MiddelalderInfo ved Flemming Elimar Jensen, www.middelalderinfo.dk

Redaktør: Flemming Elimar Jensen

Retur til forsiden!

MiddelalderInfo


Her kan du finde information
om handel i middelalderen.
Om naturaliehandel, handelsveje,
dobbelt bogholderi, hanseforbundet

Side er ajourført fredag 17. december 2010

Her på siden om handel kan du bl.a. læse om:

Kan du ikke finde det du søger efter?



Bytte handel med naturalier?

Handel foregik direkte fra bonden der drog ind til byen og solgte sine varer.
Købmand købte og solgte varer fra ind- og udland.

Megen handel foregik med naturalier - dvs. byttehandel uden indblanding af penge, men disse fik efterhånden mere indflydelse og udbredelsemed handelsfolk der rejste rundt og havde forbindelse med andre lande.

Så længe der har været mennesker, har man altid byttet sig til andre varer. Her i Skandinavien har vi det nordiske guld, rav, som folk i sydeuropa ikke kendte - og derfor var det meget eftertragtet dernede. Metaller som bronce og ædelmetaller var sjældne i nordeuropa og derfor meget eftertragtede af dem som havde råd til at købe dem.

Handelsveje og varer 

Fra ca. 1000 tallet, højmiddelalderen indtrådte der et alment opsving i handlen - specielt over lange afstande - kaldet fjernhandelen).
I Sydeuropa var en række italienske byer ledende bl.a. Venezia, Piza, Genova, Amalfi.
Handelen drejede sig hovedsageligt om luksusvarer af høj kvalitet og værdi i forhold til omfanget.

Pramfarten på Gudenåen

Helt tilbage fra oldtiden har Gudenåen været en af Jyllands hovedveje; Derom vidner de mange bopladser, og på trods af mange fald og forhindringer har det nok været lettere at transportere ting af vandvejen, end gennem et vildnis uden, eller med elendige veje.

De ældste vidnesbyrd om Pramfarten på Gudenåen er fundet i gamle retsprotokoller fra 1400-tallet.
Kong Christoffer af Bayern (1418-1448) bekendtgjorde, at "trækkarle havde lov til at slæbe pramme op langs åen med tov".

I 1548 bestilles 10.000 mursten ved Øm Klosters teglværk, der skal prammes til Randers, når de er færdigbrændt. I en tid hvor man regnede med mellem 40 og 60 munkesten på et vognlæs, har det nok kunnet betale sig med et par omladninger, fremfor at skulle foretage hele vejen med vogne som ville kræve ca. 200 vognlæs fra Øm til Randers. Vejene i middelalderen var ikke særlig gode, så det ville være en enorm opgave at fuldføre.

Varer fra Østen

En række af disse varer stammede fra det fjerne østen. Fremfor alt krydderier men også kostbare klæder, ædelstene, elfenben, perler, farvestoffer og kunsthåndværk fra så fjerne lande som Indien, Java, Molukkerne og Kina. De blev fragtet ad karavaneveje gennem det indre Asien (Turkestan) eller ad søvejen gennem den persiske bugt og Rødehavet frem til landene i det nære østen, dvs. Israel, Libanon, Syrien, Tyrkiet og omkring Sortehavet, hvor italienske købmænd overtog varerne, og i de områder i en vis udstrækning oprettede handelskolonier. Araberne fungerede i denne handel som mellemmænd.
Fra det nære østen selv blev der hentet bomuld, alun og sukker. De italienske handelskolonier modtog også slaver, pelsværk, korn, tømmer og metal, der blev fragtet sydover på floderne i områder i Rusland og Ukraine.

Eksport af varer til Østen

Fra Europa foregik der også en eksport østover til Asien, her eksporterede Europa olivenolie, vin, frugt, korn, salt, tekstiler, tømmer, rustninger, våben og slaver.

 Transport af varer foregik med stude eller heste eller via skibe

Stude blev drevet ned af handelsvejene, som f.eks. Hærvejen også kaldet Oksevejen fra Viborg i nord til Hamborg i syd.
Studene kunne også trække vogne med tungt gods.
Omkring år 1000 e.kr. - blev seletøj til heste opfundet - det var et kæmpestort fremskridt, da man derved nu kunne bruge heste til at få transporteret sine varer rundt i landet på.
Hesten er mere effektiv end en stud (okse) - da den går 1 1/2 gang hurtigere end en okse - og kan arbejde ca. 2 timer mere pr. dag end oksen.
Denne kendsgerning medførte en stor styrkelse af transporten af varer fra syd til nord og øst til vest i Europa.

Skibstransport var også meget udbredt, specielt til de tunge og lange transporter. Det der blev transporteret på denne måde var massevarer, der ikke var specielt dyre, men vejede eller fyldte meget.

Nordeuropa og fjernhandel

Fjernhandelen i Nordeuropa havde gennem hele middelalderen et noget andet præg, eftersom den i højere grad bestod af massevarer, hvis volumen
var større i forhold til værdien, og som derfor krævede et større transportvolumen.

Vigtige varer var her saltede sild fra Østersøen, pelsværk, honning, tjære, voks, huder, metaller, tømmer, korn, samt tørfisk og fiskeprodukter fra Norge.
En anden vigtig vare var tekstiler fra Flandern (nordlige Frankrig/Belgien) og efterhånden også fra England.

En række byer i de nordøstlige og nordvestlige dele af Tyskland, samt det nuværende Holland (Nederland), overtog efterhånden ledelsen af denne handel, gennem det såkaldte Hansaforbund, en forholdsvis løs sammenslutning af byer knyttet sammen pga. den fælles interesse i handelsforbindelsen Østersøen-Vesteuropa, og særligt transithandlen over Lübeck og Hamburg via floderne Trave og Elben. Hansaforbundet havde meget stor magt, og var i stand til at føre krig og gennemføre vellykkede handelsblokader mod en række europæiske stater, men blev dog aldrig selv til en stat.

Opsvinget i fjernhandelen i middelalderen var tæt knyttet til og var delvist en forudsætning for udviklingen af industriel produktion for eksport.

På baggrund af fjernhandlen opstod der to økonomiske tyngdepunkter i Europa:
Norditalien og i Flandern (det  nuværende Nordfrankrig og Belgien).


Produktionen var hovedsageligt koncentreret i en række byer:

  • i Norditalien, Venezia (glas- og våbenproduktion),
    Milano (guldsmedevirksomhed, silkevævning),
  • Lucca, Arezzo, Siena, Genova (silkevævning) og Firenze (uldvævning).
  • I Flandern foregik det meste af uldtøjsproduktionen i begyndelsen i de vallonske byer Arras, St.Omer og Douai,
    men fra slutningen af det 13. århundrede overtog de flamske byer Ypres, Gent og Brügge ledelsen.
  • Både i Syd- og Nordeuropa var det overvejende kapital akkumuleret gennem handelsvirksomhed, der i første omgang blev investeret i industriproduktionen, og det var storkøbmændene, der havde kontrol over produktionen. Dette skyldtes en udstrakt arbejdsdeling og det faktum, at det på hvert trin i produktionsprocessen var tilstrækkeligt med forholdsvis ringe viden. Købmændene stod derfor som ejere af råstofferne, som de så sendte til bearbejdning hos en række lønarbejdere.

Europæisk handelsknudepunkt i Frankrig

Det vigtigste forbindelsesled mellem de økonomiske centre i Europa var indtil 1300 tallet lejlighedsvise messer i byerne i det nordfranske grevskab Champagne (Bar-sur-Aube, Lagny, Provins, Troyes), der lå midt på handelsvejen op gennem Rhônedalen fra Marseille ved Middelhavet til Brügge i Flandern. Her indfandt der sig også købmænd fra handelsområdet omkring Østersøen.
En anden handelsvej gik fra Middelhavsområdet over Alperne til de sydtyske byer, hvor der også foregik en del produktion - af vin og tekstiler.

Nye handelsveje via havet

En radikal omlægning af handelsvejene fandt sted i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet, da italienerne som de første åbnede direkte skibstrafik på Brügge, (Belgien) og andre flamske byer og London, hvor de allerede havde etableret afdelingskontorer og agenturer for deres handelsfirmaer.
Dette var en af konsekvenserne ved den såkaldte handelsrevolution i middelalderen og en af hovedårsagerne til, at Champagnemessen efterhånden mistede sin betydning.
Brügge fremstår nu som det vigtigste center for vareomsætning og pengetransaktioner. Det der tidligere var blevet drevet som flamsk aktivhandel, blev nu overtaget af italienere, englændere og hanseater (Handelsfolk fra en af Hansebyerne). Men i det 16. århundrede blev hanseaterne igen udkonkurreret af hollænderne. Dette må imidlertid ses i sammenhæng med europæernes ekspeditioner til andre verdensdele (de store opdagelser), som førte til en fuldstændige omlægning af handelsveje og -centre.

Transport med karavaner/skibe

Som følge af usikre transportvilkår foregik fjernhandel i den første periode af middelalderen hovedsagelig ved, at flere købmænd rejste sammen i karavaner over land og i konvojer på havet. Den rejsende købmand er typisk for fjernhandelen. Den enkelte købmand tilbagelagde dog ikke nødvendigvis lige så lange distancer, som de varer han handlede med. I mange tilfælde vandrede varerne fra omsætningssted til omsætningssted langs ruten. På den anden side var det ikke ualmindeligt, at en købmand kunne være ude at rejse i indtil 7 år, hvorefter han kom retur til sin hjemland.

Societas vera

Organisationsformerne for fjernhandel var i denne periode enkle, og afpassede efter de risikofyldte forhold som handelen foregik under.
Den enkleste form for handelssammenslutning i middelalderen bestod i, at to købmænd slog sig sammen om en rejse eller en forretning og havde lige store andele af indsats og fortjeneste (Societas vera).

Commenda sammenslutningen

En noget mere udviklet form var commenda-sammenslutningen, der indebar, at en eller flere passive, fastboende partnere bidrog med størstedelen af kapitalen til virksomheden, mens selve gennemføringen og ledelsen blev overladt til en aktiv partner, der rejste sammen med varerne. Denne aktive partner stillede kun ringe eller slet ingen kapital, og hans andel af fortjenesten var løn for hans indsats ved gennemføringen af projektet. Denne type handelssammenslutning gav gode muligheder for at slå sig op som købmand, selv om man i udgangspunktet kun disponerede over en lille kapital. Commenda-sammenslutningen var meget almindelig ved oversøiske forretninger, og kombinationen købmand/skipper var ikke ualmindelig. Partnerne var normalt ansvarlige overfor tredje mand for det beløb de selv havde investeret, og partnerskabet blev oftest ophævet ved afslutningen af hver forretning.

På landjorden benyttede man sig ofte af compagnia-sammenslutningen, der indebar, at et stort antal partnere slog sig sammen for en længere periode, ofte flere år. Alle bidrog med kapital og aktiv gennemføring, og skiftedes til at rejse og være hjemme. Hver af partnerne havde ubegrænset ansvar overfor tredjemand for hele selskabets gæld.

Organiseringen af handelen i Middelalderen

skete som regel ved indgåelse af aftaler mellem to parter, og der anvendtes italienske ord for disse, commenda

  • Der var den rejsende, tractator eller procertans,
  • investoren, der blev tilbage, stans eller commendator.

    Handelen blev i langt de fleste tilfælde finansieret af investoren, som så også stod med den risiko, der var ved at investere i en handel.
    Den rejsende påtog sig rejserisikoen og de ulemper, der fulgte med dette arbejde. Gik handelen ikke igennem eller skete der noget undervejs, som betød, at varerne ikke nåede frem, ville den rejsende ikke skulle stå til ansvar økonomisk over for investoren – pengene var så bare tabt.
    Overskuddet af handelen blev fordelt med 1/4 til den rejsende og 3/4 til investoren.
    En variant af disse aftaler var societas maris, hvor den rejsende supplerede med 1/3 af den kapital, der skulle rejses, men de 2 parter delte så også overskuddet ligeligt mellem sig 50/50.
  • Handelsaftalerne var kombinationen af unge driftige rejsende og ældre købmænd, der engang selv havde rejst, men nu havde trukket sig tilbage.
    De ældre havde stadig interessen for handel og skabelse af overskud – men ikke kræfterne til at rejse selv.
  • Aftalerne blev som regel kun lavet for et enkelt arrangement ad gangen, og det gav gode muligheder for at etablere sig som købmand, selv om man som udgangspunkt kun disponerede over en lille kapital. Systemet fungerede så godt, at det derfor kun var en sjældenhed, at enkeltpersoner påtog sig hele arrangementet med en handel – og det selvom vedkommende havde hele kapitalen selv.

Handelsfolk fra mellemøsten

Araberne og jøderne havde igennem en meget lang periode der går helt tilbage til romertiden, et veludviklet handelssystem, der bragte mange varer fra Asien til Europa. Fund af arabiske mønter i Hedeby - den gamle vikingehandelsplads - fra omkring år 826 - vidner om et velorganiseret net af handelsfolk som rejste rundt og solgte deres varer omkring Middelhavet, men også langt op i Europa og til det kolde nord i Danmark.

Andre handelsaftaler

  • den jødiske isqa,
  • den romerske societas og den
  • byzantinske chreokiononia

Fri handel på Middelhavet

Handelen på Middelhavet i Middelalderen nød en form for fri bevægelighed.
Politiske grænser og fjendskab mellem regeringer forstyrrede sjældent handelen omkring Middelhavet. Interessen fra landene lå mere i at få førsteret til bestemte varer samt at indkræve told og skatter for handelen.

Fatimiderne der havde et rige i Tunesien fra år 909, ønskede at deres tanker blev overført til Egypten.
Dette skete ved en forholdsvis rolig magtovertagelse i 969, som nærmest var forhandling med repræsentanter fra de eksisterende jødiske, koptiske og sunni-muslimske befolkningsgrupper.

Fatimiderne, der selv var imuslimer samarbejdede med både jøder og kristne koptere og havde ikke et udpræget ønske om at kontrollere handelen – bare de fik skatter ind på det.

Fatimiderne begyndte at få handelskontakt med byen Amalfi i Syditalien. Amalfi havde siden 800-tallets begyndelse været en fri republik og var det eneste sted, der var venligt stemt over for araberne. Amalfi udviklede sig fra at spille en underordnet og lokal rolle til at være et vigtigt oversøisk handelscentrum med et stort netværk indenlands.

Selv om Byzans forsøgte at modsætte sig denne import lykkedes det fatimiderne ved hjælpe af de jødiske købmænd at få kontakt med Amalfi i Syditalien, der gerne ville sælge tømmer og jern til fatimiderne. Til gengæld for denne risikable handel, havde fatimiderne mange varer at tilbyde italienerne, som de havde hentet fra Det Fjerne Østen

Handel med muslimer blev forbudt af kejser John Zimisces

Jern og tømmer var vigtige importprodukter for muslimerne, araberne – de brugte det bl.a. til skibsbygning, men det var ulovligt for andre at eksportere til dem!

Hvor kom dette forbud fra?
Den byzantinske kejser John Zimisces havde i 971 udstedt et dekret, hvori han forbød Venetianerne (handelsfolkene fra Venedi), at fragte jern, våben og tømmer til muslimerne.
Byzantinerne frygtede, at tømmeret og jernet blev brugt til at muslimerne opbyggede en handels- og militærflåde, som kunne true dem i kampen om Middelhavet.

Det var forbudt at sælge jern til muslimerne, så derfor ændrede man navnene i fragtbrevene.
I flere jødiske handelsbreve, der er fundet blandt Geniza-dokumenterne, er de gængse benævnelser for jern ændret fra arabisk til hebræisk, hvilket kunne indikere, at handelen med det, skulle skjules.

Handelsrevolutionen

En af de mest betydningsfulde ændringer fjernhandelen i middelalderen var, at den rejsende købmand blev afløst af den fastboende. Det kunne lade sig gøre ved åbningen af direkte søvejsforbindelser mellem Nord- og Sydeuropa og etableringen af faste afdelingskontorer eller repræsentanter for de store handelsfirmaer i områder langt borte. Det forudsatte også en afgørende nyskabelse når det gjaldt handelsteknik, fremfor alt i kreditvæsenet og i bogføring af køb og salg. Alle disse ændringer der begyndte i slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14. århundrede. Fjernhandelen foregik nu ved, at varerne blev sendt alene med skib til en fastboende agent eller partner, som solgte dem og investerede pengene i en ny last der blev returneret.

For de enkeltstående virksomheder var ordningen med fastboende agenter, der købte og solgte på kommissionsbasis blevet almindelig ved slutningen af det 14. århundrede - fremfor de tidligere metoder med midlertidige partnerskaber. Et andet træk ved udviklingen var imidlertid familiefirmaet, der kombinerede stor kapital, kontinuitet i ledelsen og fordelene ved et vidtstrakt net af forbindelser. Efter at en række konkurser omkring midten af det 14. århundrede havde fejet en del af de ældre firmaer bort, blev de mindre centraliserede former de mest almindelige. Nogle gik over til at organisere afdelingskontorerne som egne permanente partnerskaber. Enkelte af selskabsformene fra den sidste del af middelalderen peger i retning af organisationsformer, der udviklet først optræder langt senere. F.eks. gik en lovændring i Firenze i 1408 ud på, at de passive partnere i et selskab ikke længere skulle være ubegrænset ansvarlige overfor tredjemand. Den form ligner det vi i dag har i aktieselskabsformen.

Betalingsmidler

Overføringen af betalingsmidler over lange afstande blev væsentligt lettet, da man tog checks og veksler i anvendelse.
Dette indebar ikke blot en enorm lettelse af vareomsætningen, men lagde også grunden til et virkeligt pengemarked og omfattende bankiervirksomhed. Set i forhold til handelsvolumenet spillede kreditten en væsentlig rolle i middelalderens handel.

Bankvæsen

Gennem hele middelalderen organiserede købmænd sig i mere interesseprægede foreninger, efter samme mønster som håndværkerlaugene, for at prøve at fremme privilegier og monopolstilling for deres handel.

Bogføring i middelalderen

Fransiscaner munken Luca di Pacioli, fra nord Italien, lavede en disputats om det dobbelte bogholderi (Summa de aritmetica) i Dogepaladset, Venedi helt tilbage i året 1494.
Heri dokumenterede han værdien af kredit-debit, aktiv-passiv og alle andre regnskabsmæssige funktioner, som vi nu idag - 500 år senere stadigvæk anvender med Luca's benævnelser. Hans regnskabsform var så fremsynet, at han forudså nødvendigheden af de etiske regnskaber, som vi først her 500 år senere så småt er ved at tage hul på!
Luca's fik inspiration til dette system, fordi han var tilknyttet mediciernes handelshuse som privatlærer og "metode-udvikler". Medicierne holdt til i Firenze.

Det gyldne Snit

Samme Fransiscaner munk Luca di Pacioli - der var ven med Leonardo da Vinci - fik en opgave af Leonardo at udvikle en formel til at udtrykke "kunst i harmoni" eller "harmoni i kunst".
Lucas udviklede herefter idéen om "det gyldne snit" - (De divina proportione) der blev udgivet i 1509.
I dag taler man om gyldne snit i al form for kunst, fra litteratur til arkitektur.

Læs mere om Det Gyldne Snit her på Wikipedia - dansk version.

Læs mere baggrundsinformation om Luca di Pacioli fra WikiPedia (på engelsk).

Norden og handel

Skandinavien har helt tilbage fra stenalderen haft mange handelsforbindelser.

Vikinger og handel

Allerede i Vikingetiden ca. år 800 - 900 var der handelsforbindelser via Østersøen og de rusiske floder ned til Sortehavet og Mellemøsten.   Mens varebyttet mellem Nordeuropa og Orienten muligvis tidligere gik over Vesteuropa,   Efter alt at dømme var de mest betydelige centre for handelen i Norden i Vikingetiden - den kendte vikingeby Birka i Mälarområdet i Sverige og Hedeby i det nuværende Slesvig. Handel med fangst- og fiskeriprodukter fra områderne på Nordkalotten lader til at have dannet grundlag for vigtige fjernhandelsveje langs med og gennem Norge; Dels langs kysten helt ned til Hedeby, og dels ad vejen over land gennem Trøndelag og de midtsvenske områder til Østersøen.

I højmiddelalderen og senmiddelalderen fik handlen med fiskeriprodukter fra Nordnorge (særligt tørret fisk) og overskuddet af de forskellige varer der blev brugt som betaling ved jordleje stadig større betydning. Det er uklart, hvor stor del af denne fjernhandel der blev drevet af landets egne indbyggere. Det er dog påvist, at en række verdslige og gejstlige stormænd drev aktiv handel. Om der også fandtes en egen købmandsstand eller spirer til en sådan i Norge er imidlertid omdiskuteret.
Blandt udlændingene synes englænderne at have spillet en væsentlig rolle i højmiddelalderen, men også islændinge, grønlændere, danskere, svenskere, gotlændere og tyskere bliver nævnt.

Vi skandinavere har altid været kendt som gode handelsfolk.

Hanseaterne og de mange Hansabyer og Hanseforbundet.

Europæiske handelsfolk

I sydeuropa var der mange købmænd fra Venedi, Spanien og Portugal som rejste til Afrika, Mellemøsten hvor de handlede med araberne der igen havde kontakt via Bagdad og Silkevejen til Asien - hvor de kunne handle kryderier, stoffer og spændende nye varer.
Ofte kom arabiske handelsfolk til Europa og solgte deres varer der. Europæerne kom til Det Indiske Ocean i løbet af 1500-tallet. Men før de kom, havde kineserne været i området. i lang tid. Araberne havde i middelalderen herredømmet over Andalusien i Sydspanien. Jo længere nordpå købmændene rejste, jo højere pris kunne de få for deres krydderier.

Der var flere lande som var kendte handelsnationer i middelalderen:

  • Venedig
  • Portugal
  • Spanien

Venedigs monopol på krydderihandel

Det portugisiske handelsimperium
begynder med portugisernes opdagelse af søvejen til Indien.

Det portugisiske handelsimperiums historie begynder med besættelser/erobringer af områder i Afrika i 1400-tallet, hvor der var guld, elfenben og slaver.

Disse områder med rigelige forsyninger af varer til Europa hjælper med til at finansiere opgaven - at opdage søvejen til Indien og tage kampen op mod Venedigs monopol på krydderihandelen.

Danskerne og handel med udlandet?

Der var et stort netværk af arabisk handelsfolk, som i vikingetiden - før middelalderen drev handel med både Asien mod øst, men også med Europa helt til Skandinavien i nord.
Der er fundet arabiske mønter i Hedeby, den gamle vikingeby ved Schleswig, fra det 8. århundrede - som stammer fra mellemøsten.
Danskerne har haft kontakt med den arabiske verden helt tilbage til vikingetiden.
Nogle vikinger bevægede sig hele vejen til Nordafrika eller Irak/Iran, men største delen af den tidlige kontakt fandt sted med Østersåområdet, Polen, de Baltiske lande og en del af Rusland og Ukraine, hvor vikingerne kom som handelsmænd, krigere eller lejesoldater ligesom arabiske handelsfolk og diplomater også færdedes der. Handel var typisk det, der bragte de to folk sammen – bl.a. vikingernes pelsvarer og arabernes sølv og sølvmønter var vigtige handelsvarer.
Vikingerne fandt hurtig ud af at der var store sølvforekomster ved Sortehavet.

Købstaden - med ret til at handle

En købstad er en by med særlige privilegier, som de fik i middelalderen ved stadsretslig eller kongelig indvirken.
Disse privilegier indbefattede tidligere typisk handelsmonopol i et område, ret til egen administration, som var adskilt fra landets administration), ret til egen domstol, fritagelse for visse skatter og endelig fritagelse for militærtjeneste/værnepligt. En anden vigtig funktion var religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) der kunne være en del af privilegiet.

Mange af privilegierne i byerne blev givet ved Købstadsforordning af 1422 som bl.a. gav faste regler for byernes selvsstyre.
Der skulle være 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, valgt mellem byens større handelsfolk, skulle have det daglige ansvar for kontrol med håndværk og handel samt påligne skat til kongen og byen.

Handelsplads
Ordet handelsplads bruges også i forskellige sammenhænge med udgangspunkt i grundbetydningen "et sted, hvor der handles", et marked.
Et marked var oprindeligt det samlingssted som f.eks. byens torv, hvor bønder og handlende samledes for at købe og sælge deres varer. Torve har eksisteret, så længe der har været samfund til. De har frem for alt været anvendt som markedspladser. Her var der plads og luft - i modsætning til de mange huse som ofte lå meget tæt i bymidten.

En handelsplads var en type by, der havde nogle af de rettigheder, der ellers kun tilkom købstæder. Enkelte byer med tilsvarende status kaldtes ladeplads hvilket dog ikke indebar en statusmæssig forskel fra handelspladserne. I det følgende vil handelsplads omfatte såvel handels- som ladepladser.

Et ladested eller en ladeplads er en oplagringsplads eller anløbsplads for mindre fragtskibe, der har virket som udskibningshavn[1]. En vis bebyggelse i form af kornmagasiner og lignende kunne opstå i tilknytning til disse. Ladestederne var i flere tilfælde anerkendte udhavne, dvs. havnepladser for købstæder beliggende længere inde i landet.

Ladepladsernes udvikling
Gennem tidens løb har udskibningssteder, ladesteder og skipperbyer spillet en stor rolle for omsætningen mellem landdistrikterne på den ene side, købstæder og udlandet på den anden.

Status af handelsplads blev tildelt byer som havde udviklet sig i købstadslignende retning, men hvor købstadsstatus ikke kunne komme på tale fordi der ikke var nok indbyggere og håndværkere på stedet. Nogle handelspladser er senere blevet købstæder.

En flække (fra tysk Flecken)
er historisk en by som ikke var købstad, men havde visse særrettigheder. I dansk sammenhæng fandtes flækker alene i Hertug dømmet Slesvig (herunder Ærø). Augustenborg og Nordborg var tidligere en flække. I dagligsproget betegner flække en lille, ubetydelig by.

Köping var i Sverige et ældre juridisk udtryk for et byområde, der havde visse funktioner som handelsplads, men til forskel fra staden (købstad) ikke havde stadsprivilegium. Udtrykket har haft forskellig betydning i forskellige perioder. Det svenske köping svarer omtrent til Hertugdømmet Slesvigs flække.
Fra begyndelsen betegnede udtrykket kort og godt en handelsplads

Skibstyper i middelalderen

Karavellen

I 1430 udvikles skibstypen karavellen, som er det første skib som er i stand til at foretage oceangående sejladser og dermed gør opdagelsesrejserne teknisk mulige. Karavellen kombinerer råsejl som giver høj hastighed i medvind og latinersejl som gør det muligt at sejle tæt op mod vinden.

Hvorfor hedder det styrbord og bagbord på skibe?
Om bord på skibe i den tidlige middelalder sad roret ikke bagerst på skibet som det gør i dag.
Men det var placeret i højre side af skibet som en styreåre, som blev brugt til at styre skibet med.

Hvorfor i højre side?
Fordi de fleste mennesker er højrehåndede og derfor foretrak at bruge den højre arm til den ofte meget tunge styreåre.
Højre side af skibe blev derfor kaldt styrbord, hvor bord betyder side, plade eller væg. De enkelte planker i et træskib blev også kaldt et bord.
Når sømanden stod vendt lidt mod højre for at kunne betjene styreåren, vendte hans bagdel til den anden side af skibet, og den kom derfor til at hedde bagbord. Så bagdel = bagbord!

Hvordan navigerede man i middelalderen?
Man brugte en kvadrant (en fjerdedel af en cirkel, 90 grader) der kendes fra middelalderen.
Det var en vinkelmåler, så man dermed kunne beregne postitionen forholdsvis præcist.
Læs mere om kvadranten her!
Se billede af en kvadrant her!

Mønter i middelalderen

  • Møntsteder - hvor blev der "slået/præget mønter i middelaldrens Danmark?

    Langt tilbage i vikingetiden kom de første mønter fra Hedeby.
    Senere blev der præget mønter i byerne:
  • Flensborg, Frederiksborg (slottet) 1582-1585,
  • Haderslev 1591 - 1593 Chr. 4 som ung,
  • Helsingør - 1607 til 1610/11 pga. Øresundstolden. Følgende mønter blev præget: mark, 8, 4, 2 og 1 skilling er der i Helsingør udmøntet sovereign, ungarsk gylden, breddaler, speciedaler og løvedaler.
  • Hjøring: 1146-1157) er der præget en enkelt brakteat.
  • Horsens I en kort årrække under under Svend Grathe (1146-1157) og Valdemar den Store (1154-1182) prægedes mønt (brakteater).
  • København - Der har været slået mønt i København siden Kong Hans.
  • Og i mange flere danske byer - samt byer som Danmark havde herredømme over, se den komplette liste fra Dansk Mønt's webside herunder.
  • Kilde: Dansk Mønt: Læs mere på websiden fra Dansk Mønt her.
  • Engelske mønter:
    nobler, halv nobler, kvarte nobler.
  • Information om navne på mønter:
    En sølvmønt, der siden kaldtes dickthaler eller sølvgylden, fra 1519 prægedes de såkaldte Joachimsdalere.
    Denne mønt kaldtes senere en thaler (taler), og derfra har vi vores betegnelse for en stor sølvmønt:
    Daler (Speciedaler, Rigsdaler, Rigsbankdaler etc.). Da Danmark i 1874 overgik fra rigsdaler og skilling til kroner og ører, blev 1 Rigsdaler = 2 Kroner,
    og derfor levede betegnelsen Daler for en 2 kr. videre helt indtil 1960´erne, da den blev inddraget.

Warning: include(php/soeg.txt) [function.include]: failed to open stream: No such file or directory in /home/www/middelalderinfo.dk/handel.php on line 371

Warning: include() [function.include]: Failed opening 'php/soeg.txt' for inclusion (include_path='.:/php/includes:/usr/share/php') in /home/www/middelalderinfo.dk/handel.php on line 371


Kontaktinformation:

Redaktør af MiddelalderInfo:

Flemming Elimar Jensen
Hjelmagervej 7, 1. - Løgten
8541 Skødstrup

Kontakt MiddelalderInfo pr. email her!

Eller via Mobil telefon nr. 50 50 26 03

Menu til websider på MiddelalderInfo (MI)

MiddelalderInfo

Søg og find

Tro & kirken

Diverse

Folkeslag/sprog

Håndværk etc.



Side er ajourført fredag 17. december 2010

© MiddelalderInfo 2010 v/Flemming Elimar Jensen, Webmaster:  Web-Com