MiddelalderInfo bøger og tidskrifter om middelalderen v/Flemming Elimar Jensen


Redaktør Flemming Elimar Jensen


Retur til forsiden!

MiddelalderInfo
Om papyrus, skriftruller, bøger
brug af materialer,
skriveteknik, bogbinding
guldarbejde i bøger og meget mere.

Denne side er ajourført 23. januar 2013

Her kan du læse om diverse aspekter for brug af papir som,
fremstilling, teknik og materialer, pergament, papyrus, bøger og indbindingsteknik etc.


Papyrus - Cyperus papyrus
de første skrifter blev skrevet ned på dette materiale.

Papyrus er fremstillet af planten Cyperus papyrus og er et af verdens ældste skrivematerialer. Papyrus blev udviklet i Egypten ca. 4.000 år før vor tidsregning, og blev en af datidens største eksportartikler for Egypten, kun overgået af tekstileksporten, og fik en kolossal indflydelse på Egyptens udvikling.
Papyrus blev fremstillet under statsmonopol, og fremstillingsmetoden forblev en velbevaret hemmelighed.


Så hemmelig, at opskriften på papyrus end ikke blev nedskrevet, men videregivet mundtligt fra generation til generation af producenterne.
Planten blev betragtet som hellig. Dens blomst symboliserede solen, mens den trekantede stilk symboliserede det egyptiske tegn for uendelighed.
Planten indgik i ritualerne ved tilbedelsen af de egyptiske guder. Guden Ra, vises ofte med blomsten fra Cyperus papyrus.
Det danske ord papir har sine rødder i ordet papyrus.

Hvordan papyrus fremstilles var en hemmelighed indtil 1966! - da den egyptiske videnskabsmand Dr. Hassan Ragab genopdage teknikken.
Det var nødvendigt at tage en tur til Kina - hvor han så hvordan de fremstiller papir efter ældgamle opskrifter - herefter tog han retur til Egypten, fik importeret papyrus planten fra Sudan til Egypten (da den ikke voksede der mere naturligt). Efter 4 års forskning lykkedes det ham at fremstille papyrus som de gamle egyptere havde gjort!

Papyrus planten har mange egenskaber, og blev derfor brugt til fremstilling af bl.a både, sejl, reb og kurve. Den kurv Moses blev lagt i, var lavet af papyrus. Da Thor Heyerdahl byggede RA II i 1970, benyttede han i lighed med de gamle egyptiske bådebyggere papyrus.

Indtil papiret kom til Egypten i begyndelsen af det 10. århundrede var papyrus uden konkurrence som skrivemateriale i Egypten.

Pergament

er et skrivemateriale lavet af dyrehud. Navnet stammer fra byen Pergamon i Tyrkiet.
Det ældste fund er fra Egypten 2700 før vor tidsregning.
I Europa havde pergamentet fortrængt papyruset som skrivemateriale allerede i det 3. århundrede.
Der blev anvendt huder fra kalve, får og geder.
De blev bearbejdet af pergamentmagerne - et selvstændigt håndværk - der var meget brug for i klostre og kirker dengang. De fik skindene fra garveriet, som behandlede det rå skind, og rensede det for rester fra dyret - garved det, så det kunne få en lang holdbarhed.

Fra råhud til pergament

En typisk fremstilling fra råhud til pergament kunne foregå således:

  • Skindet fra får, kalve eller geder blev lagt i et kalkbad, som medførte at det bagefter var nemmere at skrabe hårene af huden.
    Huden blev herefter spændt op i en ramme - så den ikke krøllede.
    Når huden så var blevet garvet, blev den skåret ud i afmålte kvadrater, og glittet med pimpsten for af jævne overfladen, desuden fik det en behandling med kridt, så blækket lettere kunne hænge ved. Små huller f.eks. fra insektstik blev rimpet så de ikke kunne ses. Fejlfri skind uden insektstik - var meget svære at finde dengang.
    Pergamentet blev herefter delt på midten - så der nu var 2 sider - højre og venstre med ialt 4 felter til at skrive på. 4 hele ark blev herefter lagt inden i hinnanden, så der nu fremkom i alt 16 sider. Det er stadigvæk den standard der bruges idag.
    Pergamentskind var meget dyre at fremstille - og der var et stort spild - da der kun blev brugt kvadratiske stykker - så alt udenom blev kasseret.
    Derfor var der et vist genbrug af gamle bøger, som af den ene eller anden grund ikke mere blev brugt. Skriften blev så fjernet - og ny tekst blev skrevet ovenpå de gamle pergamentsider.
  • For at skrive bogstaverne på skindpergamentet, brugte man en tilspidset gåsefjer, der skåret på den rigtige måde virkede som en fin fyldepen.
    Blæk blev lavet af urter og rødder fra planter efter ældgamle recepter. En vigtig ingrediens var galhvepsenes larvebolig på egeblade.
    Hvepsens "bolig" indeholder meget garvesyre, som giver farven lang holdbarhed.
  • Skriverne lavede layout på arkene.
    Siderne blev delt op i antal spalter, og linjer, linjehøjde og margenbredde osv.
    Skriverne - som var munke der havde fået stor færdighed og ekspertise i at skrive de latinske bogstaver og tekster, var højt værdsat.
    Jobbet som skriver har igennem historien været af høj værdi - helt tilbage til Pharaoerne, og sumererne i Messopotamien - hvor kileskriften - blev opfundet - og har vidergivet ufattelige mængder af information fra fortiden til vor tid.
  • Sort og rød blækfarve
    Skriveren havde en pult, hvor der var anbragt 2 blækhorn, et med sort blæk til selve teksten og et med rød blæk til overskrifter og kapitelbegyndelser.
    Den røde farve inddelte således teksten til hjælp for læseren, der lettere kunne finde rundt i bogen.
    Overskrifter hedder i avissprog stadigvæk rubrikker - et ord der er afledt af det latinske rubrica, som betyder rødfarvet.
  • Raderkniv
    Blev brugt til at kradse tekst væk som der var fejl i.
    Når skriveren var færdig med at skrive hele teksten på arkene - blev disse afleveret til næste arbejdsstation - udsmykning af siderne.
  • Miniature billeder og guldarbejde
    Der var nogle munke som var rene kunstnere - i deres fine arbejde som prægede de skrevne tekster. Ofte blev begyndelsesbogstavet - initialerne, fremhæved med forsiringer og slyngninger der kunne brede sig ud over siden. Nogle gange - hvis bogstavet indbød til det, blev der lavet små billeder.
    Ofte blev meget fine dokumenter forsynet med små kunstfærdigt udførte billeder - såkaldte miniature - afladt af det latinske ord minimum - der betyder rød farve.
    Disse billeder blev også kaldet illuminationer, ordet stammer fra ordet lumen - der betyder lys, da der blev brugt meget bladguld ( ægte guld) i disse billeder.
    Disse dygtige håndværkere blev kaldt miniator eller illuminatorer.
  • Bogbinderen.
    Når bogen var færdig udsmykket - skulle den ind til og samles med en snor - for at holde på de enkelte ark. Snorene blev herefter hæftet til to træplader ,
    en forplade og en bagplade, henholdsvis forsiden og bagsiden af en bog. Dette arbejde blev udført af bogbinderen - ligator (latin for jeg binder).
    Træpladerne blev brugt for at kunne holde de enkelte ark i pres, så de ikke krøllede. Træpladerne blev overtrukket med læder, så snore og træpladerne
    blev skånet for slid. En spænde som gjorde at bogen blev lukket, fuldførte arbejdet. Bogen var nu færdig.
    Læs mere herunder om bogbinding.

Bogbinding

I antikken beskyttedes bøgerne, dvs. pergamentkodekserne, med skindfoderaler, ombundne med remme. Bogbind i nutidens forstand kendes derimod først fra den tidlige middelalder. Man har fundet ægyptiske papyrusbøger med bind lavet af kasseret papyrus og betrukket med ornamenteret læder.

I Europas klostre indbandt munkene håndskrifterne i træplader, som var betrukket med skind og beslået med søm med store halvkugleformede hoveder.
De kostbareste skrifter fik dog bind af drevet metal, forsynet med relieffer eller med indlagte ædelstene, broderede stoffer eller endelig kunstfærdigt emaillearbejde.

Man anvendte allerede tidligt lædersnit til dekoration af bindenes sider; i slutningen af middelalderen begynder man at bruge graverede stempler til blindtryk. I det 15. århundrede synes bogbinderiet enkelte steder at være drevet som selvstændigt håndværk, men i øvrigt var bogtrykkerne længe efter bogtrykkerkunstens opfindelse tillige bogbindere og boghandlere.

Fra ca. 1500 begyndte italienerne at bruge pap som materiale til bindets sider i stedet for træ, og makulatur fra bogtrykkerierne samt ituskårne håndskrifter blev i høj grad anvendt hertil. Fra noget tidligere tid kendes forgyldning (på bind fra Venedig); den brugtes til titlerne, som anbragtes på bøgernes forreste plade.
Bøgerne lå på pulte og ikke stod i hylder; af samme grund var bindets sider forsynede med de ovenfor omtalte sømhoveder eller med knapper af ben eller metal, for at skindet ikke skulde ridses. Foruden på forsiden blev titlen ofte skrevet på nederste snit, hvor den jo kunne ses, når bogen lå på pulten.

I det 16. århundrede begyndte man at stille bøgerne på hylder, men man lod da forsnittet vende udad og skrev titlen på dette, medens ryggen vendte indad og ofte var rigt ornamenteret; først fra 17. århundrede stilledes bøgerne som nu med ryggen udad, og man lagde sig da efter at marmorere eller forgylde snittene og sætte titlen på ryggen (rygtitel).

Fra Italien førtes håndforgyldningen videre, først til Frankrig, hvor den siden har udviklet sig i rigt mål, senere til England.
Tyske bogbindere anvendte derimod i 16. og 17. århundrede mest blindtryk, og dette efterlignedes også i de nordiske lande.

Det almindeligst benyttede skind til større bøger var svineskind.

  • I Italien og Spanien anvendtes tillige i udstrakt grad pergamentbind.

  • De spanske nomf med karakteristiske stropper i stedet for de ellers almindelige spænder.

  • Engelske bind er oftest af mørkt marmoreret kalveskind.

  • Fra Holland (Nederland) er de såkaldte "hornbind" almindelige;
    de bestod af helt pergament med spejl og lindtryk. Fra dette land stammer også halvbind med ryg af rødt fåreskind og marmoreret papir. Papir anvendtes i det hele almindeligt fra det 18. århundrede, da de billigere halvbind begyndte at komme frem. Også m.h.t. ornamentikken har de enkelte lande deres ejendommeligheder; på engelske bind træffes ofte tudor-rosen, på franske den franske lilje, på tyske Luthers eller Melanchthons portrætter og så fremdeles.

Posebind

Et posebind eller en posebog er en type bogbind, som blev benyttet i Europa ca. år 1400 - 1600.
Der kendes 23 sådanne bind i forskellige biblioteker og samlinger (enkelte er gået tabt efter at være blevet dokumenteret), men i kunst fra perioden forekommer posebind i over 800 kunstværker, så formodentlig har bindtypen været mere udbredt end antallet af kendte eksemplarer umiddelbart tyder på.

Ved denne type bogbind er bindet forlænget fra undersnittet, så bogen kan bæres og ligner en pose. Den har formodentlig oftest været båret hængende fra bæltet. I posens ende kan der være en knude eller en krog, men den kan også være ladt åben. I nogle tilfælde er det kun bindets for- og bagside der er forlænget, således at bindet kommer til at udgøre en slags løkke. For det meste er bindet forsynet med en form for spænder, så bogen ikke åbner sig, når den bæres.

Det danske navn for denne type bind er tilsyneladende blevet etableret med Larsen 1920, hvor han taler om "Bogpunge eller, som man hellere burde kalde dem, Posebind". På tysk bruges betegnelserne Beutelbuch og Buchbeutel, der begge er blevet brugt siden de tidligste behandlinger af bindtypen fra slutningen af 1800-tallet, mens den engelske betegnelse girdle book første gang blev brugt i 1939 og blev den gængse betegnelse, hvilket dog kan føre til nogen forvirring, da den samme betegnelse, girdle book også tidligere var blevet brugt om kostbare miniaturebøger fra 1500-tallet og 1600-tallet, som adelsdamer bar på sig hængende i guldkæder.

De fleste kendte posebind indeholder tekster med kristent indhold som bønnebøger o.l. Der kendes dog også fire med juridisk indhold, herunder de danske posebind. 11 er pergamenthåndskrifter, syv papirhåndskrifter og fem trykte bøger. Langt hovedparten (19) stammer fra 1400-tallet, og de fleste (16) har en knude i enden af posen, mens fire har en bronzekrog og tre har en åben poseende. I ni tilfælde er posebindet monteret på et andet oprindeligt bind.

Posebindet ser ud til have haft sin største udbredelse i et begrænset geografisk område – Holland og Tyskland – og det har været foreslået, at dets oprindelse skyldes de såkaldte Brødrene af Fælleslivet, Fratres Communis Vitæ, der blev stiftet i slutningen af 1300-tallet i Deventer af disciple af Geert Groote (død 20. august 1384).
Bevægelsen, Brødrene af Fælleslivet, Fratres Communis Vitæ, oprettede i begyndelsen af 1400-tallet i Holland og Tyskland flere brødre- og søsterhuse, hvor der blev lagt vægt på undervisning af fattige børn og boghåndværk i form af afskrivning af håndskrifter og indbinding af bøger. Det sidste skete i et vist omfang med salg for øje, og posebindet kunne være en opfindelse fra disse værksteder.

De personer, som i kunstværkerne holder eller tydeligvis ejer posebind, er oftest bibelske personer eller gejstlige. Omtrent en tredjedel er således apostle (Johannes er den hyppigst forekommende efterfulgt af Peter, Paulus og Jakob), helgener, munke eller nonner. Ca. 2/3 holder posebindets ende i hånden og kun ca. 12% har bogen hængende i bæltet. Det skyldes næppe, at bøgerne blev båret således, men at de skal ses som en attribut. Når posebindet i omkring halvdelen af kunstværkerne har en åben ende er det derimod mere usikkert, om det afspejler virkeligheden, selvom det ikke stemmer med de kendte eksemplarer.

Skrifter i bøgerne

Skriverne brugte 2 forskellige slags skrifter i bøgerne, begge kendt fra antikken i Europa:

majuskler og minuskler.

Majuskler

latin: major - større - for store bogstaver.

eller kapitæler - fordi de senere blev brugt til kapiteloverskrifter.

Minuskler

små bogstaver i kursiv - italic skrift.

Denne skrift udviklede sig nationalt udover Europa.
Med den karolingske skriftreform - der fremkom på Karl den Stores tid omkring år 800, var en letlæselig skrift, "den karolinske minuskel" blev udbredt over hele Europa indtil omkring år 1200. Årsagen til fremkomsten af denne skriftform - var at han ønskede en ensartet skrift - der kunne læses overalt i hans kæmperige, som annerkendt korrespondance norm.

  • Den karolinske minuskel blev senere afløst af mere rette og stive linjer, og der blev sat små hjørner, seriffer, på bogstavernes skafter.
    Det endte med at alle runde buer blev knækket i lige linjer, skriften kaldes derfor fraktur (brud).
    Denne skrift er grundlaget for de senere trykte gotiske eller krøllede bogstaver. Se beskrivelse og billed af den gotisk skrift her.
    Ved siden af den kalligrafisk set med smukke gotiske håndskrift, opstod en mere uformel forretningsskrift, den gotiske kursiv, der ofte er meget skødesløs og gnidret.

  • Bastarda skrif

    I 1400 tallet udvikledes en blandingsskrift af gotisk bogskrift og kursiven - Bastarda - som kan være meget elegant, men findes også i mere sjuskede udgaver.

Papir

Papirets opfindelse tilskrives traditioneltkineseren Ts'ai Lun, som var ansat i kejserpaladset. Det blev første gang omtalt at have været i brug i begyndelsen af det andet århundrede efter Kristus. Indtil da skrev kineserne på bambusstykker og silkestrimler, men da dette var upraktisk og dyrt, eksperimenterede Ts'ai Lun med andre grundmaterialer, bl.a. bark, hamperester, klude og fiskenet omkring år 105.
Selve fremstillingsprocessen blev ikke skrevet ned - men kun givet videre fra mand til mand - for at sikre at papirproduktionen forblev en statshemmelighed, på samme måde som papyrus produktionen i Egypten var det. Det er meget vanskeligt at fremstille papir. Det krævede at en anden papirfremstiller instruerede grundigt i fremstillingsmetoden.

Papir kan være fremstillet af træmasse, men ikke altid. Tidligere benyttede man bl.a. tekstil til papirfremstilling.

Det fineste papir anses for at være baseret på klude, såkaldt kludepapir.

Materialet papir bruges også til fremstilling af tæpper. Her bruges en tråd af papirmaterialet der kan væves i forskellige mønstre og farver.

Kilder beskriver at Mayaerne i Amerika producerede papir allerede i det 5 århundrede - de kaldte det amati. Dette stod på indtil spaniolerne erobrede sydamerika.
Den produktionsproces praktiseres stadigvæk i sydamerika.

Hemligheden med papirfremstillingen spredtes meget langsomt fra Kina.
Det kinesiske papir var meget tyndt og transparent - så der kunne kun skrives på den ene side.

Bøger blev opfundet i Indien - og fremstillet af palmeblade. Ordet side/blad har sit udspring i palmebladet.

Papirets historie

Toiletpapir i Kina

Fint papir blev brugt til toiletpair i Kina fra det 6. århundrede.
Men det var kun produceret til de kongelige i paladset.

Det blev også senere moderne at fremstille dette toiletpapir i forskellige farver og med parfume.
Råmaterialet var fra risplanten.
Arabiske kilder beskriver den kinesiske metode med at bruge toiletpapir til "at tørre sig med" som lidt specielt - set med deres øjne.
De var vant til at bruge vand til at vaske sig med efter toiletbesøget. Det moderne bidet - er en ældgammel opfindelse der stammer fra araberne.

Te poser

Omkring år 600 blev en metode opfundet - til at pakke te ind i papir. Te posen var opfundet.

Pengesedler fremstilles af papir

Fra år 960 blev de første pengesedler trykt på fint papir introduceret i Kina.

Hvordan produceres papir?

Papir er et sammenfiltret væv af bearbejdede plantefibre.
Den klassiske produktionsgang ved håndgjort papir er følgende:

  • I år 604 blev metoden først taget i brug i Korea, hvorfra det blev overført af budisstiske munke til Japan omkring år 610.

  • Efter slaget i Talas i år 751 blev opfindelsen spredt til Mellemøsten. Hvor en produktion af papir startede op i Bagdad, vore dages Irak. Her udviklede araberne papiret, og lavede en lidt kraftigere papirkvalitet.

  • I det 11 århundrede blev der fremstillet papir i Damascus, Syrien. Det første korstog afbrød fremstillingsprocessen, som delte sig i 2 grene, hvoraf Egypterne i Cairo fortsatte med at producerer det tykke papir, mens Iran blev hovedsæde for det tyndere papir.

  • Den første papirmølle blev oprettet i Xavia (vore dages Valencia, Spanien), i år 1120. Spanien var på det tidspunkt en arabisk provins.
    De eksporterede deres viden til Fabriano i Italien. Deres råmateriale var hamp og hør til fremstillingen.
    Byen Fabriano var en af de første byer i Europa der startede op med at producerer høj kvalitets papir i større målestok. Byen er stadigvæk kendt for deres fine papirproduktion samt for special papir med vandmærke. I byen Foligno, kun 55 km fra Fabriano blev de første trykkerier oprettet i Italien i slutningen af det 15 århundrede.

  • Det ældst kendte papir dokument er "Mozarab Misal fra Silos" - der kan dateres helt tilbage til det 11 århundrede, temmelig sikkert skrevet i den arabiske del af Spanien.
    Fra det 14 århundrede er der papirproduktion i både Italien og Tyskland.

  • Råstoffet er gamle klude (hør og bomuld), som findeles og bearbejdes i en såkaldt hollænder.
    Plantefibrene bliver afkortet til den ønskede længde og gjort smidige ved maling.

  • Fra hollænderne kommer det formalede råstof op til øsekarret, hvor selve forvandlingen fra stofvælling til (vådt) papirark foregår.
    Øsekarret er fyldt med vand og med kun ca. 1 pct. råstof. Papirmageren øser stofvælling op på en form med en metalvire (dug) med huller.
    Formen rystes, hvorved hovedparten af vandet løber af formen, og fibrene ligger sammenfiltret tilbage.
    Papirmageren trykker (gausker) herefter det våde, sammenfiltrede papirark af på en filt.
    Papirarket er hermed en realitet og klar til tørring og efterbearbejdning.

  • Håndlavet papir:
    Produktionsgangen ved håndgjort papir er i princippet det samme som ved maskinfremstillet papir.

    Papirmaskinens teknik er en maskinel sammenkædning af det håndgjorte papirs processer: råstoffet bearbejdes i hollænderiet,
    det færdige råstof løber ud på papirmaskinens vireparti, som fungerer som papirformen med en metaldug, hvor fibrene kan bundfælde sig og vandet løbe af.
    Fra virepartiet gauskes den våde papirbane af i pressepartiet, hvor mere vand løber af. Til sidst tørres papirbanen i papirmaskinens tørreparti.

Papir kunne fremstilles af mange forskellige materialer bl.a.:
  • Hamp

  • Bambus papir Ris papir
    Læs mere om rispapir her.

  • "SilkePapir"

  • Papir lavet af klude
    Papirindustriens første råstof var klude. Gamle hør- (linned-) og bomuldsklude. Det blev imidlertid et knapt og dyrt råstof, og industrien søgte efter alternative materialer. Henimod slutningen af 1800-tallet sejrede træmasse og træcellulose som papirindustriens dominerende grundmateriale.
    Danmark har imidlertid også i perioder anvendt halm til papirfremstilling. Afgørende er ved alle typer af råstof: En proces, hvor fibrene fritlægges, og en proces, hvor fibrene afkortes og males til det ønskede formål.

  • Se hvordan du kan producerer papir her (engelsk tekst).

Dansk papirproduktion

Papir har været kendt i Danmark siden 1300-tallet, men der skulle gå et par hundrede år, før en indenlandsk papirproduktion blev etableret.

  • Den første papirmølle i det nuværende Danmark blev grundlagt i Hvidøre nord for København.
    De tidlige papirmøller er kendetegnet ved kort levetid.

  • Tyge Brahes papirmølle på øen Hven stod færdig i 1592, men nåede næppe at være i drift i mere end 5-8 år.

  • Hans Hansen Skonnings papirmølle ved Århus virkede i perioden 1638 - 1651.

  • Strandmøllen (1643 - 1899),

  • Ørholm (1793-1921) og

  • Nymølle (1794-1921) ved Mølleåen nord for København .

Dansk papirproduktion er overvældende både i tonnage og i alsidighed. Lige fra papir til pengesedler og frimærker til tapet og emballage.

Læs mere om papirproduktion i Danmark her.

Vandmærke i papiret

Vandmærkeforskning eller filigranologi

er en lille specialvidenskabelig gren og lidenskab, som arbejder med vandmærker i papir. Filigranologien er ikke så meget interesseret i, hvad der står på papiret, men derimod i selve papiret. Det er papiret i sig selv, der analyseres som historisk kilde. Og udgangspunktet er de forskelligartede vandmærker, der optræder i det gamle håndgjorte papir.

Håndgjort papir blev og bliver lavet på en form. Ark for ark. På selve formen kan påsyes et mærke, som vil fremstå som vandmærke i det færdige papir.
Denne vandmærketype det påsyede med tekst og illustration kaldes for et filigranvandmærke.

Filigranologiens traditionelle arbejdsfelt er håndgjort papir fra perioden ca. 1350 - 1700.
Filigranologiske entusiaster har gennem godt 100 år foretaget et enormt arbejde med at finde, registrere, aftegne og systematisere vandmærkepapir i arkiverne. Filigranologien kan her blive en hjælpevidenskab for historikere i arbejdet med f.eks. dokumenter fra middelalderen.
Gennem vandmærkeundersøgelser kan det være muligt at få dateret et papirdokument, som man ellers står uden mulighed for at datere.

Filigranologiens grundlægger, Schweizeren Ch. M. Briquet kan på mange måder betegnes som filigranologiens grundlægger, idet han efter 30 års søgen i arkiver i en række europæiske lande udgav værket Les Filigranes. Dictionaire Historique des Marques du Papier, dès leur Apparition vers 1282 jusqu’en 1600 (Leipzig 1907).

Skriftrulle, bogrulle eller rotulus

er forgængeren til den indbundne bog. Den bestod af papyrus, pergament eller papir i en bane der kunne rulles op, og havde skrift på den ene side.

I det første århundrede efter Kr. opstod de første eksempler på de romerske codex der blev udgjort af flere sammenhæftede skrifttavler af voksbelagt elfenben eller træ som man kunne ridse sine budskaber ind i. I takt med udbredelsen af papyrus og senere papir udviklede sådanne sammenhængende codex sig gradvis til en stadig mere dominerende bogform.

I en lang periode opretholdt skriftrullen dog sin dominans. Dette hænger formentlig sammen med at alle manuskripter fortsat er håndskrevne, og at det er mest hensigtsmæssigt at rulle de skrøbelige manuskripter sammen. Efter trykkekunstens opfindelse med Gutenberg, overtager de sammenhæftede trykte ark den dominerende rolle, og codex udvikler sig gradvis til nutidens indbundne bog.

I mange gamle kultursamfund findes mange af de skrifter, som de pågældende samfunds historie er funderet på, fortsat på skriftruller.

Printteknikker

  • Relieftryk hvor motivet overføres via en matriks, der kan være lavet af træ, sten eller metal, til papiret.

  • Trætryk - hvor motivet overføres fra det udskårne træ til papiret.
    I Kina blev anvendt hårdt træ, Jujube. I Japan anvendtes Kirsebærtræet.

  • Stentryk
    også kaldet litografi er en grafisk teknik, hvor uddanede litografer tegner og ætser på en sten eller i en plade, som derefter behandles, så kun visse dele bliver modtagelige for farve. Trykningen kan foregå af flere omgange med forskellige farver.

  • Personen der udfører arbejdet som stetrykker, kaldes en litograf.
  • Dybtryk er en grafisk teknik. Ved dybtryk forstås at trykplade eller stok er bearbejdet så tryksværten opsamles nede i materialet, mens resten bliver aftørret. Til dybtryk hører koldnålsradering, ætsning, kobberstik, fotogravure m.m. mens linoleumssnit og træsnit hører til højtryk og litografi til plantryk. Læs mere her på Wikipedia

  • Offset teknik


Bibliotek kommer fra det græske ord:
boglager

er en samling af bøger, håndskrifter og andet referencemateriale.

De ældste biblioteker

Verdens ældste biblioteker er de ægyptiske tempelsamlinger i Memfis, de persiske kongers i Susa og assyrerkongen Assurbanipals bibliotek af lertavler, som nu til dels findes i British Museum, London.

Biblioteket i Alexandria, Egypten, var i antikken det største bibliotek i verden og gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter.
Det formodes at være grundlagt omkring 280 f.Kr. af Ptolemaios 2. af Ægypten. Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket, som i sin storhedstid skal have haft mellem 400.000 og 700.000 skriftruller.
>> Læs mere om Biblioteket i Alexandria her.

Hos de gamle grækere og andre samtidige folkeslag var de i gudetemplerne bevarede arkiver at betragte som de første biblioteker.
I Athen skal Peisistratos have grundlagt det ældste offentlige bibliotek, og i Rom synes det ældste at have været den samling, som Æmilius Paulus (168 f. Kr.) bragte hjem som krigsbytte, og som senere blev forøget af Sulla.

Kejser Augustus i Rom virkeliggjorde Julius Cæsars plan om et offentligt bibliotek og grundlagde to sådanne:

Det palatinske bibliotek bestod helt til pave Gregor den Store.
I det 4. århundrede skal der i Rom have været 29 offentlige, af de fornemme klasser meget benyttede biblioteker.

Af antikkens litterære samlinger ragede biblioteket i Alexandria dog i omfang op over alle andre. I folkevandringens tid blev størstedelen af, hvad der således var samlet, tilintetgjort, og uerstattelige kulturskatte gik for bestandig tabt.

Middelalderens biblioteker

Med middelalderens munkeordener vågnede igen interessen for biblioteker, og navnlig tilvejebragte benediktinerne masser af afskrifter af ældre litteraturmindesmærker.

Navnkundige klosterbiblioteker opstod i:

  • det octavianske bibliotek
  • palatinske bibliotek
  • Monte Cassino,
  • Corvei (i Westfalen, Tyskland),
  • Tours,
  • Cambridge,
  • Canterbury,
  • Saint-Germain-des-Prés i Paris,
  • Samt i St. Gallen, hvis samling (grundlagt afAbbed Gosbert 816–836) overgik alle datidens. Da humanismen vakte de antikke studier til nyt liv, vågnede den litterære samleriver påny, og de lærdes eksempel fulgtes af fyrster og rige patricierslægter.
  • I Firenze gik Medicierne i spidsen, og her oprettede Cosimo de' Medici (1444) efter Petrarcas idé det første offentlige bibliotek, det berømte Mediceiske Bibliotek.
    i Ungarn samledekong Matthias Corvinus en kostbar og pragtfuld samling (ca. 50.000 bind), som dog blev spredt for alle vinde ved tyrkernes erobring af Budapest (1526);

Efter bogtrykkerkunsten

Et revolutionært opsving fremkaldtes i alt biblioteksvæsen, da papirfabrikation af klude var opfundet inden udgangen af 14. århundrede, og endnu mere ved bogtrykkerkunstens opfindelse i det følgende århundrede. Fra denne tid af bliver bibliotekets navn først og fremmest for samlinger af trykte bøger. Indflydelse i en anden retning på biblioteksvæsenets udvikling øvede Reformationen. Da klostrene blev ophævet, tilfaldt deres bogsamlinger enten byer og kirker eller lærde institutioner eller regerende fyrster. Det blev væsentlig fyrstebibliotekerne og universitetsbibliotekerne, der fra nu af fik betydning, og de fleste af nutidens nationalbiblioteker er grundlagt af fyrster, således, nogle af Europas største biblioteker, som Bayerische Staatsbibliothek i München, Hofbiblioteket i Wien og Bibliothèque Nationale i Paris.

Links til mere information om Biblioteker i Danmark:

  • www.bibliotek.dk er et katalog over hvad der findes på danske offentlige biblioteker
  • www.deff.dk giver adgang til forskningsbibliotekernes søge- og informationstjenester
  • www.bs.dk er det sagkyndige organ for hele det offentlige biblioteksvæsen
  • www.db.dk viser hvorledes man på Danmarks Biblioteksskole kan uddannes til bachelor i biblioteks- og informationsvidenskab, bibliotekar DB og cand.scient.bibl.
  • Bøger om middelalderen
  • Historie-online.dk

Til Toppen

>> Spændende side med ord og ordsprog fra middelalderen

Tidskrifter og websider om middelalderen:

  • Skalk - et populærvidenskabeligt tidsskrift, med artikler om dansk arkæologi, historie og kulturhistorie. 
  • Siden Saxo (Danmark). 
  • Populär Arkeologi og Populär Historia (Sverige) 

Til Toppen

Har du yderligere oplysninger?
Du er velkommen til at sende navne på bøger/tidsskrifter og meget mere om middelalderen evt. med WEB henvisninger, på en e-mail, så vil jeg oprette dem på siden!
Tak for din hjælp!

Læs mere om papir på denne side om bøger


Mangler du flere informationer?
om bøger, film eller arrangementer,
eller nogle som IKKE er nævnt?
kan du sende en e-mail, med yderligere data evt.
også med billede/LINK etc.
Tak for hjælpen.



Kontaktinformation:

Redaktør af MiddelalderInfo:

Flemming Elimar Jensen
Hjelmagervej 7, 1. - Løgten
8541 Skødstrup

Kontakt MiddelalderInfo pr. email her!

Eller via Mobil telefon nr. 50 50 26 03

Denne side er ajourført 23. januar 2013


© MiddelalderInfo 2013 v/Flemming Elimar Jensen, Webmaster:  Web-Com

Menu til websider på MiddelalderInfo (MI)

MiddelalderInfo

Søg og find

Tro & kirken

Diverse

Folkeslag/sprog

Håndværk etc.