle igennem en forhåndscensur, der skulle sikre at indholdet var i overensstemmelse med den katolske tro. En sådan forhåndsgodkendelse hed Imprimatur (latin for kan trykkes).

Idéen om en liste over forbudte bøger var ikke en katolsk opfindelse.
Efter bogtrykkerkunstens opfindelse i 1455 blev det muligt at trykke og sprede litteratur på en måde og med en hast, der ikke tidligere var set. I en række lande blandt andet Frankrig opstod der et statsligt bogforbud, der havde til hensigt at regulere og kontrollere bogmarkedet såvel politisk som religiøst.

I 1515 vedtog Det femte Laterankoncil (kirkemøde) princippet med en liste over forbudte bøger, og i 1550erne da den katolske kirke blev rystet af reformationen etablerede Pave Paul IV i 1559 det første Index Librorum Prohibitorum, der fortrinsvis rummede værker af Martin Luther og John Calvin, som den katolske kirke opfattede som kættersk materiale. Motivet var at beskytte folk mod kættersk teologi og på den måde værne om den sande tro.

Indekset rummede også videnskabelige værker, og henimod slutningen af middelalderen blev en række magiske værker og værker om troldomskunst tilføjet, og indekset blev således brugt som et inkvisitorisk værktøj.

Indekset havde sin storhedstid fra 1559 og 100 år frem, hvor Europa gennemlevede en ustabil periode trosmæssigt med de store religionskrige. Det blev revideret flere gange og den sidste trykte udgave, der udkom i 1948 havde 4000 titler på listen. Op gennem 1800- og 1850-tallet blev indekset dog mere og mere kontroversielt. Ved Det første Vatikankoncil i 1870 var dets afskaffelse på dagsordnen, men koncilet blev afbrudt på grund af den fransk-tyske krig. Først efter Andet Vatikankoncil i 1960erne blev listen formelt afskaffet, da stod der 6000 titler på listen.

Forbudte skrifter

Index Librorum Prohibitorum rummede blandt andre værker af:


Links til andre websider om middelalderen:

Side er ajourført 21. marts 2013

© MiddelalderInfo 2013 v/Flemming Elimar Jensen, Webmaster:  Web-Com