MiddelalderInfo ved Flemming Elimar Jensen, www.middelalderinfo.dk

Redaktør: Flemming Elimar Jensen

Retur til forsiden!
Side er ajourført 15/2 2014

MiddelalderInfo om

Kirkebyggeri og byggeteknik,
materialer, konstruktioner.
Om håndværkerne der byggede alt fra trækirker
og senere små kirker i sten
til kathedraler og domkirker i middelalderen.





Byggeteknik i middelalderen


Middelalderens almindelige bygninger i Danmark har overvejende været træ- eller bindingsværksbygninger.
Kun i enkelte tilfælde udførte man bygninger i grundmur. Kirkerne var en undtagelse - her blev anvendt granit, tuf , kildekalk/frådsten, kampesten
og det nye materiale dengang, tegl.

Romanske byggeri foregår i perioden år 1050 - 1250

Romansk byggeri kendetegnedes af granitstenskassemure og små vinduer.
De første bygninger opførtes i træ, først i løbet af 1000-årene begyndte man at bygge i sten.
Den romanske stil har i Danmark tilpasset sig lokale traditioner, men undertiden anes antikkens byggestil, der dannede inspiration for det romanske byggeri.
Til selve bygningskompositionen overtog de romanske bygmestre det antikke forsamlingshus, basilikaen, som den centrale bygning.
Af materialer kunne f.eks. bruges frådsten også kaldet kildekalk - der er kalksten opstået ved kilder - de har et højt indhold af bikarbonat.
I frisk og våd tilstand er frådstenen let at forarbejde, men når den bliver tør er den hård og vejrbestandig.
Den er anvendt til byggemateriale i nogle af de ældste Kirker; I Danmark findes den især i Østjylland se Vor Frue Kirke, Århus og omkring Roskilde Fjord.
Frådsten blev også brugt til fremstilling af mørtel.

Gotisk byggestil regnes for perioden år 1200 - 1550
Den gotiske stil kom oprindeligt fra Frankrigs katedraler.

karakteriseredes det gotiske byggeri af teglstensmure, spidsbueformen og overhvælvede rum. Også i Danmark trængte gotikken kraftigt igennem.
Den primære indflydelse kan aflæses i domkirkerne og i de talrige ombygninger af oprindeligt opførte romanske kirker.
Der tilføjedes tårne, våbenhuse med murede blændinger og kamtakkede gavle. Desuden blev der ofte foretaget en indbygning af det gotiske krydsribbehvælv.

Byggematerialer

Kildekalk / frådsten - også kaldet kalktuf.

Kildekalk / frådsten

også kaldet kalktuf. Blev brugt lokalt hvor man kunne finde det ved kilderne.
Kildekalk opstår i vand som en kemisk forbindelse. Det er en porøs kalksten, der afsættes, når kalciumkarbonatholdigt kildevand mister sit kulsyreindhold når det kommer op til jordoverfladen. Det forekommer forskellige steder på Sjælland nær Roskilde og i Jylland. I frisk og våd tilstand er stenen let at forarbejde, men når den bliver tør er den hård og vejrbestandig. En del kirker blev bygget af dette materiale.

Tuf

er en porøs bjergart der opstår, når vulkansk aske eller støv hærder. Det har længe været anvendt som byggemateriale i det mellemste Italien.
Ofte skrives der at danske kirker er bygget med tuf - her er der nok tale om kildekalk - kalktuf. Se info herover.

Granit og kampesten

Blev brugt i de første kirker som fundament, samt til at opfører selve bygningen, kloster, kirke eller fine huse.

Tegl

Teglbrænding kendes i Mesopotamien fra 2000 f.Kr., i Europa fra år 900 og i Danmark fra 1160.
I England blev der brændt sten i Romertiden. Derefter blev evnen glemt, og der blev først igen brændt sten i begyndelsen af det 13. årh. i England, ved hjælp af indført flamsk ekspertise fra Nederlandene/Holland.

Munkesten

De tidligste teglsten i Danmark (og Nordeuropa) kaldes for munkesten med en størrelse på ca. 27-30 x 12-14 x 7-10 cm.
Fra 1600 formindskes stenenes størrelse, og målene blev nogenlunde standardiserede omkring 20 x 9,5 x 5,7 cm. Samtidig udvikledes forskellige forbandtsystemer. Fra 1700-1800 var en del mindre sten med en tykkelse på ca. 3 cm anvendt. De var gule og kaldtes for Flensborgsten.

Forbandt - murkonstruktion

Ved forbandt forstås et system, som bygningssten placeres efter i murværk.
Forskellige regionale og tidsbestemte sædvaner findes, hvorfor det kan være muligt at tidsbestemme murværk ved hjælp af det anvendte forbandt.

Stenens størrelse

De forskellige formater af sten har altid skullet overholde at længden = bredden x 2 + 1 fugebredde, for at det er muligt at lave fornuftige forbandtsystemer.
Er mureren nødt til at dele en sten, så kaldes enkvart sten for en petring, mens en sten flækket på langs kaldes for en mesterpetring.

Der blev produceret specialformede sten, fx med runding, så stenene kunne danne en søjles runding med en given radius.
I Norden er stensætning med brug af kalkprodukter til sammenbinding udbredt sammen med og samtidig med kristendommen. Metoden er gået ubrudt fra Romerriget og har spredt sig fra Lombardiets kirkebyggeri til resten af Vesteuropa.
Kvadremurværk kan rejses uden brug af kalk, men det kræver præcist tilhuggede sten, der kan være sammenholdt med metalhager. Kvadremurværk af både granit, sand- og kalksten brugtes, indtil tegl blev indført midt i 1100-tallet.

Forbandtsystemer

Løbere og bindere

Sten kan lægges med længdesiden udad og kaldes da løbere, eller de kan lægges med den smalle ende udad og kaldes da bindere.
Hvert vandrette lag af sten kaldes et skifte. Den vertikale fuge kaldes for stødfuge.

De mest almindeligt forekomne forbandter er:

  • Munkeforbandt
    To løbere for hver binder i hvert skifte: skifterne er forskudt horisontalt én løber i forhold til næste skifte. Dette skifte er det hovedanvendte i Danmark og Sverige.
    >>munkeforbandt billed
  • Vendisk forbandt
    Dss. polsk forbandt og gotisk forbandt. Der anvendes en løber for hver binder, og hvert skifte er forskudt 1/2 x (løber + binder).
  • Krydsforbandt
    Alle sten i et skifte er løbere, og i næste er de bindere. Hvert løberskifte er forskudt en 1/2 løber, så ingen lodrette fuger går over mere end et skifte. Billed krydsforbandt.
  • Blokforbandt
    Som krydsforbandt, men løberstødene står vertikalt under hinanden. De to sidstnævnte kaldes også for renæssanceforbandt.
    Blokforbandt - Vekslende løberskifter og kopskifter. Alle løberskifter i lod og alle kopskifter i lod.
    Alle løberskifter er forsat 1/4 sten for kopskifter. Forbandtkodens bredde er 1 sten og dens højde 4
  • Rulskifte /rulleskifte
    Forbandtet har et skifte af bindere på højkant.
  • Strømskifte
    Strømskifte er som et rulskifte, men stene er lagt på skrå, så toppen bliver savtakket. Rul- og strømskifter er standerforbandt.
  • Hollandsk forbandt
    Forbandtet er lig med et polsk skifte efterfulgt af et rulskifte.
  • Sildebensforbandt
    Forbandtet kaldes også (Opus spicatum) - et udtryk, der er anvendt i middelalderdokumenter.
  • English garden wall bond
    Forbandtet består af tre skifter med løbere, hvert skifte forskudt 1/2 løber. Derefter et skifte bindere.
  • Flemish garden wall bond
    Forbandtet har tre løbere for hver binder, hvert skifte er forskudt 1/3 løber for hvert skifte.
  • Løberforbandt I:
    Alle skifter er løberskifter. Skifterne er fortsat 1/4 sten for hinanden, således at løberne for hvert andet og hvert fjerde skifte er i lod.
    Forbandtkodens bredde er 1 1/2 sten og dens højde 4 skifter. Løberforbandt billed.
  • Løberforbandt II:
    Alle skifter er løberskifter. Skifterne er fortsat 1/2 sten og 1/4 sten for hinanden, således at løberne for hvert fjerde skifte er i lod.
    Forbandtkodens bredde er 1 3/4 sten og dens højde 4 skifter. Løberforbandt 2 billed.
  • 1/4 forbandt
    Alle skifter er løberskifter. Skifterne er forsat 1/4 sten for hinanden, således at hvert andet skifte er i lod.
    Forbandtkodens bredde er 1 1/4 sten og dens højde 2 skifter.
    Aftrapningen er uregelmæssig med 1/4 og 3/4 stens spring.
  • Blev brugt til at bygge kirker/klostre og bygninger med i middelalderen. Både som fundament, men også istedet for teglsten som først blev mere udbredt senere i perioden fra omkring år 1160 i Danmark.
Kilde:

Yderligere oplysninger om forbandt kan findes i:
Bogen: C.J. Stolze Møller: Murstensforbandter: 40 kodede og 2 ukodede, Erhversskolernes Forlag: Odense 1996 (2. oplag)

Piller og søjler

I de nordtyske murstenskirker har mange piller fra gotisk tid påsatte søjlerundinger. Disse kan være kvarte, halve eller trekvartcirkulære søjler. Hvis de har formen som en kvarte påsætninger, kalde de for Sächsiche Kante, har de form som trekvartrunde søjler, kaldes de for Dänische Kante, og har de form som halvrunde søjler, kaldes de Lübische Kante.

Pilaster er en vægpille, en halvpille, som kun for en del springer frem fra murfladen. Pilasteren tjener til forstærkning af mure eller til understøttelse af bjælkeloft eller hvælvinger. Den blev ofte anvendt for at bryde en død flade som dekoration, samtidig med at den havde en praktisk funktion som støtte.

Kuppel og hvælv

Et hvælv er et krumt selvbærende murværk, der bæres af mur eller piller og dækker over et rum.

Det opdeles i forskellige typer:

Hvælv er ofte opbygget af kileformede sten, der med tyngdekraftens hjælp holder konstruktionen på plads uden brug af bindemiddel. De simpleste hvælv er de tidligste.

I kirkerne blev hvælvet brugt til overdækning af alle bygningsdelene: kor, skib, sideskibe og kapeller.
I de romanske kirker taler man om bundet hvælvsystem, hvor to fag i sideskib svarer til et fag i hovedskibet. Da bredden på sideskibene oftest var det halve af hovedskibet, så bliver hvælvfagene i sideskibene i areal en fjerdedel af et hovedskibs fag.

Kuppelhvælv

Kuppelhvælv er den tidligste hvælvform. Den største og bedst bevarede bygningskuppel fra antikken er Pantheon i Rom, der med et spænd på 43,2 m og en tilsvarende højde ikke blev overgået før i det 19. årh. Pantheon er bygget med pozzolanisk beton. Denne konstruktionsmetode gik i glemmebogen efter Romerrigets fald.
Fra middelalderen er et tidligt eksempel på et kuppelhvælv domkirken i Aachen, som Karl den Store byggede. Dens kuppel har kun et spænd på 14,5 m.
Kuppelhvælv billed.


Apsiskupler, der kun er halve kupler, kaldes for kvartkuglehvælv eller halvkupler. Kupler kan være glatte eller kantede.

Kuppelhvælv med fire sider er et klosterhvælv - se billed her.
Bøhmisk hvælv eller -kappe er en flad kuppelhvælving.

Tøndehvælv

Tøndehvælv er halvbueformet, halvkredsformede, som et oplukket rør og bæres langs hele grundfladen. Tøndehvælv kendes fra Persien fra år 0.

Tøndehvælv kan både være rundbuet og spidsbuet. Det er nødvendigt at anvende spidsbuen, når to sider af uens højde skal forbindes.

Tøndehvælv billed.
Hallekirker med dette system er i øvrigt ofte meget mørke, da der ikke er højde nok i midterskibet til at anbringe passende vinduer.

Er hvælvets ender lige og toppen flad, kaldes hvælvet for et spejlhvælv. Det kan sammenlignes med et facetslebet spejlglas.

Krydshvælv

Hvis to tøndehvælv skærer hinanden i en ret vinkel kaldes det for krydshvælv eller korshvælv.
Man kunne allerede kort efter vor tidsregning udføre tøndehvælv, år 100 i Rom.
Tøndehvælvet blev især benyttet i kirkerne i Sydfrankrig, og senere i renæssancen også i Norditalien.Krydshvælv billed.

I år 1100 er man blevet mestrer i tønde- og krydshvælv.
Tøndehvælvet var indført i Syd- og Centralfrankrig så slog krydshvælvet aldrig igennem, mens det blev benyttet meget ofte i Lombardiet (N for Genoa - Milano - Bergamo mod Østrigs grænse) og Tyskland og til sidst i Nordfrankrig og England.

Ribbehvælv

Ribbehvælv er hvælv, hvor dets bærende dele er udformet som ribber.
Ribbehvælv sparer vægt, fordi mellemrummene mellem ribberne ikke er bærende og derfor kan udføres i mindre materialedimensioner, og dermed formindskes trykket mod basis.

Billleder af hvælv:
Der fandtes 2 typer ribbehvælv: 4 faset gotisk ribbehvælv - og 6 faset gotisk ribbehvælv.

Mellemrumsudfyldningen kaldes for paneler.
En trekantet hvælvkappe kaldes også for en svikkel eller hvælvflig.
Ribbehvælvs basis hviler ofte på ribbekonsoller. Ribbehvælv deles igen op i krydshvælv eller korshvælv og stjernehvælv -se stjernehvælv billed her..

Ribbehvælv kendes fra før 1100, men da var ribberne ikke bærende, men pynt, og udviklingen blev fuldendt af gotikken, der opfandt sprængbuerne.

Yderligere hvælvbenævnelser

En særlig engelsk stil af ribbehvælv er nethvælv, eller viftehvælv, in perpendicular Gothic. Disse hvælvingsafarter kaldes også for figurhvælv.

Viftehvælvet er engelsk sengotik, men forekommer også på kontinentet. De helt specielt fint udformede viftehvælv har ofte nedhængende slutsten, så de virkelig ligner »drypstensformationer«.

Stalakithvælving er af maurisk oprindelse og har undersiden opdelt i mange små felter med nedhængende udsmykning.

Edderkoppehvælv er et særlig teglstenshvælv udbredt i Nordtyskland.

Den sachiske hvælvtype

Sachsen omkring Meissen i Tyskland, blev der udviklet en særlig type cellehvælvinger, Zellengewölbe.
For at bygge denne type hvælv er det nødvendigt at opbygge en skabelonunderstøtning for ribberne.

Hvem betalte opførslen af kirker og domkirker?

Det gjorde biskopper, abbeder, magthavere, og ledelsen af den tekniske side var en arkitekt eller stenmester.

Bygmesteren

Organisationen bag de store kirkebyggerier var naturligvis omfattende og vel lige så kompliceret som i dag.

Stenhuggermesterens position var forskellig alt efter, hvor han fungerede:

I Italien fik en stenhugger mesterstatus, når han blev optaget i lauget, men han var på byggepladsen underlagt mureren, der opførte råhuset, og stenhuggeren udfærdigede ornamenter og facader.

I Nordeuropa var stenhuggermestren, derimod oftest den ledende chef på byggepladsen uden dog nødvendigvis også at være byggeriet arkitekt.

Byggeledelsen - enten det nu var stenhuggeren eller mureren - skulle også være den ansvarlige for tegninger, styrkeberegninger, personaleansættelser og materialeleverancer. Fra omkring 1300 træder en anden type arkitekter frem. Nu er det konstruktører med et godt kendskab til matematik og især geometri, der tegner kirkernes komplicerede dele som for eksempel stavværkerne i rosevinduerne.

Sidst i middelalderen hen mod år 1500 - havde de største stenhuggere så mange opgaver i gang sideløbende, at de ikke kunne deltage i det praktiske arbejde. De fungerede så gennem mellemledere, byggepladschefer, på hvert arbejdssted.

Uddannelse til stenhugger svend

Indtil slutningen af middelalderen var uddannelsen til håndværket en lærlingetid på 5 til 7 år efterfulgt af nogle svendeår, hvor svenden kunne rejse omkring til forskellige byggepladser for at få erfaring. I middelalderen var disse vandreår ikke sat i system, som det senere naversystem var.
Til mesteroptagelsen krævedes, at svenden kunne tegne og anvende skabeloner, men formelle tekniske krav eksisterede ikke.


På en byggeplads var der også andre håndværkere i gang.

F.eks. tømrerne.

Der lavede trækonstruktioner som skulle holde når stenhuggerne og murerne konstruerede kirker og klostre.
Selve bygningerne var for største delen lavet i sten, men indvendige konstruktioner som trapper, kirketårn, ophæng til klokkerne blev fremstillet i træ.

Eksempel på en trækonstruktion ses herunder:

Yderligere information om kirkebyggeri, håndværk etc. - finder du her:

Til top af siden

Ordforklaringer:


Side er ajourført 15/2 2014



Side er ajourført den 11/3 2014


Kontaktinformation:

Redaktør af MiddelalderInfo:

Flemming Elimar Jensen
Hjelmagervej 7, 1. - Løgten
8541 Skødstrup

Kontakt MiddelalderInfo pr. email her!

Eller via Mobil telefon nr. 50 50 26 03


© MiddelalderInfo 2014 v/Flemming Elimar Jensen - Webmaster:  Web-Com


Menu til websider på MiddelalderInfo (MI)

MiddelalderInfo

Søg og find

Tro & kirken

Diverse

Folkeslag/sprog

Håndværk etc.