De heraldiske farver kaldes tinkturer, og de kan deles op i to grupper,
farver og metaller.
består først og fremmest af et skjold (våbenskjold), som er
dekoreret med en eller flere figurer der kaldes skjoldmærket.
Dernæst af en hjelm med hjelmklæde og hjelmfigur
(hjelmtegn).
Hertil kan, alt efter indehaverens rang, tidens mode eller personlig
smag, tilføjes rangkroner eller andre rangtegn, embedsinsignier,
skjoldholdere, våbenkappe, ordenstegn bånd med motto mm.
Skjoldet er den vigtigste del af et våben.
Det kan være næsten af hvilken som helst form alt afhængig af tid,
sted, funktion eller personlige ønsker.
Et skjold kan bruges alene, med krone på, med hjelm og hjelmfigur
eller med hjelmfigur alene (almindeligt i britisk heraldik).
Symbolernes betydning
Brugen af diverse symboler på våbenskjold til at repræsentere en
slægt eller person udviklede sig i løbet af 1100 til 1200-tallet
med fremvæksten af adelsfamilier og udviklingen af det feudale system i
Vest- og Centraleuropa.
Frankrig var den vigtigste drivkraft med lande som England, Italien
og Det hellige Romerske Rige (Tyskland) følgende tæt efter.
Spanien og Nord- og Østeuropa udviklede deres egne traditioner som mere
eller mindre havde lighedspunkter med de ovennævnte 4 lande/områder.
Hjelme
Tøndehjelm
Den ældste form for hjelm der bruges inden for heraldikken er en
tøndehjelm eller kedelhjelm.
Den går tilbage til 1200 tallet og blev fra 1300-tallet gradvist afløst
af stikhjelmen. Den bør kun bruges i forbindelse med et våben, som
faktisk kan føres tilbage til 1200- eller 1300-tallet (undtagelse er
Skotland, hvor den bruges som en slags ranghjelm).
Stikhjelmen har sit navn fra "at stikke", det vil sige at
kæmpe med lanser i en turnering.
Den kom i brug fra 1400-tallets begyndelse, og efter at den i løbet af
renæssancen var blevet afløst af trallehjelmen, blev den brugt inden
for heraldikken i flere århundreder især i borgerlige våbner. Dette
ændredes gradvis og i dag bruges den sikkert lige så meget i adelige
som i borgerlige våbner.
Trallehjelmen, eller bøjlehjelmen, kom i brug i løbet
af 1400-tallet. Det er dog ikke klart om den faktisk har været anvendt
i turneringer eller om den blot var en paradehjelm, som
turneringsdeltagerne udstillede før kampen med de tilhørende hjelmtegn.
Det blev i renæssancen og senere forsøgt at gøre den til et adeligt
privilegium, hvilket dog aldrig helt lykkedes.
Visirhjelmen blev anvendt fra 1500-tallet og fremefter oftest
set forfra med åbent visir, undertiden var de af guld, anvendt af
konger og fyrster.
Hjelmklædet
var oprindeligt et stykke stof som var fastgjort på hjelmens
overside og hang ned over krigerens nakke og skuldre, for at beskytte
mod solens varmende stråler.
Sikkert i forbindelse med datidens dragtmode udviklede hjelmklædet sig
i sin heraldiske udformning gennem 1400-tallet og fik folder og fald,
flige, tunger og indskæringer.
Hjelmklædets tinktur er i reglen de samme som skjoldets: dettes
vigtigste farve på ydersiden og dets vigtigste metal på indersiden, men
der findes mange undtagelser.
I 1500-tallet og senere gik udviklingen af hjelmklædet videre til
hvad der ofte opfattes som løvværk.
I 1600- og 1700-tallet udvikledes der en ny form for hjelmklæde,
nemlig våbenkappen.
Hjelmfigurer
For at holde hjelmklædet på plads begyndte man fra midten af 1300
tallet, at anbringe en vulst af snoet klæde rundt om hjelmen, dens
funktion var tillige at danne basis for hjelmfiguren. Med samme formål
anvendtes ofte også en krone, oprindelig kun brugt af fornemme
personer, men efterhånden blev de også almindelige blandt alle stænder,
og hjelmkronen er altså ikke en rangkrone.
Siden 1700-tallet ses imidlertid ofte også rangkroner på hjelmen,
hvilket kan være forvirrende. Ved siden af den traditionelle
middelalderlige krone udvikledes efterhånden en række specielle
kroneformer.
Det vistnok ældste kendte eksempel på brug af hjelmfigur sidder i et
segl fra 1197, men først i løbet af 1200- og 1300-tallet blev
hjelmfigurer almindelige.
De var i reglen fremstillet af læder, lærred på ramme, fjer og
lignende, og brugtes især til turnering.
Måske var det at føre hjelmfigur oprindeligt udtryk for en bestemt
rang, så f.eks. kun personer, hvis stand tillod dem at deltage i
turneringerne, havde ret til det. Nogle hjelmfigurer er forskellige fra
figuren eller figurerne i skjoldet, i andre tilfælde er der sammenhæng,
eller figurerne er helt ens.
I god heraldik vender hjelm og hjelmfigur samme vej.
Våbenskjold inddeling:
- Delt - vertikalt
- tværdelt - horisontalt
- Dexter - skrådelt fra venstre hjørne øverst til højre nederst
- Sinister - skrådelt fra højre hjørne øverst til venstre nederst
- Firdelt - kvadreret
- Skråt - firdelt
- Skjold hoved - linie ca. 1/3 oppe
- Skjold fod - linie ca. 2/3 nede
oversigten laves færdig senere, vil finde billeder som beskriver de
enkelte inddelinger, det er noget nemmere at forholde sig til.
I forbindelse med ridderturneringernes blomstring i 1200-tallet,
begyndte franske heralder at systematisere våbenskjoldenes udformning
og fastsætte regler for deres brug fx. var det kun muligt for adelige
at få et våbenskjold i Frankrig.
Våbenmærker i Europa - delt op i grupper:
anvendes især til fyrster, højadel og indehavere af høje embeder
Somme tider blev et våbenskjold holdt eller båret af såkaldte
skjoldholdere.
Flemming Elimar Jensen, redaktør af MiddelalderInfo.
