MiddelalderInfo ved Flemming Elimar Jensen, www.middelalderinfo.dk

Redaktør: Flemming Elimar Jensen

MiddelalderInfo

Om håndværkerne der organiserede
sig i lav (laug) / gilder.
Omfattende liste med gamle håndværk
sorteret efter hvilket materiale de arbejder med.

Retur til forsiden!
Side er ajourført d. 22.5.2012

Oversigt for dette dokument om håndværk i middelalderen:


Danske håndværkere i middelalderen

I løbet af middelalderen blev håndværkere mere og mere specialiserede og fik en langt større arbejdsdeling end i de foregående perioder.

Lav (laug)

Håndværkerne forenede sig i lav (tidligere hed det laug), hvor både mestre og svende var medlemmer. Lavene skulle sikre sig eneret på deres særlige håndværk samt sørge for en god kvalitet, ligesom de fungerede som socialt netværk for lavsbrødre og deres familier, hvis disse kom i nød.

Et lav var en organisation for byerhvervene. Lavet var i princippet opbygget som en organisation af ligeberettigede, selvstændige næringsdrivende inden for et bestemt erhverv i den pågældende by. Det kunne f.eks. være smede, skomager, tømre osv. Omvendt var enhver, som ville slå sig ned i en by, forpligtet til at lade sig optage i fagets lav og til at søge om borgerskab inden for dette erhverv. Lauget havde også en forpligtigelse overfor de andre medlemmer til at sørge for at en enke med børn kunne overleve! De andre medlemmer af lavet skulle betale en del af deres indtægt til enken.

Sigtet med laugene var at beskytte medlemmernes interesser på mange måder. Lauget arbejdede med at bekæmpe "bønhaser og fuskere", det vil sige folk der søgte at ernære sig uden at have den fornødne uddannelse inden for faget. Man ville med andre ord have eneret på arbejdet.

Medlemmer af lauget var omfattet af en art forsikringsordning, idet der var en begravelsesordning til lauget samt mulighed for at en enke i et håndværkerlaug kunne drive virksomheden videre på rimelige vilkår.

I lauget kunne der dømmes i tvister mellem laugets egne medlemmer udenom det offentlige retsvæsen.

Indenfor laugsvæsenet var der regler for hvor tilrejsende svende skulle søge arbejde. Der var regler for hvor mange svende en mester måtte have i sit brød og regler for uddannelse af lærlinge. Uddannelsen endte med at lærlingene blev optaget i lauget under en ceremoni.

Personer i "lære" skulle også sætte sig ind i hvordan man blev optaget i laugene i andre byer når man vandrede på faget. Dette bestod i hemmelige tegn og remser man skulle kunne ved modtagelsen i lauget for at kunne få anvist arbejde i den nye by. Denne regel igen for at beskytte sig mod folk uden nogen faglig uddannelse.

Lade

I laugene havde mestrene og svendene i 1600-tallet hver sin lade, det vil sige et skrin, der indeholdt laugets kostbarheder og regnskabsbøger samt skråen. Skråen er der hvor laugets regler er skrevet ned.

Laden selv var omgærdet med ærbødighed, det var værre at forbryde sig mod ordensregler under mødet, når laden var åben end når den var lukket.

På valsen / svende på valsen

Det var ikke ualmindeligt at en nyuddannet svend gik på valsen - dvs. at han gik fra by til by og tog arbejde, hvor han kunne få det.
Når disse svende f.eks. rejste til udlandet, hvad de ofte gjorde - havde de skitsebøger med, hvor de tegnede og noterede de ting ned som var nyt der, som de så kunne bruge når de kom til andre byer - eller også når de kom tilbage til Danmark. Denne skik med udveksling af ideer galdt selvfølgelig også for de udenlandske håndværkere, der tog deres specialviden med sig når de rejste rundt i Europa. Det var en naturlig formidling af viden over landegrænserne. Ofte kom mange nye teknikker fra det sydlige Europa - hvorfra de langsomt blev udbredt til nordeuropa. De danske håndværkere overførte så den nye viden, så den kunne bruges under lokale forhold i Danmark.

Det første en svend gjorde, når han på sin vandring kom til en by, var at søge ind på sit fags herberg. Ofte var der et herbergshus et fælles hus for de mindre håndværk.
Hvis det var et fælles hus, så havde hvert fag sit bord i herbergssalen. For at man kunne se, hvor ens laug holdt til, var der over hvert bord ophængt et stueskilt med fagets symboler.
Når svenden skulle søge arbejde, var der på herberget ophængt en mestertavle, hvorpå mestrene var opført i rækkefølge, fra den ældste til den yngste. Svenden skulle så henvende sig til den mester, der stod øverst og først når denne ikke havde mere beskæftigelse at tilbyde, måtte svenden kontakte den næste mester i rækken.

Zünften

I Tyskland og andre lande i Europa organiserede svendene Zünften, oprindelig en social sammenslutning, som de rejsende svende kunne blive optaget i.
Zünften drev herberger i næsten alle tyske storbyer, hvor den vandrende svend kunne få mad og logi til små penge og de lokale håndværkere kunne ofte anvise et midlertidigt job

Med årene udviklede Zünften sig til en mere militaristisk organisation, som blandt andet stillede krav om at zünftige svende ikke måtte arbejde sammen med ikke-zünftige, ligesom der blev opstillet skrappe betingelser som rakte langt ind i privatlivet.

Mesterprøven

Den uddannelsesmæssige hovedhjørnesten var mesterprøven. Mesterprøven var omfattende fagligt set og en bekostelig affære, men den gav udøveren ret til optagelse i lauget som mester. Laugets regler var nedskrevet i en "skrå".

Hvad er en skrå?

En skrå er et dokument, hvor håndværkerlaugets regler blev skrevet ned. Skråen var et meget vigtigt dokument, som der var/er meget stor respekt om.

Næringsbrev

Bevillingen fik man kun, hvis man for det første var udlært i faget, og hvis der for det andet var behov for flere mestre i faget. Lavet havde nemlig ret og pligt til at sikre, at antallet af mestre ikke oversteg, hvad der var brug for i byen. Derfor havde de også kontrollen med uddannelsen af nye svende, og det førte i praksis til, at bestemte erhverv gik i arv inden for de familier, som én gang havde fået borgerskab som håndværkere eller handlende i byen. Det var også lavenes ansvar at overvåge kvalitet og pris for de produkter, der blev fremstillet eller forhandlet af lavets medlemmer, hvad der gav lavet en betydelig magt i byen.

Fordel og ulemper ved lav

Sammen med lavets kontrol med næringsbrevene bevirkede det, at udviklingen inden for erhvervene blev meget langsom, og lavsordningen var én af årsagerne til, at samfundene var så stillestående, som de var i middelalderen. Da borgerskabet fik mere magt, blev ophævelse af lavstvangen et af de vigtigste, politiske mål for den liberalistiske bevægelse. Resultatet blev, at staterne efterhånden ophævede lavstvangen og indførte fri næring inden for langt de fleste fag. Det galdt dog ikke meget afgørende områder som f.eks. apotekervæsnet, lægestanden og landmålererhvervet der beholdt et krav helt op til vor tid om autorisation eller kongelig bevilling, før man måtte udøve erhvervet.

Lærlinge startede tidligt med uddannelsen

En ung dreng på 8 - 10 år kom i lære hos en mester - der var ikke nogen lærebøger, så al undervisning foregik ved at se hvordan det blev gjort, og så lære at gøre det på samme måde. Læretiden kunne varierer fra 3 til 6 år. Helt afhængig af den enkelte mesters afgørelse. Herefter fik den unge mand et lærebrev som bevis på at han nu var udlært. Begrebet svendebrev kom først ind i uddannelsen på et senere tidspunkt. Ofte blev den nye svend hos sin mester. Han havde dog den fordel, at han kunne forlade sit arbejde og søge andre steder hen, hvis han ville, det kunne lærlingen ikke!

Fra svend til mester

Det var ikke helt enkelt at etablerer sig som mester for en udlært svend.
En vigtig ting var at svenden havde været på valsen, samt derudover havde arbejdet i en længere periode for en mester. Derefter skulle han udfører et mesterstykke der blev fastlagt af det laug han var tilsluttet. Lauget skulle så godkende dette mesterstykke. Desuden skulle han optages i byens borgerskab, som han selv skulle betale for. Men det mest vanskelige var at blive optaget i selve mesterlauget!
For at komme i betragtning var der flere udgifter forbundet med optagelsen, bla. skulle han betale diverse afgifter til lauget og bespise laugets medlemmer 1 - 2 gange.
Men dengang som nu - var der store fordele ved at have forbindelser. Et meget stort plus var at være søn eller svigersøn af et laugsmedlem - det åbnede mange døre!

Årstiden bestemte hvor lang arbejdsdagen var

Om sommeren hvor dagen er længere end om vinteren kunne håndværkerne arbejde flere timer. Dette gjalt specielt for de håndværkere der arbejdede udendørs. For dem der arbejdede indendørs - kunne de gøre brug af kunstigt lys fra olie- og stearinlamper.

Smede, slagter og pottemager gader

Håndværkerne samlede sig i bestemte kvarterer / gader, så f.eks. smeden blev placeret i udkanten af byen - pga. brandfaren! Husene var de rene brandfælder - da de var opført i træ - og lå klods op og ned ad hinnanden - derfor skete der store skader når ilden tog fat i en bygning - der spredte sig med lynets hast.

Slagterne fik lov til at placerer sig i områder af byen - hvor "duften/stanken" af blod generede færest mulig af befolkningen. I København - som i andre byer - havde slagterne et område kaldet: Kødmangergade (slagtergade) - idag kaldes det Købmagergade.

Københavns Slagterlaug fik i 1451 sine kongelige privilegier underskrevet af Christian I.

Da havde slagterne eller kød mangerne, som de kaldtes dengang, allerede udøvet deres erhverv i hovedstaden i mere end 100 år. Selv om der ikke var tale om egentlige laugsartikler, regner Københavns Slagterlaug den 10. april 1451 som stiftelsesdatoen.

Læs mere om Slagter lauget i København her:

Københavns Slagterlaug har en webside med megen god information

  • Enkelte kildehenvisninger:
    Poul Strømstad: Danske svende på valsen Danmarks Håndværkerlaug.

Behøvling

er en af de skikke, der er opfundet af snedkere til brug ved svendeindvielse: det tidspunkt, hvor en lærling var udlært og færdig med at være læredreng og nu stod for at skulle optages i svendenes lav; han skulle med andre ord til at være behøvlet.
Skikken er enestående, fordi ingen andre fag har haft et så omfattende ceremoniel....

>> Læs mere om behøvling her.
fra WikiPedia - kilde: Henningsen, Henning: Behøvling og Hønsning, 1960.

Smed

Ordet smed betyder i grunden blot håndværker, her kan f.eks. nævnes: klejnsmede, træsmede, skosmede, stensmede og ølsmede og mange flere.

Gilde

Gilde er betegnelsen for de i middelalderen kendte foreninger eller broderskaber, i hvilke bønderne og byernes borgere sluttede sig sammen.
Sandsynligvis er de en social forsikring.

Knudsgildet - oprettet for købmænd

var et dansk gilde i middelalderen. Det første knudsgilde blev oprettet af købmænd i Slesvig by i 1200-tallet. Gilderne havde navn efter kong Knud den Store.
I Flensborg, Slesvig by og en række andre byer er gildet opkaldt efter grænsejarlen Knud Lavard, der som leder af det militære forsvar boede i byen Slesvig.
Knud Lavard havde selv været medlem af et slesvigsk gilde, Edslaget. Knudsgilderne havde stor politisk og økonomisk indflydelse. I Valdemarernes tid tog de stærkt opsving i Danmark.

>> læs mere om Knudsgilde her Kilde Wikipediea

 Til top af siden


Håndværk - oversigt delt op i hovedgrupper vedr. materiale/område:


Træ relaterede håndværk - Træsmed kaldes en håndværker der fortrinsvis arbejder i træ

  • Billedskærer - fine træarbejder: stilmøbler og antikviteter, kirkeinventar, reparations- og restaureringsarbejder samt lejlighedsvis udførelse af relieffer og
    skulpturer efter kunstneres forlæg. Læs mere om billedskæring her.
  • Blokkedrejer
  • brænder
  • Buebyggere
  • Bødkeren - lavede kar i træ.
  • Bygningssnedker
  • Bæslingsnedker / bræddebissse - er et jysk slangudtryk for en tømrer som ikke er så dygtig (klamphugger)
  • Bygningstømrer
  • Bundmager
  • Formskærer
  • Instrumentmager
  • Karetmager
  • Kassemager
  • ligkistebygger - Slang: En menneskekonvolutmager, eller blot konvolutmager laver ligkister; det samme gør en menneskefutteralmager.
  • Læstemager
  • Læsteskærer
  • Møllebygger
  • Møbelsnedker
  • Møbelpolstrer
  • Møbelfletter
  • Møbelmager
  • Orgelbygger
  • Patinemageren - fremstillede patiner, der var en slags træsko/træsandal - hvor man stak skoen ind i - som en sandal, for at undgå at få våde/beskidte føder.
    Det gjorde at brugeren ikke gik i mudderet, men blev hævet over det, samtidig holdt sko og støvler i længere tid, da de ikke blev slidt af kontakten med jorden.
  • rebslager
  • rigger
  • sejlmager
  • skibssmed
  • skibsbygger
  • Snedkeren, lavede møbler, især skabe, paneler, stole og kister, men også kirkerne havde bud efter ham, når der skulle laves inventar som altre og
    prædikestole samt bænke til kirkegængerne. snedkere kunne blive beskæftiget med fremstilling af finere træarbejder.
  • Skipstømrer/bådebyggere
  • Skomager - også kaldet en suder - lavede dagligdags sko til den almindelige befolkning -
    se også patinemageren (som lavede en slags træsko/sandal til at have under lædder skoen, så de ikke blev våde og beskidte.
  • stemmer
  • svejser
  • Tømrer - fremstillede inventar, huse, trækonstruktioner etc.
  • Træskærer til trykkeri produktion på papir.
  • trædrejeren - fremstillede tallerkner, krus og andre brugsartikler
  • Rokkedrejer
  • Violinbygger
  • Vognmager

Metal håndværk

  • brynjemageren
  • Smeden brugte ofte jern udvundet af myremalm - det er uren brunjernsten, mens den gode kvalitet jern skulle skaffes fra udlandet, især Sverige.
    Smeden skulle bruge træ til at fyre op i essen, men der var stor mangel på træ, pga. rovdrift ved fældning af mange skove gennem perioder af vikingetiden - til bygning af de mange vikingeskibe, og begyndelsen af middelalderen. Derfor måtte træ importeres til landet!
  • smeden var nok en af de vigtigste håndværkere og han kunne specialisere sig - han havde en høj status i samfundet, skulle lave våben til de adelige så de kunne forsyne deres hære med våben -

    så de kunne forsvare deres område og drage i krig mod fjenden.

  • grovsmed, lavede hestesko, markredskaber og eventuelt våben.

  • låsesmed kunne levere låse til kister og skabe samt større beslag af enhver art.
  • klejnsmede
  • våbensmede
  • kedelsmede
  • knivsmede
  • nitter
  • sølvsmede, kunne også fremstille mønter.
  • guldsmede
  • grydestøbere (støbejern)
  • Urmager
  • Gørtlerens arbejde består hovedsageligt i støbning og reparation af bygnings- og inventardele i messing, kobber og tilsvarende materialer.
    Fremstilling og reparation af dørgreb og -skilte, kirkebelysning og beslag er en stor del af arbejdet.
  • Kobbersmeden arbejder med korpusarbejder, som udføres ved valsning, runding og opdrivning af kobberplader til f.eks. vaser og dekorative udsmykninger på
    bygningen såvel ind- som udvendigt. Arbejder med tagdækning, tagrender og nedløbsrør udført i kobber udføres af blikkenslageren.
  • Blikkenslagere med blik, zink og bly arbejder - inddækninger, tagrender og nedløbsrør. Diverse husgeråd som gryder og kedler i blik og kobberplade.
    Dekorative arbejder i zink og kobber til bygninger.
  • tagdækkere
  • glarmesteren - lavede blyindfattede glas.
  • Bronzestøber / Klokkestøbere - bæltespænder, støbte finere beslag og udstyr til seletøj, ave og reparere støbte gryder i bronzemalm.
  • gravør
  • Kobberstik
  • Kandestøber

Væve stoffer / beklædning etc.

  • perlestikkeren, som kun de meget velhavende gjorde brug af, han udstyrede brudehuer, mitraer (biskoppens hat) og kjoler med perlebroderier
  • Modist
  • Beklædning, der både kunne fremstilles i læder, pels og klæde
  • hattemager
  • kniplinge blev lavet af tusindvis af kvinder - og var specielt udbredt i Sønderjylland langs vestkysten.
  • Possementmagere fremstiller borter, lidser, kvaster, bånd, frynser, overspundne knapper m.m. af uld, silke, metaltråd o.lign. til besætning på især dragter og møbler.
    Vævningen foregår på særlige possementvæve, såkaldte possementerstole, som er noget smallere end almindelige væve, hvorimod overspinding foregår fra spoler
    på specialindrettede maskiner.
  • Skrædderen - lavede almindeligt tøj og fine dragter til de rige.
  • Syerske
  • Væver
  • Se nyt dokument om "nål og tråd" med info om de forskellige materialer der blev brugt til tøj og klæder.

Bygnings håndværk

  • Skulptører
  • Malere
  • Murer
  • Stenbyggere - der anvendte det nye materiale tegl - der blev udbredt fra slutningen af 1100 tallet i Danmark
  • Stenhugger, blød- og hårdtstenshugger. Stenhuggerens materialer er forskellige typer granit og marmor samt lim-, kalk- og sandsten -
    fra udsmykning til bygning af katedraler. De anvendte også rhinske tufsten.
  • Teglslageren, der fremstillede tagsten, kakler, gulvklinker og mursten
  • Brolægger
  • Bygningsmaler
  • Tækkemand - som f.eks. tagtækning
  • Rivemand - ufaglært eller pensioneret håndværker der førhen gav sig af med at fremstille høstriver af træ.

Naturmaterialer

Læder:
  • garver - bearbejdede huder til beklædning og punge, tasker etc.
  • Skomager :
    middelalderens skomager arbejde i lædder - havde rigeligt at se til med at lave sko til folket.
    Som snørrebånd brugtes læddersnor enten i vristen, ovenpå selve skoen, eller i siden.
  • handskemager
  • skinderne - bearbejdede de garvede skind
  • Sadelmager
  • lædersnitterne
  • Remmesnidderne fremstillede genstande af sems- og fedtgarvet læder som seletøj, handsker, bælter og punge.

Diverse naturmaterialer

  • pottemageren - forarbejdede ler til almindelige lerkar og kander og krus.
  • nålemageren
  • kammageren, arbejdede med horn og ben.
  • Rebslageren - forsynede skibe og befolkningen med reb og tovværk. Reberbanen var der de fremstillede deres lange reb til f.eks. skibe.
    De fleste havnebyer med skibsværft, havde mindst 1 rebslager med reberbane. I mange byer idag på østkysten findes gadenavne som reberbanegade etc.

  • Der blev brugt hamp, hør, linum usitatissimum, (lat: ”den allermest nyttige hør”), sisal, jute og manila.

    Du kender nok udtrykket Reberbahn fra havneområdet i Hamburg - hvor der før i tiden var reberbaner, men det bruges til noget helt andet idag!
    læs mere om rebslager her

  • børstebinderen - fra pensler til koste.
  • pileflettere

Håndværk der arbejder med bøger

Madvarer

Håndværk øvrige

  • Gartner
  • Barber / bartskærer

Der var mange håndværkslaug i middelalderen - hvoraf en del ikke praktiseres mere.



Bøger om håndværk - litteraturliste:

  • G. Jacobsen: Håndværkets Kulturhistorie, bd. I. Håndværket kommer til Danmark.
    Tiden før 1550. bd. II: Håndværket i fremgang: perioden 1550-1700. (København 1982-1983).
  • Gamle danske håndværk. Politikens Håndbøger.
  • Niels-Knud Liebgott: Dansk Middelalderarkæologi. (København 1989). Frances og Joseph Gies: Cathedral, Forge and Waterwheel. Technology and invention
    in the Middle Ages. (Harper Collins Publishers 1994).

Om sko:

  • Aa. Andersen: Et fund af middelalderlige sko- og lædersager fra Svendborg. I Fynske Årbøger, bd.V,1. (1953)
  • P. Kr. Madsen og H. Mikkelsen: Sudergade. I Skalk 1985:6
  • H. Dahlerup Koch: Fodtøj af læder og dets datering 1250-1500. I Hikuin 14, 1988.
  • E. Schia: Sko som arkæologisk kildemateriale. I Hikuin 3, 1977.

Mangler jeg nogle på listen?
Er du velkommen til at kontakte mig med information, så tilføjer jeg det gerne. TAK.

Yderligere information:


Links om træarbejde i middelalderen - fra websiden: www.larsdatter.com (tekst er på engelsk).

Med venlig hilsen

Flemming Elimar Jensen

Til top af siden