Folkeslag i Europa:

Oversigt:

• Frankerriget
• Hvem var Karolingerne?
• Hvem var Merovingerne?
• Den frankiske kongeslægt
• Hugo Capet slægtslinien
• Information om andre folkeslag i Europa

Dette kort kan bruges til at se hvor de forskellige folkeslag rejste hen:

Frankerriget

var et kongerige i den tidlige middelalder - boede i Pannonien,(er et oldtidsland som lå i de nuværende lande Østrig, Kroatien, Ungarn, Serbien, Slovenien, Slovakiet og Bosnien-Hercegovina.)

og først senere slog de sig ned ved bredderne af Rhinen.
Det eksisterede fra det 5. til det 9. århundrede, og det har fået navn efter frankerne, der egentlig var flere stammer.

Ved begyndelsen af det 5. århundrede lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln.

I løbet af folkevandringstiden trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales frankisk dialekt :
(Nordbayern, det sydlige Thüringen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, de nordlige dele af Baden og Württemberg, Luxemburg, Østbelgien, Lorraine og det nordlige Alsace).

De dannede frankernes forbund, bestod sandsynligvis af følgende, germanske stammer:

Frankerne udvidede deres område fra det Bremen/Hannover og ned til omkring Køln ved bredderne af Rhinen - til det nuværende Holland/Belgien til Frankrig og sydtyskland.
Frankerriget blev i løbet af tre hundrede år til det vigtigste rige i Vesteuropa, og ud fra det opstod nogle århundreder senere både Frankrig, Tyskland og en række mindre stater.

Hvorfor hedder det frankerne?

Det latinske navn francus (fletal: franci) betyder "fri" på de germanske sprog.
Oprindelsen til ordet frank kommer fra et andet germansk ord, frekkr (= "hårdfør", "tapper") som også er germansk.

Frankerne forlod aldrig deres hjemstavn ved at udvandre - selvom de udvidede deres området meget, men huskede altid tilbage til deres rødder.
Nye erobrede områder blev delt ligeligt mellem sønnerne. Det medførte så at riget bestod af mange mindre riger.

Karl den Store, den II og mest berømte, karolingiske hersker blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året 800.

Frankerriget ophører med at eskisterer med Verduntraktaten fra år 843.

Frankernes religion

Et særkende for frankernes religion var dyrkelsen af en række åndevæsener, som kaldtes matroner, efter keltisk mønster. Dyrkelsen af Odin skal have haft et hovedsæde hos frankerne.
Frankerne overtog den katolske tro i modsætning til de fleste andre germanske stammer, der bekendte sig til den arianske retning af kristendommen. I Rom omtalte den Katolske kirke frankernes rige som "Roms ældste søster".

Lex Salica, de saliske frankeres lovbog

er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i 400-tallet, og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former.
Læs mere om Lex Salica fra Heraldica's webside.

Frankerne og militær

Frankerne brugte:

• langsværd,
• korte sværd,
• hellebarder (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og
• stridsøkser.
  Disse våben, blev brugt af frankerne med stor succes pga. en betydelig kamperfaring, opnået gennem kamp med deres mange naboer.
• Konradiner - Frankiske herskere - Stammer fra Ludwig den Fromme.
• Læs mere om Frankerriget her på Wikipedia

Den frankiske kongeliste:

• Faramund (var konge i årene: ? - 428)
• Chlodio (? - 447)
• Merovech (? - 457)
• Childerik 1. (457 - 482)
• Chlodovech 1. (466 - 511) (Klodevig 1)
• Theoderik 1. (486 - 534)
• Chilafbert 1. (? - 558) (Childebert)
• Clodomir 1. (? - 524)
• Chlotar 1. (497 - 561)
• Theodebert 1. (534 - 548)
• Caribert 1. (520 - 567)
• Gunthchramn 1. (525 - 593)
• Sigebert 1. (535 - 575)
• Theoafbald 1. (535 - ?)
• Chilafbert 2. (570 - 596)
• Theodebert 2. (586 - 612)
• Theoderik 2. (587 - 613)
• Sigebert 2. (601 - 613)
• Chilperik 1. (523 - 584)
• Chlotar 2. (584 - 629)
• Caribert 2. (608 - 631)
• Dagobert 1. (606 - 639)
• Sigebert 3. (631 - 656)
• Dagobert 2. (652 - 679)
• Chlodovech 2. (634 - 646)
• Chlotar 3. (652 - 674)
• Chilafrik 2. (653 - 674)
• Chilperik 2. (670 - 721)
• Chilafrik 3. (714 - 755)
• Theoderik 3. (654 - 691)
• Chlotar 4. (684 - 719)
• Chlodovech 3. (?)
• Chlodovech 4. (682 - 695)
• Chilafbert 3. (683 - 711)
• Dagobert 3. (699 - 715)
• Theoderik 4. (713 - 737)
  
• Frankiske konger - med flere links

Karolingerne (pepiniderne)

er den frankiske kongefamilie - deres magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på Middelalderen.

De havde først den faktiske magt i Frankerriget via embedet som major domus. Pippin 3. ("den lille") overtog dog den formelle kongeværdighed i år 751. Familien var ved magten fra midten af det 7. århundrede til Ludvig 5. ("den dovne") døde i 987.

Højdepunktet i magt og indflydelse nåede karolingerne med Karl den Store (742/747-814), der blev kronet som den første vestromerske kejser i året 800. På det tidspunkt var der gået næsten 400 år, siden man sidst havde haft en kejser over romerrigets vestlige halvdel.

Forskellige indbyrdes stridigheder mellem arvingerne fik dog Karls rige til at smuldre efter få generationer, og samtidig svækkede vikingetogter og magyarernes (Ungarerne) røveriske angreb fra øst rigets indtægter. Resultatet blev, at karolingernes prestige dalede, og i 987 overtog Hugo Capet kongemagten. Han blev grundlæggeren af den efterfølgende kongeslægt, capetingerne.
>> læs mere om Karolingerne her.

Merovingerne

var en frankisk kongeslægt som regerede et rige (med meget skiftende grænser) i dagens Frankrig, Tyskland og Belgien fra det 5. århundrede til det 8. århundrede. I krøniker fra samtiden kaldes de ofte for "de langhårede konger".
Merovingerne har fået deres navn efterMerovech (Meroving), der var leder for de saliske franker omkring år 450 e. Kr., men de viser sig egentlig først i historien med Childerik 1.s (år 437-481) der sejrer over vestgoterne, sakserne og alemannerne.

Merovingerne stammede fra Toxandria, et område som idag er Belgien og departementet Nord-Pas-de-Calais i Frankrig.

Merovingertiden fra år 350

Under ledelse af Chlodio og Merovech

De saliske frankere under ledelse af Chlodio og Merovech skilte sig snart ud fra andre germanske folkeslag ved deres kontakter til Romerriget, og med Childerik 1., som kæmpede sammen med den romerske hærfører, Aegidius, mod både vestgoter og Odoaker, blev den romerske indflydelse endnu stærkere.
Dette samarbejde blev oprindelsen til det kongedømme, som merovingerne sad på i næsten 300 år.

I årene 355 - 358 greb den romerske kejser, Julianus, ind mod frankerne, efter at de igen havde skaffet sig kontrol over flodtrafikken på Rhinen, men senere overlod han dem en betydelig del af provinsen Gallia Belgica. (svarer nogenlunde til Belgien idag).
Fra dette tidspunkt ar frankerne Roms allierede, og de blev de første germanere, som bosætte sig inden for romerrigets grænser - med deres tilladelse!
Deres område svarede til nutidens Flandern og den sydlige del af Nederlandene, hvor man for øvrigt endnu i dag taler det nederfrankiske sprog, nederlandsk (i daglig tale: hollandsk). >> se mere information om det franskiske sprog her.

Da germanske stammer krydsede Rhinen i år 406, slog frankerne dem tilbage, og størsteparten af de følgende invasioner gik derfor mod syd over Loire i Frankrig, det er måske forklaringen på at egnen omkring Paris blev under romersk kontrol længe efter, at det vestromerske kejserdømme var brudt sammen.

Chlodowech (Klodevig)

Frankernes indflydelse i Vesteuropa øgedes markant under Childerik 1.s søn, Chlodowech 1., som besejrede den sidste romerske statholder i Gallien, Syagrius i år 486. Dermed erobrede frankerne de resterende romerske områder mellem floderne Loire og Somme, Frankrig, stort set svarende til nutidens Île de France.

Ved slaget i Vouillé i 507 besejrede Chlodowech vestgoterne sammen med burgunderne, og ved hans død i 511 var alle frankere forenede i et rige, som strakte sig helt ned til Pyrenæerne.

Frankerne havde en skik de havde bragt med fra germanien, med altid at dele landområder til alle sønnerne -de mange opdelinger, samlinger og nyopdelinger af landområderne førte ofte til mord og krig inden for de regerende familier. Disse vedvarende stridigheder inden for merovingerdynastiet medførte, at den reelle kontrol med riget efterhånden blev overtaget af Pippiniderne, som endelig overtog den formelle magt i året 751, da Pippin den Lille blev frankernes konge med pavens støtte.

Merovingerne fik skabt en statsdannelse, som viste sig at være blandt de mest holdbare i datidens Vesteuropa, men indførelsen af den germanske blodhævn som en metode til at skaffe sig retfærdighed ændrede retsforholdene til reel lovløshed. Derfor blev samfundet opdelt og opsplittet i selvforsynende lokalområder.
Med den voksende lovløshed og sammenbrud af samfundet blev analfabetismen mere og mere udbredt, og læse- og skrivefærdigheder fandtes efterhånden kun i kirker og klostre.

Det frankiske område blev udvidet endnu mere under Chlodowechs sønner, såd det omfattede det meste af nutidens Frankrig, begge Rhinbredder, det nuværende Baden-Württemberg og Thüringen. Saksernes område var derimod uden for Frankerriget, og det blev først erobret under Karl den Store flere hundrede år senere.

Efter en midlertidig samling af de adskilte kongedømmer under Chlotar 1., blev riget atter i 561 delt i områderne:

• Neustrien,
• Austrasien og
• Burgund (som var blevet opsuget i Frankerriget gennem en kombination af politiske ægteskaber og våbenmagt.
• Link til kort kommer snart her.

Pippinidernes magtovertagelse

I hvert af disse frankiske kongeriger tjente en Major domus (hushovmester) som landets første leder efter kongen.
En række tidlige dødsfald førte til, at landene fik mindreårige konger, begyndende med Dagobert 1. i år 639. Han efterlod sin mindreåreig søn et rige, som atter var samlet. Den virkelige magt lå dog hos major domus, Aega, og Dagoberts enke.

Hushovmestrene havde fået smag for magten og stræbte nu efter at samle og overtage al magt i det frankiske rige.
I årene 657 – 662 sad sønnen af major domus Grimoald på den frankiske trone under navnet Childebertus adoptivus. Han havde ladet sig adoptere af merovingerkongen Sigibert 3. og kom på den måde lovmæssigt til magten.

I Slaget ved Tertry i år 687 besejrede major domus i Austrasien, Pippin 2. den retmæssige hersker over det frankiske rige, og på den måde skabte han forudsætningerne for slægtens videre opstigning. Pippin vovede dog ikke at gribe til statskup og lade sig udnævne til frankernes konge, de arbejdede på at embedet blev arveligt inden for slægten. På den måde fik de skabt et dynasti, som kaldes Pippiniderne, og som blev forfædre til det regerende dynasti,karolingerne. Læs mere om karlongerne her.

Efter Pippins død i 714 kom det til magtkampe, som førte til at hans uægte søn, Karl Martell (Karl "Hammeren"), i 719 arvede embedet.
Han var kendt for sin hårdhed og gennemslagskraft. I Slaget ved Tours og Poitiers besejrede Karl Martell og hans tidligere fjende, Eudo af Aquitanien, araberne der havde kontrollen over Spanien, med støtte fra Langobarderne. Det gav ham ry som Vesteuropas redningsmand, og de senere kampe mod andre folkeslag som friserne, sakserne, bajuvarerne og Allemannerne befæstede yderligere hans position.

Efter merovingerkongen Teuderik 4.s død i 737 herskede han alene over Frankerriget, men ligesom sin far uden kongetitel. Efter germansk tradition delte Karl Martell riget mellem sine sønner,Karlomann og Pippin 3. den Lille kort før sin død.

Frankerriget under Karolingerne

Det karolingiske dynasti begynder traditionelt med afsættelsen af den sidste merovinger og medPippin den Lilles tronbestigelse i 751 – alt med pavens fulde billigelse. Pippin havde efterfulgt sin far, Karl Martell, som major domus i et genforenet, frankisk kongedømme, der bestod af de tidligere uafhængige dele. Pippin den Lille blev enehersker, efter at hans broder var gået i kloster, og efter at han havde fået sendt den sidste merovingiske konge samme vej. I 751 lod han sig salve til konge efter Bibelens forbillede.

Pippin regerede som valgkonge. Selv om den slags valg sjældent fandt sted, var der dog en almindelig regel i germansk ret, som fastslog, at kongemagten støtter sig til de ledende i samfundet. De havde til gengæld retten til at vælge en ny “kongeværdig” leder fra den regerende klan, hvis de mente, at den gamle ikke kunne føre dem i kamp. Mens kongedømmet senere blev arveligt i Frankrig, viste det sig umuligt for kongerne i det senere tysk-romerske rige at slippe af med valgkongedømmet, og de fortsatte som valgte konger indtil rigets formelle ophør i 1806.

Pippin den Lille laver aftale med Paven

Pippin den Lille befæstede sin position i år 754, da han indgik et forbund medpave Stephen 3., som forærede frankerne en kopi af bedrageriet "det konstantinske gavebrev". I Quierzytraktaten af 754 lover Pippin at give det tidligere eksarkat i Ravenna i Italien, tilbage til pavedømmet (den pippinske gave). Til gengæld lovliggør paven karolingerne som konger af Frankerriget.

Ved en storslået ceremoni i Saint-Denis domkirken, Frankrig, salvede paven kongen og hans familie og erklærede ham for at være patricius Romanorum (romernes beskytter). Det næste år erobrede Pippins styrker Eksarkatet i Ravenna, Italien, som kort forinden var faldet til langobarderne, og han overdrog det ikke til den byzantinske kejser, men til pavedømmet.
I de følgende år førte Pippin den Lille, yderligere to succesrige krige mod langobarderne og overlod paven de nyligt erobrede områder omkring Rom.
Det bekræftede han ved det "pippinske gavebrev", som han lagde på apostlen Peters grav. På den måde kan Pippin betragtes som grundlægger af pavestaten. Pavemagten havde gode grunde til at forvente, at den nyskabte, frankiske kongemagt ville blive en magtbasis ved skabelsen af en ny verdensorden, centreret omkring paven.
Pippin kunne inden sin død i 768 efterlade sine sønner Karl og Karloman en stabil kongemagt og et rige, som var i politisk og økonomisk udvikling.

Karl den Store bliver lederen der styrer hele Europa og udnævnt til romersk kejser

Ved Pippins død i 768 delte hans to sønner, Karl (Karl den Store) og Karloman, atter engang riget mellem sig. Karloman gik dog i kloster og døde snart efter, og på den måde overlod han eneherredømmet til sin bror, som senere blev kendt somKarl den Store.
Han var en stærk og begavet person, blev en sagnfigur i både Frankrigs og Tysklands historie. Med Karl den Store, blev karolingernes magt udstrakt til store dele af Vesteuropa:

I år 771 kom hele det frankiske rige under hans krone. Lombardiet blev indlemmet i riget i 774 og Bayern (Sydtyskland) i år 788.
I 796 besejrede hans styrker avarerne på Donausletten, og det lykkedes at trænge maurerne (araberne), der havde indtaget Spanien og den sydlige del af Frankrig, ned på den sydlige side af bjergkædden Pyrenæerne i 801. Først i år 804 lykkedes det frankerne at få kontrol over sakserne i Tyskland.

Sådan fik frankerriget nordgrænse ved Elben, (Hamborg), Tyskland, men her blev den videre fremtrængen standset af de danske forsvarsanlæggene ved Danevirke og på grund af den danske kong Gudfreds energiske indsats. For at kunne kristne sakserne grundlagde Karl adskillige bispedømmer, som f.eks. Bremen, Münster, Paderborn og Osnabrück.

I Italien besejrede Karl den Store langobarderne i 773–774, og på den måde kunne han kunne han rykke rigets grænser frem til det mellemste Italien.
Han fornyede Pippins gavebrev til pavestaten, og garanterede paverne frankernes fortsatte beskyttelse. Som gengældelse for Karl den Stores støtte til pavemagten, kronede pave Leo 3. i året 800 Karl den Store som romersk kejser.

I 788 gjorde Tassilo, bajrernes hertug, oprør mod Karl, og da dette oprør var knust, blev Bayern indlemmet i riget. Derved blev kongemagtens indtægt ved beslaglæggelser forøget betydeligt, og Tassilos familie, Ingolfingerne, tabte magt og indflydelse hos de andre ledende, frankiske familier. Ved fortsatte kamphandlinger lykkedes det Karl at fortsætte udvidelsen af riget mod sydøst, og i 796 var grænsen skudt frem til Østrig og dele af det nuværende Kroatien. I sandhed en stor mand - der styrede store dele af Europa.

Karl den Stores rige overlevede dets grundlægger, og det dækkede store dele af Europa mellem år 795 og 843, da en delingsaftale opsplittede det mellem hans sønnesønner:

• Burgunderne og de mellemste frankere blev underlagt Lothar
• østfrankerne, bajrerne og sakserne kom under Ludvig den Tyske
• Karl den Skaldede regerede over vestfrankerne (violet).

Inden for den romerske kirkes hierarki så biskopper og abbeder hen til beskyttelsen fra kejsersædet i Aachen, Tyskland, som repræsenterede rigets sikkerhed og gunst.
Karl den Store fremstod som den nye leder af den katolske kristendom, og hans begunstigelse af klostrenes lærdom blev grundlaget for den karolingiske renæssance inden for filosofisk og boglig lærdom.

I december år 800 rejste Karl den Store til Rom, og juledag kronede pave Leo 3. ham som Romernes kejser!

Der kommer mere om frankerne senere.

• Merovingernes Kongeliste
• Konger og kejsere af det Tysk-romerske rige fra år 800-1806

Hugo Capet overtog kongemagten efter karolingerne i 987.

Capet slægten, regerede Frankrig fra 987 til 1328.

Fra 1328 til 1792 med en afbrydelse af den Franske Revolution, blev Frankrig regeret af konger fra slægterne Valois og Bourbon, der begge var i familie med Capet slægten.

Der kommer senere information om:

• Langobarderne - et folkeslag der boede omkring Milano i norditalien.
• Kelternes/Britternes udvandring til Bretagne i år 449 e. Kr.
• Hunerne - var mongoler der trængte ind i Øst og VestEuropa og slagtede befolkningerne der. Se kortet herover.
• Folkeslag i Europa se hele dokumentet her.
• Navnet Catelonia i Spanien kommer fra ordet Goterne! (Vestgoterne som vandrede rundt i hele Øst Europa og senere flygtede fra de intrængende Hunner fra Asien, mod vest til Italien - og slog sig ned i den nordlige del af Spanien, Catalonien.
• Markomannerne - et vestgermansk folk fra den svebiske folkestamme. Levede mellem floden Maino og Donau omkring år 100 f.kr. De rejste omkring år 8 f.kr. ind i Böhmen hvor de grundlagde et rige. De angreb flere gange Rommerrigets grænser - men blev besejret af Kejser Marcus Aurelius i 180 e. Kr.
• Sveberne - var et vestgermansk folk, der stammede fra Midteuropa - de omfattede følgende stammer: markomannerne, semnonerne og alemannerne.
  Området Schwaben i Tyskland kommer derfra. Sveberne udvandrede til Nordvestspanien hvor de grundlagde det Svebiske Rige - et rige der bestod indtil år 585 e.kr. Da Vestgoterne kom til området og overtog kontrollen.
• Baskere i Akvitanien (nordlige del af Spanien).
• Sakserne tog magten over landskabet Borahtra (Westfalen) i 697
• Alaner i Burgund og Provence (sydlige del af Frankrig).
• Bretoner i nordlige del af Frankrig, Bretagne.
• Belgien (Wallonien).